Cyrano de Bergerac Kgl. T. Skuespilhuset St. Scene 3.10. 2019

'Cyrano de Bergerac' er den fortryllende, tragisk-komiske fortælling om manden, der prøver at digte sig fra sine komplekser.

Olaf Johannesen og Johanne Louise Schmidt i ‘Cyrano de Bergerac’ på Det Kgl. (foto: Miklas Szabo)

CYRANO MED DEN STORE NÆSE

’Cyrano de Bergerac’ er den fortryllende, tragisk-komiske historie om manden, der prøver at digte sig fra sine komplekser.

Dramatiker: Edmond Rostand. Oversættelse. P.A. Rosenberg. Gendigtning: Niels Brunse. Instruktion og bearbejdelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Olaf Johannesen, Johanne Louise Schmidt, Alvin Olid Bursøe, Kristian Halken, Mads Rømer Brolin-Tani, Bjarne Antonsen, Tina Gylling Mortensen, Laus Høybye m. fl.

’Cyrano de Bergerac’ spilles på Skuespilhuset Store Scene. Varighed: 2½ time inkl. pause

*****

CYRANO DE BERGERAC – alene navnet! Du er ikke engang nødt til at sige det på dit mislige fransk, for at få det til at klinge som et digt, som en sang, som en kærlighedserklæring til sproget. Sig det igen – du er på vej til at skrive en hymne af vellyd. Ordene flyver videre, du bare aner dem. Du er på vej ind i Cyrano de Bergerac’s verden af forelskelse, ordspil, rim og dialoger, vers, der flyder fra den ulykkelige helt, som plages af, at han har en for stor næse, som alle gør nar af, og som driver ham selv til heltegerninger for at bevise sin kærlighed til den skønne og til sit desperate livs berettigelse. Og driver ham ud i ofre og ydmygelser, som var han Tristan, der dør for sin Isolde. Undskyld, sammenligningerne presser sig på i denne romantiske historie. Cyrano kæmper med sin kårde mod hundrede mand som hans samtidige, germanske myte, Münchhausen. Ofrer sig som Don Quijote for andres lykke. Ok – Cyrano for at støtte en konkurrerende elsker ved at lægge al sin digtekunst i rivalens mund: ”Jeg digter. Du siger ordene, så hun tror, de er dine!”

DET gamle stykke er nu på Det Kgl.s repertoire. En succes som det var på Gladsaxe Teater for mange år siden med Flemming Enevold som Cyrano. En succes, som det var straks ved uropførelsen i 1897 i Paris. Ydmygende kærlighedsofre er et prægtigt emne. Det river og flår i os undervejs gennem historien om den tapre Cyrano, der pines af forestillingen om sin grimme, store næse. Han tror i første omgang, at den skønne Roxane elsker ham, opdager, hun elsker en anden, denne Christian, der er så flot og smuk, men som ikke aner, hvordan han skal udtrykke det i ord – hvad der er altafgørende for Roxanne. Hun befinder sig i en sfære af højromantisk, patetisk verbalerotik, barok eliteklasse – kan du ikke bedåre mig med skøn tale, så er det: ”Duer ikke”, som prinsessen siger i ’Klods Hans’.

DET henrivende ved Johanne Louise Schmidts Roxanne i Katrine Wiedemanns opsætning er, at dette kongelige skuespillerfænomen spiller Roxane som et fræs af en teenage-rappenskralde, struttende af selvsikkerhed og raseri, hvis hun ikke får sin vilje. Bedårende kategorisk og konsekvent og med direkte kurs mod klosteret, da hun opdager bedraget. Vi interesserer os for hende, men vi interesserer os mindst lige så meget for Olaf Johannsens Cyrano, den paniske erkender af virkningen af sin store næse, en erkendelse, han ikke kan omsætte til andet en slagsmål, overdådig fægtning og så udfoldelse af sin verskunst ved enhver given lejlighed. I starten af 1.akt med en scene, hvor vi er på teaterhistorisk ekskursion: Cyrano jager en skuespiller af scenen under en forestilling af ekstrem, højstemt og lattervækkende karakter, Cyrano er som en Molière, der fægter for noget nyt.

DER sker så meget i stykkets start, i virkeligheden næsten alt sammen som forberedelse til det egentlige: Den smertefulde proces i Cyrano, da han ofrer sit digteriske talent på at agere sufflør for Christian, skrive hans elskovsbreve, stå bag ham og give ham de gyldne stikord, når Christian møder Roxane. Dén scene er oprindelig med Roxane på en balkon og Christian, der nedenfor i nattemørket fremstammer de ømme ord, som Cyrano skjult hvisker ham i øret. Det er næsten som den klassiske Elvira-Leporello-Don Juan-scene i 2.akten af Mozarts opera. Men Wiedemann lader scenen udfolde sig på det på det nøgne gulv. Vores forestillingsevne behøver ingen hjælp. Olaf Johannesen skiftevis krymper sig i sin opofrende rolle som den forelskede, der forærer sine kærlighedserklæringer bort, og glæden ved at give sin sprogkunst fylde og kærlig fremførelse til næsten no matter what. Vælger sin rolle med en blanding af jalousi, undertrykt fortvivlelse og nøgtern, suveræn beslutsomhed. Johannesens beherskelse af sprog og stemme, skiftende udtryk, hurtige toneskift er i eksklusiv klasse.

DET pinefulde net af uløseligt bedrag, Cyrano vikler sig ind i, strammes i de følgende scener. Cyrano og Christian sendes til fronten under Trediveårskrigen. Breve – med ført hånd – strømmer til Roxanne, han modtager selv er tårevædet ’elskovsbrev’ fra Roxanne – hvem har mon skrevet det! – og Roxanne dumper indenfor i skyttegraven, ført frem i egen karet tværs gennem fjendens linjer. Ny lejlighed for Johanne Louise Schmidt til at opføre sit viltre talent for flammende og frejdig selvsikkerhed.

DEN hjertegribende historie om Cyrano folder sig ud mod sin tragiske slutning med sikkert spil i mindre roller som Kristian Halkens oberst, der tumler med sin egen kluntede forelskelse i Roxanne, og Tine Gylling Mortensen som magtfuld priorinde i det kloster, Roxanne søger trøst i. Scenografen Maja Ravn indkapsler scenerne i de håndskrevne elskovsbreve, væggene er fyldt af citaterne, også i skyttegraven under belejringen af byen Arras. Det er den forførende brug af  sproget, Christian ikke magter, men som Cyrano behersker, og som er det brusende orgelpunkt i ’Cyrano de Bergerac’. Foldet ud med Niels Brunses sproglige og Katrine Wiedemanns sceniske bearbejdning af den P.A. Rosenberg-oversættelse, der i tidernes morgen blev brugt ved den danske førsteopførelse af ’Cyrano’ i 1899, to år efter uropførelsen i Paris.

BERGERAC? En by i Dordogne, sydvestlige Frankrig. Der er ingen statuer af Cyrano i byen, siger turistbogen skuffet. Cyranos forfædre kom derfra. Cyrano har bare aldrig været der. Han levede i 1600-tallet i Paris i Molieres omgivelser. Teaterstykket er 50% fiktion af dramatikeren Edmond Rostand 250 år senere. Med den uforglemmelige næse som spektakulær igangsætter. Virkelighedens Cyrano blev kun 36 år gammel. Levede stærkt og digtede og skrev dramatisk om lidt af hvert, bl.a. rejser til månen ligesom bl.a. Münchhausen. 1600- og 1700-tallet var fyldt af den slags fantasier. En af dem: Holbergs Niels Klim og hans rejser i Den Underjordiske Verden.

gregersDH.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *