Maria Rich og Olaf Johannesen i ‘Hjorten’ (Foto: Karoline Tiara Lieberkind)
HJORTENS FLUGT
Dramatikeren Vivian Nielsen på et nyt spor: Hun er på jagt i skovens dybe stille ro efter den tabte natur i mennesket. En rigtig god fortælling!
****
HER er gys og historier til de lange vinternætter. Historier. Flere end én.
Vi er i skoven med dramatikeren Vivian Nielsen. En tæt, dyster, men også lysmættet skov, og dér, alene, sidder en mand med sit jagtegevær. Sidder. D.v.s. bor. Det kunne være jægeren fra Webers opera, men nej, han har tv, elektrisk vandkoger til kaffen, han er af vor tid. Og dog. Han sover på jorden og han har en eneste stol, hvorover der som en royal baldakin ruger et vældigt kronhjorte-gevir.
Og han er sær. Er han overhovedet et menneske? Får vi omsider afsløringen af enhjørningens sande eksistens? Det er lige ved. Og det er en god historie.
Endda som sagt flere gode historier.
Manden er skovfoged og jæger på et gods. Det er den realistiske side af sagen. Han har valgt ensomheden, fordi hans far, der havde samme job, skød sig, og den slag kan man jo godt gå i mentalt vinterhi af.
Stadig realistisk.
FORTABELSEN
Men så bliver han i visse situationer til en hjort. En af de hjorte, han ser i øjnene af og til i sin skov, og hvis identitet, han uhjælpelig forsvinder ind i under særlige omstændigheder.
Hjorten ligner den ved skovsøen på væggen hos vores bedsteforældre. Ikke mine, de andres selvfølgelig! Men der er mere til Vivian Nielsens Hjort. Den er ikke noget Trommesals-billede. Den er snarere i slægt med Christian Winthers hjort, der var et par generationers konfirmationsgave. Hjorten, der flygtede – ’Det dæmrede i skoven, da jægeren drog hjem’. Romantikkens og vores fortabelse i naturen.
De særlige omstændigheder for jægeren er bl.a. erotiske. Hans klov vokser frem, tungen bliver ru, hårene rejser sig på ryggen af ham og vokser til pels, når safterne i ham stiger.
HÅRREJSENDE
Så nu bliver det spændende. Gyset gror fra underskoven, da den moderne, rappe og kontante pige, der har arvet godset, dukker op, ser sig om og lancerer alverdens slagfærdige ideer om, hvad der går for sig i sådan en skov, og hvad skoven vel kunne bruges til, hvis den blev udnyttet rationelt. Hun bliver fnysende afvist, men forfører hjorte-manden. Med i bogstaveligste forstand hårrejsende konsekvenser.
ET MED NATUREN
Er der nogen skuespiller, der kan male en så sær person som denne skovfoged frem på scenen, så må det være Olaf Johannesen. Krop, stemme diktion smelter sammen i den totale sublimering af draculask dæmoni, sorgtung vrede og verdensfjern fornærmethed. Hans sproglige formuleringsevne er nok hentet fra en teaterskole-mesterlære, men den er samtidig som fremkaldt på en plade, der har hentet lys og resonans fra et ossiansk manuskript med sagn fra gamle dage. Vi tror på ham som jægeren, der forvandler sig til hjort – eller bliver det faktisk? – i visse øjeblikke. Ét med naturen.
Maria Rich er den kække pige, der i laber, hvis buksedragt leger med den ubegribelige natur, får sig et romantisk eventyr, men når det kommer til stykket mest pludrer om at omdanne skoven til en turistattraktion med jægeren som en farverig original i reservatet.
ØSTERLANDSK
Sådan jonglerer vi mellem Boganis jagtbreve og Grimms skovdæmoni. I en det ene øjeblik håndfast realisme, det næste eventyr. Sat i fascinerende, diskret lydregi af Hans Sydow og tung og anelsesfuld bøgeskovstemning af Edward Lloyd Pierce.
Og mere historie i historien: I Johannesens mund – og fortalt mellem tilskuerrækkerne – en nærmest østerlandsk, stærk fortælling om en ensom rytter, der på vej gennem det øde, vinterklædte Mongoliet må slagte sin hest, krybe i dens afsjælede krop for at overleve og forsvinde til den evige hvile – og genopstandelse? – i jordens dyb.
Det lyder som en historie, Vivian Nielsen har fanget et sted. Ligesom hendes nærgående og hudløse hjorte-historie naturligvis er præget af de oplevelser, hun selv har hentet i sin tidlige ungdom fra Alaska, hvor hun har deltaget i jagter på vilde rensdyr. Men det er under alle omstændigheder fortælletalent. Johannesen sad på tilskuertrappen. Jeg påhørte historien med lukkede øjne. Realistiske og surrealistiske billeder groede.
USIKKERHED
Spændende at se dette nye udslag af forfatterens dynamiske flid i disse år. Et helt nyt hjørne hos hende efter de mange, mere eller mindre historisk baserede stykker. Umiddelbart er der passager, der i den grad rykker rundt mellem socialrealisme og fabel, at man studser og tager sig til hovedet. Ikke for at mærke efter, om der gror horn ud. Men fordi man er på nippet til at forkaste, hvad der dramatisk set viser sig at fungere: At vi tvinges ud i en vis usikkerhed på, hvad vi ser, og hvor Vivian Nielsen vil have os hen. Usikkerhed er ikke det værste, vi kan udsættes for som tilskuere. Hvad helvede sket der egentlig?