Eddie Skoller tegnet af Claus Seidel i 1987.

EN DUFT AF

NOSTALGI

CHARME OG

SELVIRONI

Skoller – charmerende, selvironisk og suverænt musikalsk i fortællingen om sit liv.

Manuskript: Eddie Skoller og Jakob Morild. ’Øjne udefra’: Lars Knutzon.

’Nostalgi er ikke hvad det har været’ spiller på Café Liva i Nyhavn indtil 3. november. Varighed: 1 time 40 min.

*****

’NOSTALGI er ikke hvad det har været’… en snild titel, vi kan spille bold med i hjernevindingerne, og så er vi lige vidt: Nostalgi er, hvad det er: ’En sentimental længsel efter noget svundent’, som Politikens ’NUDANSK’-ordbog formulerer det. ’Svundent’ – et nudansk ord? Der er hurtigt skred i sproget.

MEN ok. Der er virkelig nostalgi i Eddie Skollers forestilling på Café Liva.

LiGE så meget som der er nostalgi i det jordskred af Kim Larsen-sange, vi har fejret den afdøde skjald Larsen med i den seneste måneds tid. Skoller er i modsætning til Larsen i spræl-live og kan fejre det med at synge og spille en hel strøm af sine gamle hits som ’Hugo’ og ’Sardinen’, plus alt, hvad publikum husker og forbinder ham med – inklusiv hans ekstravagante jongleren med dialekter, fremmede sprog og blandinger af fremmedsprog – sardinerne i Middelhavet roder sig ud i det hele, svensk med amerikansk accent, ingen smalle steder.

DET er en ret forrygende næsten to timers optræden uden pause, og det er meget mere end en koncert, det er et one man show, hvor Skoller fortæller sit livs historie, pyntet og lakeret med sange, folk kan synge med på, fordi de kender dem som børnelærdom. Eller måbende og henrykt blive mindet om.

LIVSHISTORIEN krydrer han med anekdote på anekdote og hele små serier af vittigheder, der tydeligvis stammer fra hans år i Vendsyssel, hvor Thøger Olesen hentede ham til sin Hjørring Revy omkring 1970, efter Olesen havde fisket ham til sit Vise Verse Hus i Tivoli – dengang et sted, vi hjemsøgte, som vi i dag hjemsøger Café Liva. At se Skoller på scenen nu i Nyhavns Liva er som at se det lyn-spirende talent i oprørsårene 68 og 69 genopvakt. Fjernt – men forbløffende friskt i kraft af den 74-årige Skollers intakte glæde ved at optræde – nu suppleret med hans store sikkerhed i timing og momentvise improvisation.

MANGE af sangene – f.eks. ’If I were a rich man’ fra ’Fiddler on the roof’– knyttet sammen med fortællinger om den baggrund, der har været med til at gøre ham til den så-vidt-favnende internationale kunstner, han er. Vi er med forældrenes barndom helt tilbage i den jødiske flugt fra Rusland under forfølgelserne i 1905, den flugt, der også bragte teaterfolk som Sam Besekow til Danmark. Og vi er med den endnu ufødte Eddie i USA, hvor Victor Borge lagde an på Eddies gravide mor, og Eddie kunne være endt som stedsøn af sit senere idol – private pudsigheder, som Skoller drysser løs af i sin snak mellem sangene – lykkeligvis afleveret med selvironi og et tonefald, der gør beretningerne relevante. Lige til at skrive i den selvbiografi – som Skoller vist for resten har skrevet.

HISTORIE og sange. Begge dele en entertainers begavede sammenknytning af optræden og fortælling om en epoke, Skoller har levet med i, privat og offentligt, på sin elegante facon, afvæbnende og lidt distant, men samtidig med en varme, der dufter af underfundighed og ironi. Ægteskaber, der blomstrer og afblomstrer, opsamlede inspirationer fra nær og fjern, et sikkert blik for komikken midt i ambitionerne om perfektion og publikums bevågenhed.

SKOLLER er en eminent balancekunstner, der hele tiden bevarer troværdigheden i sin optræden. På det punkt ud af samme stof som den jævnaldrende Kim Larsen. Du ved, hvor du har dem. Nogenlunde. Nemlig i hver sit hjørne af et socialt, demokratisk, selvbevidst Danmark. Larsen fra 60’er-kollektivet på Christianshavn, hvorfra Gasolin vandrede over Langebro med instrumenterne på trækvogn. Skoller fra det Klampenborg, hvor han kan synge Carl-Erik Sørensens ’Klampenborg Blues’ eller Jacques Brels ’Bourgoisiet’ med skarpeste vinkling på det miljø, han kender indefra. Han ved, hvad han taler om.

gregersDH.dk