Cover til Patricia Petibons ‘L’amour, La Mort, La Mer’ (Sony cd)
RØDFLAMMET NEDTONING
Den franske operasopran Patricia Petibon overrasker i Tivoli med kabaretagtig minimalisme.
Patricia Petibon i Tivolis Glassalen med pianisten Susan Manoff. Sange af Samuel Barber, Nicolas Bacri, Thierry Escaich, Joaquin Rodrigo, John Lennon, Joachin Turina, Jean Cras, Enrique Granados, Francis Poulenc, Robert Baska, Francisco Mignone og Frederic Weatherly.
*****
VI havde nok løftet et par øjenbryn, hvis Patricia Petitbon, det troldeagtige sopranvæsen, havde åbnet munden og sunget ’Jeg ser de bøgelyse øer’. Man kunne jo ikke vide – for hendes sange på denne aften i Tivolis Glassalen havde klang af hav og natur fra de fjerneste egne. Men De bøgelyse øer ud over havet spredt… det er ikke det hav, hvis bølgeslag toner i hendes hoved, ikke Thorvald Aagaards og L.C. Nielsens nationale lyriske kærtegn. Hun kunne måske have sunget Drachmanns og Victor Bendix’ romance om de lyse nætters tid, der snart er forbi, og ’mørket, der stiger bag de dybe vande’. Den havde båret os nærmere den forunderlige blanding af magi og sydlandsk skæbnetyngde, der ruger og pusler i de sange, hun havde valgt fra fjerne himmel- og havstrøg.
DET var sandelig en overraskende sangaften. Engelske, franske, amerikanske, spanske, brasilianske sange – vi var over hav og i fremmede lande på sære bølgelængder. Frederik Cilius nævnte i sit lille oplæg til koncerten, at Patricia Petibon befinder sig i tre verdener med de sange, hun vil synge: Kærlighedens, dødens og havets – ’L’amour, La Mort, La Mer’, netop titlen på den Sony-indspilning, hun har lavet sammen med sin faste klaverpartner Susan Manoff, som var hendes fremragende og indforståede partner i Glassalen. Den brillante operasopran, der på vores breddegrad i de seneste år ellers har haft i hvert fald kærlighed og død på glansfulde plakater – ’Massenets ’Manon’ ved sommeropera-festivalen for fire år siden, Verdis ’La Traviata’ på Malmøoperaen for to sæsoner siden.
MEN hun har for ikke længe siden mistet sin mand, den kun 62-årige franske jazzviolinst Didier Lockwood. Hun er stemt i et særligt tonefald, lister sig ind på publikum med underfundig tragikomik i en kabaretagtig form, der distancerer alvoren med legende og foruroligende ironi og skæv humor – ikke helt usædvanligt for hendes optræden i øvrigt, men i dette program særligt gennemtrængende. Spanieren Joachin Turinas ’Tu pupila es azul’ (Din pupil er blå) er en glødende kærlighedserklæring – Pupillen er blå, og når du græder, danner dens gennemsigtige tårer dråber af dug på en viol… den gløder i mit sind på aftenhimmelen som en forsvundet stjerne!
NÆPPE har Patricia Petibon sunget det sidste ord, før hun bryder ud i en kort desperat koloratur – med al den kraft, hun har på sit register i så mange af de operaer, vi kender hende i, hvorefter hun igen er nede i det helt dæmpede leje – overraskende i et arrangement af John Lennons og Yoko Onos ’Oh, my love’ fra albummet ’Imagine’, eller i en af Jean Cras’ bretonske sange eller Francis Poulencs ’Sanglots’ (Suk), en af hans smertefulde fortællende sange, ironisk kategoriseret som ’banalités’ og formuleret spændt og stramt også af Susan Manoff ved klaveret.
PROGRAMMET kommer langt omkring, Patricia Petibon krydrer mange af dem med muntert distancerende indfald, ifører sig papnæse det ene øjeblik, gør en papfisk med stor mund til medspiller, henter fjernt ekko op fra flyglets dyb. Det bliver ganske vist ikke det, der for alvor bringer salen i oprømt latter – det har den brasilianske Francisco Mignone fornøjelsen af med sin ’Dona Janaina’, havets dronning med alle sine royale elskere – og hvem er så det: En papagøje-dukke, som Petibon udvikler en gnækkende og kvidrende dialog med. Nummeret gemt næsten til sidst, måske for ikke at skabe helt omstyrtende forventninger til de mange andre sange. Men dog slutter koncerten med en tilbagevenden til det hjerteknusende smukke og sørgmodige: ’Danny Boy’ – den irske hjerteknuser, vi måske kender bedre under titlen ’Londonderry Air’.
GLASSALEN er på en måde et fund til de ’små’ koncerter, Tivoli bringer i denne tid, intimiteten bringer os og Patricia Petibon og Susan Manoff næsten så tæt som vi kan sammen, uden at vi ligefrem lejrer os om klaver og solist, som vi har gjort en del gange før på koncertsalens tribune. Mindre intimt bliver det sandelig heller ikke nu af, at coronaen afmærker halvdelen af sæderne med ’ingen adgang’.
gregersDH.dk
