Tegning: Claus Seidel

MIGRANTERNE

PÅ BORNHOLM

Udfordringer for både publikum og medvirkende i det nyrenoverede Østre Gasværk Teater.

Roman af Martin Andersen Nexø. Dramatisering: Annika Kofoed. Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende bl.a.: Thomas Bo Larsen, Morten Suurballe, Kristian Halken, Sara Hjort Ditlevsen, Nastja Arcel, Kristian Rossen, Kaya Brüel, Birgitte Raaberg, Signe Egholm Olsen, Stine Prætorius, Østen Borre Simonsen m.fl. Musik: P-O Nilsson og Dreamers Circus. Kapelmester: Mathæus Bech.

 ’Pelle Erobreren’ spiller på Østre Gasværk Teater indtil 9. december. Varighed: 2½ time inkl. pause.

****

MAN mærker hensigten og – ja, bliver opstemt, for nu at vride et godt gammelt Goethe-citat på hovedet. Opstemt bliver man og slet ikke verstimmt ved at sidde i det renoverede Østre Gasværk Teater, der med et dunk i ryggen af fonds-millioner har fået vendt op og ned – ikke på det hele, men på så meget. Du sidder godt, ser godt, bliver ikke mere gennemblæst af træk i foyeren, og toiletterne har fået en opsang nede i kælderdybet – selvom man stadig, ligesom på Operaen og i Skuespilhuset ikke kan lægge program og billetter fra sig andre steder, mens man udfører sine nødtørftige handlinger, end ved den våde vask eller det af forgængere tilpissede gulv. Hylder passer åbenbart ikke i tidens design.

MEN skidt nu med det. Vi sidder i det utrolige teatertempel på nye, fine stole. Oplever en scenografi, der på en måde er skummet ind til noget mindre i gulvformat – i hvert til denne forestilling – men vi er immervæk til totalteater, de højt svævende trapper og gallerier giver faretruende associationer for skuespillernes liv og helbred, de rå bagvægge og himmelhvælvet bruges til flammende og meteorologisk overvældende video-billeder.

Godt, godt. Tillykke med det hele.

ÅBNINGS-forestillingen er ’Pelle Erobreren’ – Martin Andersen Nexøs saga om knægten Pelle og hans far Lasse, der udvandrer fra elendighed i de svenske 1870’ere til Bornholm, øen, som foresvævede dem at være nogenlunde som mellemøstlige flygtninge i dag forestiller sig Danmark: Et paradis af velvære, rigdom og elskværdighed.

GLIMRENDE emne, en god historie, og når vi snakker om totalteater, en slags parallel til den ’Frændeløs’, vi så for tredive år siden på Gladsaxe Teater i Kasper Rostrups opsætning.

OPSÆTNING, men også modsætning, for det var dengang den sørgelige affære om at være den frændeløse, hvor Pelle-historien handler om være erobreren. Knægten Pelle, der ikke lader sig gå på af noget, men bider fra sig og klarer sig i en verden af nedrighed, hvor kun hans far Lasse har hjerte – et stort naivt hjerte, der klarer skuffelser på ynkeligste, men også yndefuldeste vis.

DER er glimrende spil af mange af de medvirkende i Katrine Wiedemanns instruktion. Thomas Bo Larsen som det rørende, fortumlede underklassemenneske, der ikke fatter denne verdens træskhed, og bliver ved at tro, at lykken ligger på den anden side af gærdet. Skuffelse på skuffelse, taget med en slags humør og ukuelig optimisme. Pelle – denne aften spillet af Julian Horta Meier Clausen – frisk og fræk i mælet over for præst og konfirmand-kammerater og med lysende og kække små sange – ”Jeg går min egen vej” og slutsangen, der gentager hans og Andersen Nexøs arbejder-evangeliske motto: ”Jeg må lære at stole på mig selv”. Sømandskonen Madam Olsen i sin forladthed – en rørende Birgitte Raaberg. Morten Suurballe, den liderlige proprietær Kongstrup, der voldtager sin klaverspillende niece hen over det opretstående. Kristian Halken som afstumpet forvalter. I det hele taget et stort galleri af gode medvirkende, enkle, ukomplicerede billeder af personer, sorte eller hvide i Nexøs fortælling om proletarer og kapitalister og forspillet til den store arbejdskamp, der gik i skred i anden halvdel af det 19.århundrede.

DER er et sært spænd i forestillings format. De mange scener, der er hentet fra denne første del af Nexøs vældige roman, bliver sendt på banen som enkeltepisoder i det store teaterrum. Højt til vejrs eller ude i et hjørne. På en måde som stumper af en fortsat tegneserie eller filmepisoder, der hver for sig er brikker i fortællingen, fint forløst i belysninger, der bringer os tæt på, men også i et mikrofonforstærket lydniveau, der dimensionerer intime dialoger op i gear, så realistiske situationer lyder som var de tilløb til operamæssige udsagn.

DET er, som om forestillingen kæmper med at gøre sig klart, hvordan det enorme rum skal udnyttes. Allerede i starten skal ’Pelle Erobreren’ etableres som musikteater – de seks musikere er splittet ud med mange alen imellem sig på forscenen, som for at sige: Undskyld, vi ikke er et helt orkester. Nydelig musik, med svenske undertoner. Diskret og elskværdig. Som de kønne sange i forestillingen.

DET er ikke fordi Østre Gasværk Teater behøver at blive brugt til det store musical-halløj, bare fordi der er så mange meters højde og livvidde at lege med. Det ved vi af erfaringen. Det er måske mere noget med, at historien om Pelle Erobreren, der fungerer så eminent i den legendariske filmatisering i kraft af kontrasten mellem naturbilleder og magiske nærbilleder, i denne teaterversion prøver at råbe os op og speede os visuelt til vejrs med midler, der er inkongruente i forhold til den enkle socialrealistiske psykologi mellem personerne. Vores opmærksomhed kommer til at flakke mellem fortællingens enkelte optrin og kalejdoskopiske elementer.

ALT sammen omkring den hårde jordknold, scenograf Maja Ravn har udtænkt som symbolsk plateau for de arme menneskeskæbner, der møder tilværelsens udfordringer. Og en knold, som skuespillerne uheldigvis skrider på af og til.

gregersDH.dk