Henrik Engelbrecht og Guido Paevatalu i ‘Opera  – ind til benet’ (Foto: Niklas Szabo)

STEMMELÆBER M.M.

Der er ingen ben i ’Opera – ind til benet’ på Takkelloftet (Operaens lille scene). 

***

’ELEMENTÆRT, min kære Watson. Elementært!’  – som Sherlock Holmes siger til sin makker.
Det samme kan man sige om Det Kgl.s initiativ ’Opera – ind til benet’.
Det er nok ’ind til benet’. Men også benfrit. Som en fiskefilet i et cafeteria.
Forestillingen er et forsøg på at indvie de uindviede i operaens mysterier. Og derfor holdt på et plan, hvor ingen kan blive forskrækket eller voldsomt udfordret.
Det betyder ikke, at det ikke er ret underholdende. Henrik Engelbrecht, Operaens dramaturg, har stykket det sammen som en springvis gennemgang af operaens udvikling fra Monteverdi til Alban Berg  – dog først med et arkæologisk hop 6.000 år tilbage, hvor Engelbrecht i et muntert causeri forestiller sig, hvordan hjemkomne jægere gengiver deres oplevelser med sære dyrearter. Engelbrecht i tropehjelm og med Gotha Andersen-diction. Ham skal der nok kommer en showfidus ud af. I hvert fald oplagt til næste personalerevy på Holmen.

I ØJENHØJDE

Forestillingen bevarer denne tone af hyggelig revy og familiær tone. Ingen skal forskrækkes at dybtgående analyser. Man er nok på nippet til at undervurdere et interesseret operapublikums åndsevner. Men det rummer også en elementær charme og et tonefald, der rammer publikum i den øjenhøjde med kunstarten, som Engelbrecht også tilstræber i sin nyudkomne bog, der hedder – ’Opera i øjenhøjde’.
På scenen har han allieret sig med baryton Guido Paevatalu og mezzosopran Elisabeth Halling. Velkendte scener, duetter og arier sættes i en ramme, garneret af jokes med repetitøren Leif Greibe, og hvor det tæller, at Paevatalu er en glimrende snakke-makker til Engelbrecht, trænet fra utallige foredrag i også at levere varen: Figaros ’Cavatine’, Don Juans ’Champagnearie’ etc.

STEMMELÆBER

Noget ikke før hørt og set?
Det skulle da være de film, som Operaens øre-næse-, halsspecialist Sven Prytz har optaget af Paevatalus stemmebånd – ifølge Paevatalu en ublid aktion, som han dog på stedet er i stand til at supplere med at synge ’Champagnearien’, mens vi iagttager hans stemmelæbers krumspring på storskærm. En noget anmassende oplevelse, al den stund et sæt stemmelæber med omgivelser har en umiskendelig lighed med en vagina med tilbehør. Men naturligvis ikke mindre interessant.
Forestillingen var to timer og kan ses frem til 22. oktober.
        
GregersDH