RETUR TIL MUSIKKEN

DRs fyrede orkesterchef Per Erik Veng er tilbage i sin gamle stol i Radiohuset. Næsten. – Nu ser min kone en glad mand komme hjem, siger han.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Ditte Valente

————————————

Den 1. november 2007 spillede de Verdis ’Requiem’ ved torsdagskoncerten i Radiohusets koncertsal.
Verdis ’Requiem’! En dødsmesse! Gider vi lige se symbolikken?
Ingen snakkede det efterår om andet end død og ulykke i DR. Fyringer. Nedskæringer. Bygge-kaos i Ørestaden. Kulturprogrammer, der nedsmeltede som isbræer i Grønland.
En af fyringerne – og ikke den mindst prominente: Tre dage før torsdagskoncerten blev Radiosymfoniorkestrets chef Per Erik Veng fyret. Den kunstneriske og administrative chef, manden, der over en årrække har bygget orkestret op til internationalt niveau!
Til tonerne af Verdis ’Requiem’ kunne han rydde skrivebord og kalender. Og derefter nøjes med fra sin private 5. sal at kikke direkte og undrende ned på det koncerthus i Rosenørns Alle, der har været hans andet hjem, siden han for tyve år siden satte sig i chefstolen.
Et svimlende kik. Og en påmindelse om et svimlende karriereforløb. Tiljublet af dem, der så orkestret vokse og skyde brystet frem på musikkens globale arenaer  – og forbandet af dem, der syntes, at travet var blevet for hedt under hans beslutsomme, kompromisløse krav og skarpt slebne facon.

Det fantastiske er sket. Radiohuset er hans igen. 1. maj tiltrådte han en nyoprettet stilling som ’koncerthus- og arrangementschef’ for Det kgl. Danske Musikkonservatorium – som nu flytter ind i det Radiohus, han lige var smidt ud fra. Konservatoriet indtager hele butikken til undervisning og koncerter. Med ekspansionsplaner, der rummer alt, hvad Per Erik Veng kan favne og videreføre af kreativitet og erfaring.

”Nu har jeg en kone, der igen ser en glad mand komme hjem,” siger Per Erik Veng og kaster et lille smil til sin Katharina – som bærer efternavnet Ronnefeld, og minsandten heller ikke har noget at være ked af selv. Hun har fulgt ham over hele slagmarken, ikke bare i de kritiske måneder denne vinter, men way back fra årene, da det hele blev sat i skred. De mødte hinanden som ved Vorherres styring. Katharina, der er halvt dansk, halvt tysk, sad for seksten år siden i Hannover i et internationalt koncertbureau og var manager for bl.a. violinisten Christian Tetzlaff. Veng ringede for at få fingre i Tetzlaff til en koncert i København. Det fik ham, Og Katharina kom altså med som anhang til kontrakten. De to blev gift i 1996 i Trinitatis Kirke i København. Tetzlaff spillede Bachs chaconne i kirken.

Fyringen i efteråret sendte chokbølger gennem musikmiljøet. Veng selv besluttede sig for at være tavs om modsætningerne mellem ham og visse musikere i orkestret. Og mellem ham og ledelsen i DR.
I dag siger han:

”Jeg er stadig meget forbundet med det projekt, vi havde i DR. Det, jeg kalder nationalorkester-strategien. Et projekt, der lykkedes. Ideen om aldrig foran orkestret at have dirigenter og solister, som ikke er på orkestrets eget niveau. Et niveau, der med årene blev internationalt. Jeg ville gerne have fuldbyrdet den udvikling i den nye koncertsal i Ørestaden med alt det, vi havde fået sat i gang. CD-indspilninger, ungdomsorkester, korene, turnéerne, koncerterne med Sigurd Barrett og symfoniorkestret. Jeg kom bare ikke til at sige farvel på den måde, jeg selv havde planlagt. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at nu hvor jeg er i gang på min nye arbejdsplads, er jeg meget glad for, at det er gået den vej. Bare dét at bevæge sig rundt mellem mennesker, der har forstand på musik! Enormt stimulerende. Men ustandselig at sidde til møder med folk i ledelsen af DR, som dårligt anede, hvad man talte om, og ikke havde særlige ambitioner på orkestrets og korets vegne  – det var ikke morsomt. Men jeg har ikke lyst til at snakke meget om bruddet i efteråret. Kun én ting: Der var ikke nogen generaldirektør, der ulejligede sig til en samtale om det. Det var nok karakteristisk.”

– Der var musikere, der fandt dine krav for skrappe.

”Jeg havde et perfekt samarbejde, især med orkestrets tillidsmænd, Per Nørby Hansen og senere Gert Sørensen. Men når man stiller høje krav, så kan det godt være, at der engang imellem bliver sat spørgsmålstegn ved gængse rutiner og bekvemmelighed.”

– En særlig dansk mentalitet?

Katharina: ”Når jeg sammenligner med, hvad jeg kender fra mine mange år i USA, England og Tyskland, så kan jeg se, at det nok er vanskeligere herhjemme at være meget ambitiøs og sætte høje standarder for, hvad man vil opnå på kunstneriske områder. Det er anderledes i f.eks. sport. Dér har danskere en anden attitude.”

Per: ”Det hænger måske sammen med, at man i sportens verden har trænere, der diktatorisk driver præstationerne frem. Ligesom man i orkestre har karismatiske dirigenter, som har overblikket og kan stimulere orkestret til toppræstationer.”

– Så store orkestre skal styres med hård hånd…

Per: ”Det er ikke så entydigt. Katharina har f.eks. arbejdet med London Symphony Orchestra. Det er musikerstyret. Yderst demokratisk. Musikerne vælger selv deres dirigenter. Og kan alligevel opretholde en meget høj disciplin.”

Katharina: ”Det er imponerende, men tidskrævende. Det fungerer, fordi det er mennesker, som er velorganiseret og tager deres demokratiske forpligtelser dybt alvorligt. Og så i øvrigt, fordi de er afhængig af indtjeningen, hver gang de løfter instrumentet. Deres eksistensberettigelse findes kun, så længe det kører rundt økonomisk.”

Per: ”Hvad de præsterer i aften er afgørende for, om de har job i morgen. Vi ser noget lignende med vores eget Concerto Copenhagen, det fabelagtige ensemble, der ledes af ildsjælen Lars Ulrik Mortensen. Jeg håber, vi får det knyttet som resident ensemble til Musikkonservatoriet  – ligesom Sjællands Symfoniorkester bliver det delvis. I Concerto Copenhagen ved de ligesom londonerne, at det gælder liv og død, hver gang de spiller. Det giver en særlig ånd.”

– Et større ansvar hos musikerne?

Per: ”Det er klart. Der er et stort personligt engagement hos den enkelte musiker i sådan et ensemble. Jeg tror, de specialiserede orkestre bliver fremtidens billede. Ensembler som Concerto Copenhagen. Vi står nok over for et paradigmeskift, fordi den unge generation af musikere i høj grad er individualister. De ønsker personligt en optimal udfoldelsesmulighed. Den klassiske symfoniorkester-institution er på mange måder noget af det mest fastlåste og autoritære i sit grundkoncept – når der står en dirigent og bestemmer alt over hundrede mennesker. Det kan næppe være anderledes, men det er en situation, som er meget gammeldags. Og faktisk under pres i disse år. Vi har lige været til en konference i Berlin, hvor der blev talt om det. At f.eks. flere af de store orkestre i U.S.A. i øjeblikket kæmper for deres liv.”     

– For at vende tilbage til det med musikere og dansk mentlitet: Hvordan udvikler man dét personlige engagement, I taler om  – f.eks. når det gælder jeres egen børn?

Katharina: Vi har sagt: De skal lære et instrument tidligt. Det er så let for børn at prøve og afprøve nye ting. De elsker det! Hende på fem spiller violin. Hende på syv spiller cello. Du spørger: Skal man holde dem til? Ja, det skal man. Nogle synes nok, at vores børn bliver autoritært opdraget. Men for dem er det hverdag: De skal lege, spise, lave lektier, stå op og gå i seng – og altså: Øve. Det sidste er lige så normalt som at gå til fodbold og passe sin træning. De synes, det er kanonsjovt, at de allerede kan spille sammen og opdage, at de kan nye ting.”

– Formål: At de skal blive professionelle?

Katharina: ”Ikke nødvendigvis. Men når du spørger om dansk mentalitet og professionalisme, så bliver talent jo ikke udviklet af sig selv. Hvis der er en tradition i Danmark for, at det ikke er ’comme il faut’ at stille krav, så kan selv det største talent ikke komme til at florere. Det gælder i alt: Sport, ballet og i musik. Det kræver en indsats at udvikle til det yderste potentiale. Og det er nemmere i et samfund, hvor det er normalt at stille krav. Men bare rolig: Vi taler om krav. Ikke om tvang.