Lutter udenlandske dansere i Alexander Kølpins Sommerballet på Bellevue Teatret – bortset fra Julie Strandberg, pigen i midten (Foto: Jakob Boserup)
VELKOMMEN I SOFAEN
Drømme, grin og hip hop i Kølpins sommerballet på BellevueTeatret
****
Taget ruller fra i pausen. Arne Jacobsens himmelske drøm. Syden og solen og Vorherres evige tilstedeværelse. Sådan er drømme. Sådan er vel også Alexanders Kølpins drøm. Om ballet i det luksushjørne af Danmark, der er Bellevue. Drømmen om evig alliance med det fuldendte. Igen i dette års sommeropsætning af en stribe stykker – jeg havde nær sagt sofastykker, for sådan ét er der helt konkret – men altså: Stykker, balletter, små forestillinger, der prøver at skabe det, der er kunstens væsen. Nemlig troen på, forsøget på, drømmen om, at noget kan lade sig gøre.
SOFASTYKKET
Den med sofaen: Der står sådan en midt på scenen. Du hører Tom Waits røst, der er hentet fra et kælderlokale på Café Rust, tilsat knust knoglemarv fra den nærliggende mosaiske kirkegård.
Sofaen vælter forover og to danser kommer susende over kanten, en pige og en fyr. Legen begynder. Fyrens jagt på hende. Hendes jagt på ham. Jagt og pro forma undvigelse. Det er cirkus, der er akrobatik, det er komedie, og det er overordentlig morsomt. Fred Astaire og Ginger Rodgers i horisonten bagude. En filmscene. Komedie.
OM IGEN
Så vælter sofaen bagover igen med dem. Men op igen. Pigen forvandlet til en mand. Hele spillet om igen, detalje for detalje. Gay Pride til dagen. Velkommen i sofaen.
Vi registrerer punktvis de enorme forskelle i vægtfylde og balancekrav mellem kvinde og mand. Et tilskud til den komiske, animalske jagt. På hvad? Drømmen om forening. Sat på Marx Brothers-formel.
Kølpin har rykket om på placeringen af dette nummer, israeleren Itzik Galilis ’The Sofa Scene’. Det fremgår af programmet. Rykket det frem fra 2. del til at være slutnummer på 1. del. Det efterlader os med blid boblen i hovedet, når vi går ud og skyller hals i Strandvejens sol.
BOLERO
Godt nok. Selvom det også får os til at gå fra borde efter 2. del med 1. delen ufravigelig hængende i hovedet. Godt nok slutter 2. del med Ratmanskis udgave af Ravels ’Bolero’, og der dunker musikken videre. Men ikke rigtig de noble tåspidsmanøvrer i dansen. Musikken, der har eksploderet sig selv. Dansen, der aldrig eksploderer.
Og skal vi snakke om drømme om det uopnåelige, så er franskmanden Brumachon’s ’Les indomptés’ – De utæmmelige – igen en mand til mand-affære, men – mine damer og herrer: Uden grin her – heftig alvor. Og smukt, smukt.
HIP HOP
Ligesom den første sag på programmet (bortset fra introen, der præsenterer danserne enkeltvis ledsaget af verbale interviewstumper). En hiphop-inspireret historie med musik af Mike Sheridan, der har stået som en anden discjokey fra start på scenen. Sær titel, ’Atini Khamsa’ – min arabiske ordbog fortæller, at det betyder ’Stik mig fem!’, så den kan man bruge på et marked i Tunesien, når man står der og overvejer sit indkøb af kameler.
Der er nu syv dansere på scenen, og de etablerer den mest fascinerende ormegård af optrin i scenens baggrund, indtil de bryder gennem Marianne Nilssons elegante net-scenografi og løfter hiphop-stilen ind i en filmisk robotverden, som er så lokkende som et besøg i elverpigernes mosebryg i den sjællandske sommernat.
Toniah hedder koreografen, Pedersen til efternavn, en glimrende valg af Kølpin til sommerballetten. Helt forfriskende.
Måske skulle han bede hende om at sætte ’Elverhøj’ op næste år.