ET HELVEDES PANORAMA
’Engle i Amerika’ virker ikke forældet, som det bliver spillet på Betty Nansens Edison Scene. Man kunne have frygtet det. Men nej.
Spiller indtil 17.2.
****
KAN det holde til et gensyn – ’Engle i Amerika’, det store aids-drama, der rystede os en del, da Det Kgl. og andre danske scener spillede det i begyndelsen af 90’erne?
Ja, det kan.
Klart nok: Dengang kom det som et dramatisk udbrud, mens desperationen og den totale usikkerhed omkring aids endnu var på sit højeste – vi så stykket som en frygtindgydende billedbog, en gysende illustration af den bøssepanik, som groede omkring epidemien.
Nu kan vi se på det mere som et panorama over en epoke. Som et stykke levende, ukonventionelt drama. Et drama om nogle mennesker, der er slynget ud i personlige kriser og indbyrdes opgør. I høj grad farvet – sådan som det spilles på Betty Nansens Edison – af et sceneri, der dunker af New York.
Scenegrafen Nicolaj Spangaa og instruktøren Christoffer Berdal har fået virvaret af de over halvtreds korte scener til på fremragende vis at kredse, skifte og forvandle sig fra det ene videoproducerede New York-billede til det andet. Slum, skyskrabere, rum og lokaliteter, miljøer, der lugter af storbyen og dens mere eller mere forhutlede eller småborgerlige skæbner. Syret af jødiske outsidere, lurvede topadvokater, pasteuriserede mormoner og studentikose standardfigurer, hvis skæbne det er at gå på træk i Central Park, og hvor new york-homoer ellers har deres stedlige Ørstedspark.
FEBERGALSKAB
Og så med de overrumplende greb, der løfter den vældige historie ud over realisme og socialt hverdagsdrama: Vorherre griber ind – d.v.s. ikke så meget ham selv, han har en engel til det grove, og hende møder vi i Sarah Bobergs nærmest køllesvingende udgave, ned fra loftet, og bare kom an.
Hvad stiller vores arme hovedfigur Prior op med den slags besøg, der ikke er til at identificere med sikkerhed: Drømmesyn, åbenbaring, djævelskab eller febergalskab?
Det er Peter Plaugborg i al sin vælde, men dødsmærket er den arme. Med hiv i udbrud, både lamslået og klar til modangreb, menneskeligt flået i sit vaklende, ømme forhold til bøssevennen Louis, der bedrager ham med en mormon. Plaugborg har døden fra Lübeck i sine øjne.
Martin Bo Lindsten er den livsduelige Louis, parat til at snøre og nedlægge den mormonske Joseph, som Johannes Lilleøre har gjort til det mest velfriserede mappedyr, en mors dreng, der næsten ikke er til at få knappet bukserne op på – dårligt nok for hans lille forvirrede kone Harper, en vidtløftig pillenarkoman, der lever på fjollede hallucinationer, som vi ser virkeliggjort i dette kreative overskudsstykke, der uhæmmet tillader sig at lade de mest forbløffende syner optræde.
Harper – spillet af Marie Tourell Søderberg med henrivende, fjollet skråsikkerhed – får drømmen om en tur til Antarktis opfyldt.
Og det mangler heller ikke, at Flemming Enevold som en tornado af en selvpromoverende advokat og skabsbøsse Cohn, da han ligger på dødslejet, får visitter af den spionage-dømte Mrs. Ethel Rosenberg, som han i sin egenskab af anklager fik henrettet i 1953, men som nu sidder dér opstegen fra sin grav, sortklædt og smilende, og nikker ironisk til ham.
MODIGT
Vi kommer således vidt omkring og utrætteligt fabulerende i dette fortvivlende selvportræt af U.S.A.
Og vidt kommer flere af spillerne: Ditte Gråbøl lægger f.eks. både iskulde til Mrs. Rosenberg, Mutter Skrap til mormonfruen fra Salt Lake City plus stramme tænder til den harske læge, der stiller aids-diagnoserne. Replikkerne falder som var de iført barberblade. Ligesom Enevold hamrer sin advokat igennem som havde han lånt et stalinorgel.
Jo, det er en glimrende og modig genoptagelse af et af forrige generations scenemonstre – ’Engle i Amerika’ er en 4½ times omgang. Langt. Stykket varede endnu længere, da det gik for tyve år siden. Og man kunne korte yderligere en smule i den nye version, uden at det ville gøre noget.
GregersDH.dk