Inge Sofie Skovbo og Kristine Nørgaard i ‘Petra von Kants bitre tårer’ på Aarhus Teater (Foto: Jan Jul)
SJÆLENS UBODELIGE ENSOMHED
Et fund af en rolle til Inge Sofie Skovbo: Fassbinders Petra von Kant på Aarhus Teater, mesterligt iscenesat af Christoffer Berdal.
*****
DETTE her ligner en tanke:
Kl. 18 spiller Aarhus Teater på sin lille scene Stiklingen den brasilianske dramatiker Leilah Assumpcaoas ’Den eneste anden’ – en net og rørende sag om et parforhold, der tager nogle håndholdte rutcheture ud i tovene, men finder balancen igen og ender med – ok: håndholdt – at vandre mod lyset.
Den karrygule sofa er blevet flyttet lidt rundt undervejs. Ligesom parrets brikker.
Kl. 20 kan man hænge ud på samme scene. Den anonyme ægteskabelige dagligstue i ’Den eneste anden’ er blevet forvandlet til et mondænt designer-helvede med Petra von Kant henslængt i dobbeltsengen, klar til at udgyde sine bitre tårer over sine egne kaotiske rutcheture undervejs gennem et sjæleliv, der er dømt til at ende i en blindgyde.
Det er Rainer Werner Fassbinders ’Petra von Kants bitre tårer’, et anderledes og mere nervepirrende drama end den brasilianske lyst- og nød-vandring i parforholdets gængse trængsler. Von Kant-historien er desperat styrtdyk mod sjælens ubodelige sammenbrud. Hvor ’Den eneste anden’ kan – og skal – spilles med let og munter præcision, uanset hvor mange hårde ord parret skyder af undervejs, så kræver Fassbinders stykke knivene frem og fortvivlelsens og ondskabens dæmoner sluppet løs.
DØDSDRIFT
Uroen lurer i kroppen på Inge Sofie Skovbos Petra von Kant allerede fra først sekund. Man mere end aner kursen: Dødsdrift og finale. Alt garneret med selvskabte løgne. ’Jeg arbejder fra tidlig morgen’, som hun plaffer løs til moren i telefonen, mens hun slubrer kaffe og slænger sig i dynerne og skælder og koster med sin sekretær – et fænomen af et totalt stumt væsen, der som en kat er til stede og ikke til stede, Merete Voldstedlund i en rolle, der indleder stykket og afslutter det – og undervejs forfølger hændelserne som et skæbnetungt spøgelse.
Skovbo dirrer. Af frustrationer og usikkerhed. Modspillet kommer, da Anne-Vibeke Mogensen indfinder sig som den gamle veninde Sidonie von Grasenabb, der slæber et pigebarn med sig, hun er blevet smålun på i flyet, den langbenede strigle Karin, som Kristine Nørgaard lægger ben og frækhed og vulgær, ung kæft til, og som tilføjer Petra von Kant en så lammende åbenbaring, at hvis den havde været religiøs, havde den været at ligne med selveste Den hellige Theresas åbenbaring.
Den udvikler sig på stedet til fru Petra von Kants overordentlig mentale og kødelige chok. Og en betagelse, der annammes som frelsen-til-døden-os- skiller for den fraskilte, ambitiøse, men totalt og hjælpeløst ensomme Petra. En redningsplanke. En erotisk hardcore bombe – pigen er ganske vist femogtyve, men situationen har nabukovske Lolita-dimensioner.
NEDTUREN
For Anne Sofie Skovbo er rollen som Petra et fund. Vi følger hendes hektiske og umulige forsøg på at få grund under fødderne i det umulige kærlighedsforhold. Selvforsvaret mod at blive udnyttet, de rasende jag af smertelige nederlag, jublen i brøkdele af sekunder, de forpinte gisp i mobiltelefonen, det endelige sammenbrud. Vi følger nedturen uden at opleve de små indgreb i handlingen – morens og datterens uskyldige entréer og respektive konversationer – som andet end korte yderligere spændingsdryp frem mod den totale nedtur og resignation. Glimrende spillet af både Mette Døssing som datteren og Lene Vasegaard som moren. Men i deres funktion: Nødvendige sparringer til hovedsagen. Nemlig Inge Sofie Skovbos Petra von Kant og hendes dødsdrom.
HÅRREJSENDE
Det er stort spil. Og et forløb strammet til intens koncentration af Christoffer Berdal. De erotiske undertoner lurer som dybe lyde fra en cello gennem den halvanden time stykket varer, de spores i de seks kvinders bevægelser, attituder og stemmeføring. Indlysende og slagkraftigt i Kristine Nørgaards nådesløse selvbevidsthed, hvalpeagtigt hos teenageren Mette Døssing og måske mest faretruende, når Merete Voldstedlund bevæger sig som en skygge over scenen.
Temmelig hårrejsende dramatik. En historie om den ’kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed’ som titelpersonen taler om i Hjalmar Söderbergs drama ’Gertrud’, filmatiseret i sin tid af Dreyer med Nina Pens som Gertrud.
I Århus ført frem som en dirrende og tragisk danse macabre.
