Leas Rum Baadteatret, Nyhavn 4.10. 2019

Mareridt om en barndomsoplevelse fortalt som koreografisk eksperiment på Baadteatret i Nyhavn.

Sherwin Dianne Reyes i ‘Leas Rum’ på Baadteatret (Foto: Baadteatret)

 

MARERIDT

Erindringen om en barndomsoplevelse fortalt i koreografisk eksperiment på Baadteatret i Nyhavn.

Ide, iscenesættelse og koreografi: Pernille Garde. Scenografi: Signe Krogh. Dansere: Sherwin Dianne Reyes, Bo Madvig og Jan Vesela.

’Leas rum’ spiller på Baadteatret i Nyhavn indtil den 14. oktober. Varighed: 1 time uden pause.

***

EN af disse forestillinger, hvor du studerer hvert billede, hver bevægelse. Det er som at gå ind i en fremmed lejlighed. Du sidder bag den 4. væg og ser ind i rummet. Hvad sker der her? Det ved du sådan set lidt om, for programmet på Bådteatrets netsider fortæller om eftervirkningerne hos en pige, der som barn er blevet udsat for seksuelle overgreb. Det er grundlaget for Pernille Garde, der har lavet forestillingen. Hun er koreograf. Og det vi ser, er næsten replikløst teater. Med en ung danser i centrum – halvvoksen, men også barn af statur. Sherwin Dianne Reyes hedder hun, og dansen bruger hun til udtryksfulde attituder og handlinger, som vi må fortolke som drømme og mareridt, der både rykker hende tilbage i kryptiske situationer, men også som uforløste fantasier, der fungerer som forvrængede glimt af oplevelser. Psykiateren, der fortolker hendes mareridt. En pludselig appel til hendes medvirken i ’Vild med dans’. To mænd, der sammen og på skift trækker hende gennem voldsomheder, drager hende til ansvar, selv antyder homoseksuelt partnerskab. Tanker og handlinger i stadig nye vinkler, der gør hende til passiv, stum iagttager eller river hende med.

FORESTILLINGEN er en blanding af konkrete og let aflæselige situationer, men statisk i udviklingen. Pigen Leas rum er gennemført mystificeret som åbent og lukket på én gang, de detaljeret indarbejdede, skiftende belysninger skaber en bevidst usikker atmosfære. Video-glimt af pigen fører os ikke videre til noget andet end hvad vi ser i scenerummet – pigen, der drømmeagtigt flakker mellem de to mænd, mændene der svinger mellem at ville hende godt eller ondt. Det mest fungerer som rædselsvisioner af erindringer for hende – som hun selv siger i en af sine få replikker: Set som gennem en sprække i en dør. Musikken i stykket og de omhyggelige lysvirkninger medvirker til mystikken og den underbevidste oplevelse.

EN drøm. Et mareridt. Som teater: Et ambitiøst eksperiment.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *