Christine Skou og Torben Zeller i ‘De alternative’ (Tegning: Claus Seidel)
SMÆK MED DØREN
’De alternative’ på Bellevue Teatret stryger lavt, men rammer også plet.
***
———————————–
Psykologer har det ligesom ejendomsmarkedet. Kraftig overvurdering og pludselig nedtur. Faget kører nogen tid i vild galop, alle skal i analyse, have krisehjælp, nurses og forstås, men en dag tænker vi: For meget godtkøbs-snak.
Et fedt teateremne. ’Fobiskolen’, som Mammut Teatret lige har spillet på Kaleidoskop og scoret en Reumert-pris for, tog det op og fordybede sig i, hvordan et velrenommeret og velsmurt behandlingscenter med ’ekspertise’ i fobier i virkeligheden var et vaklende fidusforetagende.
Realistisk teater. Godt spillet.
FESTORIGINALER
Nu er vi rykket til det offentlige med stykket ’De alternative’ på Bellevue Teatret. Vi er i en lukket institution med en psykolog, der er rablende ude af kontrol med sig selv – mindst lige så langt ud som hver eneste i den lille flok af patienter, han er sat til at få skik på.
Vi er også rykket fra indsigt og fordybelse i skæve menneskelige mekanismer til stand up, hurtige vittigheder, tæsk og ramasjang. Med de fem patienter som mere eller mindre jublende festoriginaler og psykologen som hjertegribende karikatur på sin stands mest idiotiske spilleregler.
Spottet er spinkelt. Det ligger lige for, fra det øjeblik de fem gør deres entré til evalueringsmøde, og psykologen får bonget døren i næsen ved et uheld, der skal forstås som resultatet af, at Lise – en af patienterne – lider af tvangstanker, teknisk betegnet OCD. Hun smækker enhver dør, fordi hun tror, nogen er i hælene på hende. Dét var psykologen.
Engang hed den slags ’tvangsneurose’, men fint skal det være. Det stimulerer psykologers selvagtelse. OCD står for ’Obsessive Compulsive Disorder’.
FARCE
Lise spilles af Christine Skou, hvis bryster er smukt på vej ud i verden, hvorfor hun ind imellem er en attraktion for især Mick Øgendahl, der spiller Thor, og Christian Fuhlendorff, der spiller Martin. Thor er selvmordskandidat af vekslende grunde, eksempelvis et neurotisk og aggressivt forhold til, om Twist-stænger knækkes på den ene eller anden led og Rittersport i kvadrat eller rektangel. Martin er ’synsk’ og barnlig, med autistiske tendenser. En lille hoppebold af uforløst energi. Birgitte Raaberg spiller Marianne, der lider af ’katatoni’, en traumatisk tilstand, hvor man åbenbart klapper i og stivner over for omgivelserne, hvis man har været ude for noget slemt.
Torben Zeller er psykologen, der køres helt ud i skoven af vildbasserne, en tressertype med fløjlsjakke og hængerøv. Enhver nulevende cand.psych. vil væmmes ved karikaturen, men erkende, at som farcefigur rammer han morderisk plet.
MORDER
Mest interessant er nok – som stykket stormer af sted i vekslende, verbalt tyfon-tempo – Thomas Hartmann, som spiller Palle, der har fire mord på samvittigheden. Mord, som han køligt forklarer med, at de ikke havde fortjent bedre – selv galninge. En hyggelig bemærkning, eftersom han kan tilføje: ”Der er også galninge her i lokalet.” Thomas Hartmann har skrevet stykket, og som medvirkende placeret sig som nøgtern, men faretruende iagttager af sine omgivelser.
TYKKE STRÅLER
Det hele går over stok og sten. Satire og grin i tykke stråler. Energisk. Ind imellem meget underholdende, ind imellem med de letteste spring over de lavest tænkelige gærder.
Endnu et energisk eksempel på, hvordan den rappe stand up-stil integrerer sig på forskellige måder i teatret.
Godt at se nye vinkler afprøvet. Ikke mindst på et emne, hvor sigtet er rettet mod et ømt punkt.
