Inger Dam-Jensen og Andreas Scholl i ‘Parténope’ (Foto: Thomas Petri)
KOKS I KULISSEN – HERLIGT
‘Parténope’ på Det Kgl. er sublim respekt – og respektløshed! – for barokopera
******
DER LØD et skvulp af suk fra parket til galleri, da forestillingsleder Eva Nevel trådte frem foran tæppet på Gamle Scene med sit budskab: Andreas Scholl er…
Åh, gud! Afbud i luften!…
Men nej. Og så alligevel. Helten var forkølet. Vi skulle advares om udsigt til kontratenorale skydannelser med udsigt til regn.
Det blev det så. En Andreas Scholl for halv kraft.
I NØDENS STUND
Det betød to ting:
At Scholl fik demonstreret, hvordan han kan styre sit utroligt elaborerede stemmemateriale perfekt selv i nødens stund.
OG at dette sangerfænomens øjeblikkelige helbredstilstand ikke forhindrede ham i en gennemført, komisk blotlægning af ’Parténope’-helten Arsaces lattervækkende fjumren rundt, usikker på sig selv, usikker på, hvem der har krammet på ham, lidt af en tøffelhelt.
For det er en pointe i iscenesætteren Francisco Negrins opsætning af Händels ’Parténope’: På den ene side håndteringen af en barok-opera med total respekt for musikken. På den anden side ingen særlig respekt over for århundreders tradition for at tage barokoperaer så grumme alvorligt, at forestillinger i vore dage går død i selvhøjtidelighed.
HALLØJ I NAPOLI
’Partenope’ kan man nemlig rolig behandle lidt som John Gay gjorde med ’Beggar’s Opera’ i 1728. Som parodi. Parodi på guder, helte, kærlighed og andre klichéer i barokkens sortiment af følelseudlægninger.
’Partenope’ er først og fremmest en skildring af halløj i de højere kredse, i dette tilfælde henlagt til Napoli (’Parténapoli’!) i romertiden, men relevant hvor og når som helst.
Spillet kører omkring denne dronning Parténope, som har fornøjelsen af et rend af tilbedere.
Men hovedpersonen er egentlig en anden. Nemlig kvinden Rosmira, der er blevet brændt af af en af Parténopes tilbedere, og derfor forklæder sig som mand og planter sig i hofcirklerne for at få ram på ham.
Det lykkes i overdådig grad, fordi hendes offer, staklen Arsace, er ude at stand til at håndtere situationen, da han opdager, at exkæresten er fyren med overskægget og det falske navn.
Der er så igen to ting at sige om den forestilling:
KOLORATUR-STRAMAJ
For det første, at den bliver sunget euforisk dejligt. Inger Dam-Jensen broderer sit koloratur-stramej med en overlegenhed og velklang, der er på højde med, hvad hun for nogle år siden præsterede i Händels ’Julius Caesar’.
Tilmed med en scenisk kølig frækhed, som vel egentlig – når vi nu er i det luftlag – kun tangeres af Tuva Semmingsen, der har rollen som ’Rosmira med overskægget’.
Igen som vi oplevede det med denne dansk-norske mezzo i bl.a. ’Julius Ceasar’: En lammende dygtig håndtering af det vokale. Og på scenen uimodståelig i sin uforskammethed og nådesløse pirken til den gamle elsker Arsace’s vakkelvorne beherskelse af sit følelsesliv og sine relationer til de forhåndenværende omgivelser.
Den franske kontratenor Christoph Dumaux kan på en måde takke Andreas Scholls momentane indisposition for chancen for at gøre sig brillant bemærket som en fremragende behersker af det svære falsetleje. Han spiller den generte elsker, som render af med Parténope i finalen.
Endelig rammer de eneste forsvarere af den type mandsstemmer, som i hvert fald det kvindelige publikum vil henholde sig til som den ægte vare, tenoren og barytonen, fortræffelig plet med deres præstationer: Bo Kristian Jensen som liderlig macho af en fremmed hærfører, og Palle Knudsen som hofchefen.
MYRIADER
For det andet:
Når nu al denne overdådige og uophørlige vokale vekslen mellem myriader af koloraturer og dårende arier skal få scenisk liv, så må vi ikke bare takke Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen i orkestergraven for konstante, livgivende samlejer med partiturets rigdom af udtryk og detaljer.
Det gør vi naturligvis. En fermat og en cæsur kan blive som et spændingsfyldt coitus interruptus. Et klimaks som en guddommelig anråbelse.
Men uden Negríns og scenografen Louis Désirés ironisk-underfundige forhold til figurer og handling kunne vi med lukkede øjne bare svælge i lyd, og hvad der sker på vores indre billedskærm. Det nøjes vi så ikke med.
EFTER TIME OUT
Scenografien er: Borg. Masser af mur. Inde og ude. Men mure dekoreret med svulmende blomsterornamenter i jugendstil. Ingen skal et sekund tage kampe og krige alvorligt på dét sted. Hvilket også gør udslaget, da Parténopes Neapel belejres og krigen begynder – men afvikles hen over det elegante langbord, der er et gennemgående element i dekorationen.
De kæmpende parter begynder med at gejle og heppe sig selv op som håndboldhold efter en time out, hvorefter de afgør deres mellemværende ved at lege ’sten, saks, papir’ eller ’Ingen stol til den uheldige’, når musikken falder i slag, mens de fiser rundt på rad og række omkring bordet.
KOKS
Dette blot som et enkelt eksempel på frejdighed i synsvinkel på barokoperaens muligheder.
Det Kgl. håndterer afviklingen med tilsvarende afslappet munterhed. Et sætstykke-kiks i 2. akten bragte igen tæppefald og den elskværdige Eva Nevel på banen med en glad undskyldning: Koks i kulissen.
Den perfekte opførelse bekræftet af den perfekte undtagelse.
