Susanne Heinrich og Hans Holtegaard i Soyas ‘Parasitterne’ på Vendsyssel Teater (Foto: Benny Rytter)

SOYAS GRUMME MESTERSTYKKE

 
På Vendsyssel Teater lykkes det Hans Holtegaard og Susanne Heinrich at bringe nedrighed og underkuelse på dramatisk højkant. Soyas klassiske ’Parasitterne’ er en utrættelig udlevering af menneskelig usselhed.

*****

GEMENHEDEN sat i system. Det er Soyas Mikkel Gruesen. En slyngel, der under en maske af pæn småborgerlighed maver sig som en orm fra nedrighed til nedrighed.
Eller som en parasit mæsker sig i sulet på sine medmennesker. Soyas stykke har, siden det blev skrevet i 1929, været en bestseller på danske teatre, fordi mange kan bide sig i fingeren over at genkalde sider af sig selv (eller naboen, som vi plejer at sige) i dette spejlbillede.
Skuespillere som Gunnar Lauring eller Johannes Meyer hører til dem, man kan hale frem i erindringen i rollen som Gruesen.
Forlystelsen ved at bade sig i latteren over denne blodige satire over usselhed, fornærethed og griskhed har alle dage været umættelig.
I Vendsyssel Teaters opsætning tilfører Hans Holtegaard med sin omkringsejlende havnefærge af en korpus nogle streger af voldsomhed og fysisk dominans, en truende overvægt, der kombinerer umættelighed med magtanvendelse.
Men i virkeligheden rystes vi vel mere af den psykiske terror, han er i stand til at mobilisere over for sine omgivelser – især over for den lille lamslåede kegle af en kone, som Susanne Heinrich har skabt ved hans side. Ikke mindst i de øjeblikke, hvor vi som tilskuere ser Holtegaard stoppe op i sekunder, mens hans øjne sløres en smule, læberne strammes og hans hjerne udtænker nye udveje til at snyde sine omgivelser eller undgå et blive gennemskuet.
Det er øjeblikke, der samtidig er ladet med dyb komik, når Susanne Heinrichs fru Gruesen står lige så koncentreret i sin mimik, tomhjernet, fortabt, men fuld af blomstrende, uudtalt protest, og vi ved, at hendes næste replik vil været totalt overraskende og sætte manden og hende selv i panik.
 

GARNITUREN

Mogens Pedersens opsætning satser med god grund på balancen eller ubalancen mellem de to. Alle andre i stykket er velfungerende statister omkring dem – både den pæne amerikanske logerende, som Gruesen vil lænse for penge, den højt gearede datter og den emsige logerende student. Alle roterer omkring Gruesen-parret.
Hanne Laursen, Sidsel Siem Koch og Thomas Jacob Clausen spiller de tre. Sidehistorien med studenten og hans kæreste (Francisca Bredahl Jensen) er på samme måde dramaturgisk garniture. Ligesom historien om den stakkels Hansen, som Gruesen både snyder og hundser med.
Det centrale er Hans Holtegaards Gruesen – et studie i beregnende falskspil og primitiv snedighed. Susanne Heinrichs fru Gruesen en pragtopvisning i lavkomiske undvigemanøvrer.
Det var sidste opførelse efter næsten et par måneders succes i Hjørring.
Godt at have nået at se den. Forestillingen kunne fortjene en transplantation til hovedstaden eller andre steder i landet.

gregersDH.dk