DER
BLIVER
LURET OG BIDT
Roland Schimmelpfennig pirker med venstre hånd til vores Ulands-samvittighed. Snildt og underholdende politisk teater. Titel: ‘Peggy Pickit ser Guds ansigt’.
Spiller indtil 9. februar på Husets Teater
****
FIRE på scenen. To par. Borgerligt, nobelt hjem. Det ene par bor der. Det andet er på besøg. Bordet er dækket. Drinksene klar.
Det ligner starten til en komedie på det gamle Privatteatret.
Men så siger værten Frank (Jacob Weble): ’Det var en total katastrofe. En fuldkommen fiasko.’
Og det, han siger, handler ikke om noget, han har oplevet engang og nu synes, de andre skal høre om.
Han foruddiskonterer bare konklusionen på den lille selskabelighed. Den forløber ad helvede til.
Det er en teknik, den tyske dramatiker Roland Schimmelpfenning, tit bruger. At foregribe begivenhedernes gang. Delagtiggøre publikum i sine regibemærkninger. Bremse op i dialogen. Lade personer tænke højt. Gentage sig selv. Eller hinanden.
KOMISK
Det er af fin komisk virkning langt hen ad vejen. Og i dette tilfælde konstant afslørende for, hvad de to par har på hinanden, indbyrdes og på kryds og tværs. Der bliver luret og bidt.
På den måde kunne det sagtens blive ved en let, lille komedie om parforhold og almindelig fjas. Men vi skal ud på mere gyngende grund: Gæsteparret er lige kommet hjem efter seks år som læger i et bistandsprojekt i Afrika. Og værtsparret har i de samme seks år med ædel godgørenhed bidraget med et lille pengebeløb og gaver til et navngivent afrikansk barn. Gæsterne har investeret sig selv. Værtsparret har holdt sig i skindet og lettet den dårlige samvittighed med gaver.
På den måde kan konfrontationen minde lidt om ægteparret, som i Andreas Garfields ’Hjem, kære hjem’ på Teater Grob får besøg af soldaten på orlov fra Afghanistan.
AFLEDNINGSMANØVRER
Som spillet gror under mange drinks og spilfægterier i Schimmelpfennigs stykke smuldrer de konventionelle afledningsmanøvrer. Forvirret hos Franks kone Liz, som Susanne Storm udfolder selskabelig pjanket langt hen ad vejen. Tumpet og kluntet hos Frank, der prøver at slippe ud af snakken om ulands-hjælpens makabre virkelighed ved at sætte en plade på, de kan danse til. Sarkastisk og selvdestruktivt hos Marina Bouras og Ken Vedsegaard, der linder på sluserne for utroskab under ulandsopholdet og den eftervirkende defaitisme.
Komikken i den overraskende blanding af dialog og statement toner ned. Og det enkle, politiske budskab om, hvad i himlens navn det er, vi alle på den ene eller anden facon har for med os selv og den besværlige omverden, bliver påtrængende.
Ikke så det gør virkelig ondt. Schimmelpfennigs virtuose leg med indskud, kommentarer og indre monologer, har så meget fat, at komedien aldrig slipper os på Husets Teater. Erkendt af teatret selv, når det skriver som stykkets underforståede sigte: ”Hvordan skal man kunne redde verden, når man ikke engang kan redde sig selv?’
Simon Boberg har instrueret, og Edward Lloyd Pierce har kreeret et spejlkabinet, der får scenens stue til at vokse luksuriøst.
GregersDH.dk