Morten Suurballe og Henning Jensen i ‘Darwins testamente’ (Tegning: Claus Seidel)
DARWINS TESTAMENTE
Darwin og hans udviklingsteori som kriminalgyser? Det hænger ikke sammen. Men alligevel…
*****
JOKUM ROHDE tager fat om skuldrene på store emner, ryster dem, aftvinger dem nogle udsagn om deres holdbarhed. Han bruger mange ord på det. Igen her i ’Darwins testamente’.
For mange? Det har Henning Jensen, som spiller Darwin, nok tænkt, da han begyndte indstuderingen. For det er en kæmperolle – igen havde man nær sagt. Henning Jensen har ikke nægtet sig noget i de senere år.
Men ud af Jokum Rohdes mange ord gror også de modsætninger, han vil have os med på at indfange. Ligesom i kæmpeforestillingen ’Orestien’, der går på Odense Teater i øjeblikket, er det ’staten’s magt over menneskene, som han vil diskutere. Hvor befinder menneskets frihed sig i forhold til staten? Dér er Darwin og hans teori om livets udvikling som ’survival of the fittest’ – oplagt som grundlag. Er f.eks. også velfærdssamfundet – det så højt priste, gennemtænkte velfærdssamfund – en blokering for den frihed, som udløsning af naturens frie kræfter nødvendigvis giver mennesket?
LONDON
Den historie kunne hurtigt blive til en gang gymnasiestil. Mere end teater. Sådan går det ikke her. Af to grunde:
For det første har Rohde gjort Darwin-tidens London til skuepladsen. Viklet en krimi ind i sagen. Vi er hjemme i Conan Doyles London. Det er både frækt og indlysende – og anledning til en del gyser-komik.
For det andet har instruktøren Katrine Wiedemann og scenografen Maja Ravn skabt en forenkling, der hjælper os glimrende på vej gennem de teoretiske udladninger.
TRAPPEN
Enkle løsninger: F.eks. en trappe af dimensioner, jeg ikke mindes at have set siden Kjell Abells ’H.C.Andersen’-forestilling i 1955. Et grafisk kup, trappen kan rykkes og vendes og drejes – og vi er fra første anslag med, da Kirsten Olesen som dronning Victoria og Henning Jensens Darwin tager trappen i tigerspring. Magt og intellekt i kapløb. Den er opgang til tronen, den er nedgang til underverdenen, til kirkegården – hvor Darwins datter går igen – vi aner broer, dokker, London-tåger, gråt i gråt.
Og hvem handler stykket om?
Om os. Darwins og dronningens råstof. Så der bliver ind imellem talt direkte til os, og Henning Jensen bruger folk på 1. række som vivisektionsofre med saks og pincet. Godt, man ikke sad dér. Og enkelte fif: Imaginære døre og porte – endda et ’tænkt’ spejl diagonalt i hele scenens bredde, hvor dronningen ser sig selv og sit eget vrængbillede: Lille spejl på væggen dér!
ROHDES DARWIN
Darwin – en oplagt rolle for Henning Jensen. Om Darwin så var, netop som Jokum Rode ser ham? Aner det ikke. Følelsesladet, ganske beregnende og snu i sin udnyttelse af den videnskabelige konkurrent Wallace, der et hanefjed tidligere havde udtænkt udviklingsteorien. Her spillet morsomt og totalt karikeret af Nicolai Dahl Hamilton.
Men Morten Suurballe og Martin Buch tager også stik hjem – Suurballe som politiinspektøren Bartholomæus, der væmmes ved at se lig og ikke er bleg for at opkaste skudsikre teorier på grundløse præmisser. Som forelsker sig i den somnambulistiske Chloe, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, og i øvrigt hundser uhæmmet med sin medarbejder, dobbeltmennesket Blomberg, Martin Buch.
UNDER KISTELÅGET
Havde Darwin en datter, som døde ung? Eller overlevede efter at have kradset neglene til blods på kistelåget og gravet sig op gennem jorden, begået mord – for derefter at nattevandre som søvngænger på kirkegården og elsewhere? Eller hvad? De kriminalistiske fabuleringer vokser støt under dramaet og vidner om Rohdes besvær med at få slået sløjfe på udviklingsdramaet.
Eller afviklingsdramaet. Darwins -’testamente’… Udsigten er sort, ingen samfundssystemer kan styre virkeligheden, den virkelighed, der er de darwinstiske teoriers alfa og omega. Også en slag sløjfe. En hidsig konklusion: Uløseligheden. Emballeret i et underholdende teatershow.
