Anders Gjellerup Koch, Githa Lehrmann og Claus Riis Østergaard (foto: Emilia Therese)
HÆNDERNE I SKØDET
Kjeld Abells ’Anna Sophie Hedvig’ rammer stadig 80 år efter.
Dramatiker: Kjeld Abell. Instruktion: Jacob Schiødt. Scenografi: Peter Schultz. Medvirkende: Bl.a. Natali Vallespir Sand, Githa Lehrmann, Mathias Sprogøe Fletting, Anders Gjellerup Koch, Claus Riis Østergaard, Betty Glosted, Peter Gilsfort, Lea Baastrup Rønne, Isa Marie Henningsen, Mette Kjeldgaard Jensen og Kristoffer Helmuth.
’Anna Sophie Hedvig’ spiller på Odense Teaters Store Scene indtil 27. september. Varighed: Godt to timer.
****
HVORFOR er ’Anna Sophie Hedvig’ et godt stykke? Af to grunde.
FOR det første, fordi det handler om en national dansk egenskab. Behovet for kompromis. Eller for at sige det med stykkets unge John: Lyst til at sætte sig med hænderne i skødet. Lukke øjnene. Hytte sig.
FOR det andet, fordi det som drama er godt konstrueret. Bygget op, så det ene ord tager det andet. Konsekvenser afdækkes ubønhørligt, spænding stiger, konflikter kulminerer og udløses overraskende.
DET har også nogle svagheder. Men lad os gemme det et øjeblik.
’ANNA SOPHIE HEDVIG’ handler om en lærerinde fra provinsen, der er kommet til at slå skolens kvindelige forstander ihjel i desperation og vrede over forstanderen ondskab mod en elev. Kommet til og kommet til… Hun ville skælde forstanderen ud, men noget gik galt. Hun står ved, hvad hun har gjort. Og fortryder det ikke. Rollen som Anna Sophie har fået næsten ikonisk status i dansk dramatik, i første omgang i kraft af Clara Pontoppidans spil ved premieren i 1939, siden med mange andre – Bodil Jørgensen har f.eks. spillet Anna, også på Det Kgl.
I Odense er det Natali Vallespir Sand. Og tror vi på hendes Anna? Ja vi gør. Hun fortæller sandheden under et besøg kort efter hos sin familie i København, sidder ved bordet under en fin middag, hvor man kommer til at snakke på konversationsplan om at begå vold eller drab. Tavsheden lammer de pæne mennesker omkring hende, da Anna fortæller, hvad hun har gjort. Natali Sands tone er en blanding af angst og forstenet målbevidsthed, der er trods i hendes stemme, men også resignation, gjort er gjort. Det ene øjeblik fastholder hun som en søvngænger retten til sin handling, det næste øjeblik er hun mest en lille pige, der ikke forstår, hvad hun har gjort.
MEN mest interessant bliver rollen i kraft af det, der sker omkring Natali Sand og hendes Anna.
DEN lidt forsagte, men stædige lærerinde og hendes tilståelse sætter gang i et skred af raseri og konflikter. Hvad bilder hun sig ind og komme hér! Værten, den selvsikre husfader, spillet af Anders Gjellerup Koch har inviteret en indflydelsesrig direktør (Claus Riis Østergaard) til middagen. Skandalen får forretninger til at ramle. Og hvis man oplever disse to imposante business-dyr tårne sig i vejret og ramle sammen, så er det ingen ting imod det brag, der lyder, da Gjellerup Koch og Githa Lehrmann – herren og fruen – tørner mod hinanden, efter at Mathias Sprogøe Fletting, med al sønnen Johns ungdommelige slagkraft har spanket dem for deres mentale dovenskab, bedsteborgerlige selvtilfredshed og nervøsitet for at rode sig ud i noget, der kan rokke ved deres tilværelse. Det er dramatikeren selv, Kjeld Abell, der råber højt her, Kjell Abell, der skrev ’Anna Sophie Hedvig’ i 1938, som et let skjult billede på vilje og uvilje til at stå op mod Hitler og nazismen, der på det tidspunkt vældede frem i Tyskland. Når Anna Sophie fortæller om det blik den onde forstanderinde sendte hende, før hun skubbede hende ned ad trapperne en mørk aften på skolen, er det Abell, der ser ind i øjnene på Der Führer. Der skulle mod og handling til at stoppe Hitler. Mod og handling til også at opsøge forstanderinden den aften. Abell selv måtte – sans comparaison i øvrigt – gå under jorden, da han efter mordet på Kaj Munk gik på Det Kgl.s scene, afbrød en forestilling og holdt en tale om Munk.
I Odense-forestillingen står Githa Lehrmann og hendes rolle som Fruen i huset for øjeblikke af central, scenisk dramatik, da opgøret med ægtemanden kulminerer. Githa Lehrmann har den første halve time fyret hele serier af kinesere af som den forvirrede desperado af en husmor, der koster rundt med tjenestepigen Marie. Det er komediespil af ren komik – ligesom vi ser hos Betty Glosted, den fortravlede skolepedel-kone, der i andre scener koster rundt med sin pedel Rasmussen, Peter Gilsfort. Da hun tager sønnens parti og smækker ægtemanden et helt livs undertrykkelse i hovedet får Lehrmann rollen til at vokse til en hovedrolle.
SVAGHEDER i ’Anne Sophie Hedvig’? De ligger egentlig ikke i opførelsen, der leger med en scenisk opdatering, som er frisk og dristig på flere måder. Scenografien er som en dybfrossen isblok i kridhvid funkis – hvor enhver erindring om plys, mahogni og guldindrammede malerier på væggene i det fine 1930’r-hjem er fjernet. Vi koncentrerer os helt om skuespillerne. Og det er en sjov effekt at reducere alle mulige rekvisitter, glas, flasker, støvsuger o. s. v. til rene lydeffekter.
DET er derimod problematisk at bevare den ind- og udgang, Abell skrev til stykket, hvor hele historien er noget, der bliver fortalt til et par unge mennesker, der tilfældigt falder forbi, og hvor den symbolske parallelscene med en frihedskæmper, der skal dødsdømmes til sidst kobles sammen med Anna Sophie, der straffes. Det meste af en lang Anna Sophie-monolog er ganske vist strøget. Men begge dele har alligevel svært ved at fungere og er mest skrevet af Abell i sin tid som nødvendige for forståelsen. Det er de scener ikke i dag. Hans hug til dansk ’hænderne i skødet’-mentalitet rammer alligevel.
gregersDH.dk
