Maria Eshpai og Lázló Fülöp i ‘Petrushka – extended’ (Foto: Granhøj)

DET

DANSENDE

KLAVER

Stravinskijs ’Petrushka’ udvidet til en forrygende repetitions-øvelse
af Granhøj Balletten. Dansere, instruktør og pianist i nærkamp med materialet.

Komponist: Igor Stravinskij. Koreograf: Palle Granhøj. Dansere: Bill Eldridge, Lázló Fülöp, Sifia Pintzou, Mikolaj Karczewski. Pianist: Maria Eshpai.
’Petrushka – extended’ spiller på Teaterøen indtil 19. april

*****

DET er fantastisk, hvad Stravinskij bedriver i de sidste år op til 1. verdenskrig! Masser af musik, men først og fremmest tre balletter, der er mesterværker og ekstremt levedygtige nu over hundrede år efter: ’L’oiseau de feu’ (Ildfuglen), ’Petrushka’ og ’Sacre du printemps’ (Forårsofferet).
På denne onsdag aften handler det om ’Petrushka’, historien om de tre dukker, Petrushka, der forelsker sig i ballerinaen, og maureren, der får hende – et trekantsdrama med dødelig udgang. På store scener spillet som originalen med fuldt udtræk i cirkus- og markeds-omgivelser, farverigt og med mange medvirkende. Men i salen på Teaterøen med bare fire deltagere på det flade nøgne gulv, uden dekorationer og kun en enkelt rekvisit: klaveret.
Det sorte flygel er til gengæld altafgørende. Dér sidder den unge russiske pianist Maria Eshpai – en pige med enorm magt over sit Stravinskij-spil, krævende er det, en frådende blanding af virtuose arpeggio’er og dundrende rytmer, provokerende i ét væk, skæve og huldsaligt lige som folkemelodier.
Det hører til denne udgave af ’Petrushka’, som er skabt af balletmesteren Palle Granhøj og de medvirkende i fællesskab, at pianisten leger med i en iscenesættelse af balletten, som er formet som en prøve, en indstuderings-situation, og pianisten er ikke bare repetitøren, der følger hvert eneste break i prøvearbejdet med danserne. Hun er fra starten i yndefuld danse-clinch med instruktøren, hun synger med undervejs på stumperne af de russiske sange, Stravinskij bruger som materiale for kompositionen, hun finder sig glad i, at instruktøren erobrer tangenterne bagfra under armene på hende, mens hun spiller, i firhændig udgave af en af satserne. Et koreografisk-pianistisk knald.
Vi har set og hørt hende før, denne Maria Eshpai i lige så overvældende Stravinskij-klaverspil som her. Det var, da Granhøj Balletten for et par år siden satte ’Sacre du printemps’ op i så talentfuld en udgave, at det blev belønnet med en Reumert.

VERBALE SYNDFLODER

Hæsblæsende godt. Og netop hæsblæsende med den polske danser Mikolaj Karczewski som en snurrende hveps af en krævende instruktør, som er over sine tre dansere med desperate krav og idéer, demonstrerende det hele selv for fuld kraft og med en syndflod af verbale instruktioner på polsk, hvor vi kun magter at fange stumper, når han nævner Romeo eller Julie, Hamlet eller Pulchinella eller andet genkendeligt.
Men vi er med alligevel, for det er enormt visuelt, fuldstændigt iøjnespringende, hvad han får sin græske ballerina Sofia Pintzou, sin ungarnske Petrushka Lazlo Fülöp og sin skotske Bill Eldridge, maureren, til at gøre med deres toptrænede kroppe og glimrende dansekunnen.
Vi overværer en times benhård koreografisk skabelsesproces af en personlig og original udgave af Stravinskijs ’Petrushka’. Det er som en indføring i værket og dets indhold og struktur. Og i koreografisk kreativitet.
Værket var oprindelig af Stravinskij tænkt og skrevet som lille klaverkoncert med soloinstrumentet i kamp med det overmægtige orkester, men de dansante muligheder var indlysende, og han afbrød faktisk sit arbejde med ’Sacre’ for at skrive ‘Petrushka’ til opførelse i St. Petersborg.
Nu foregår det på det besynderlige, amagerkanske udsted, der hedder Refshaleøen. Teaterverdenen er mangfoldig.

gregersDH.dk