Kunsten at være lykkelig Betty Nansens Edison-scene 9.2. 2019

Tror du, lykken venter forude? Så læs Schopenhauer eller gå i Betty Nansens Edison-annex

Ena Spottag og Nicolai Dahl Hamilton på Edison Scenen (tegn.: Claus Seidel)

LYKKEN ER…

 

 

Tror du, lykken venter forude? Så læs Schopenhauer eller gå i Betty Nansen Teatrets Edison-annex.

Instruktion og manuskript på grundlag af tekster af Schopenhauer: David Rune Grue. Scenograf: Marie Rosendahl Chemnitz. Medvirkende: Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling.

’Kunsten at være lykkelig’ spiller på Betty Nansen Teatrets Edison-scene. Varighed: 1 time 10 min. uden pause.

****

ALLE rennen nach dem Glück – das Glück rennt hinterher…. Alle render efter lykken. Lykken kommer rendende bagefter… Brecht siger det herligt kort i ’Laser og pjalter’.

DÉN er til at fyre af i en verden, der er besat af en forestilling om, at lykken venter lige om hjørnet. For ikke at tale om, at vores egen lille klub af danskere bliver bombarderet med, at der ikke er noget at vente på: Vi er verdens lykkeligste mennesker. I verdens lykkeligste land.

DETTE livsalige vrøvl vælger instruktøren Rune David Grue så at pille ved med hjælp fra Arthur Schopenhauer. Hvilket heller ikke at svært, for Schopenhauer var en tysk filosof, der for et par hundrede år siden med enerverende tysk grundighed gjorde menneskeheden – i hvert fald sig selv – klart, at livet er én stor lidelse og illusion om, at opnåede man endelig det, men ønskede sig for at blive lykkelig, så ville man straks ønske sig noget andet og mere. ’Dort wo du nicht bist, dort ist das Glück’ for nu at tage Schuberts ’Der Wanderer’ som vidne på den Schopenhauerske traurighed. Lykken er altid et andet sted.

DEN tankegang er vi med på, sådan nogenlunde i teorien, og det er den, Rune David Grue har leget med ved at læse videre ad Schopenhauers lyseslukker-spor (Grues udtryk), og formuleret i 50 leveregler, der f.eks. kan lyde sådan: ”Indse, at en positiv og fuldkommen lykke er umulig”. Eller ”Husk, at det kan blive meget værre end det er lige nu”. Eller ”For enden af enhver nydelse venter tomheden”. Schopenhauer siger den slags med en alvor, der er fremført med gusten stemmeføring og rynkede bryn. Menneskelig livsglæde var et fjernt begreb for ham: ”Den som ikke har haft en hund, ved ikke, hvad det er at elske og blive elsket”.

DER er ingen hunde med i Grues stykke, men tre livskraftige skuespillere, som kommenterer på skift eller i kor enkelte af levereglerne, hvoraf mange har håndfaste associationer til nutidige konditioner. Den korporligt magtfulde Ena Spottag med undertrykt latter og voksende eksplosioner over levereglernes kontroversielle postulater, f.eks. om tilstanden ’Misundelse’ hentet spejlglat fra tv-udsendelsen ’Luksusfælden’, hvor smertefuld gæld hos deltagere letter på vores bekymring over egen gæld hos købmanden.

NICOLAI Dahl Hamilton med kølig og nøgtern, men også let undrende stemmeføring, og Anders Mossling i selvopgør over kikset berømmelse, der får ham til at gå i verbalt sammenbrud over det mislykkede mål: At blive rockstjerne. Han magter end ikke at sige det magiske ord, der begynder med et rullende ’r’, men ender med at forvilde sig til et ’Robert Redford!’ Lykkedrømme fører os på mærkelige veje.

HOS normaldanskere udløser Schopenhauer-udsagnene glad munterhed. På Betty Nansens Edison-scene godt støttet af skuespillernes og Rune David Grues yndefulde poker-alvor.

PÅ en pudsig måde er forestillingen i slægt med Livingstone-Kabinets underfundige leg med ’Kejserens nye klæder’ på Teater V i øjeblikket. Latteren er ’dort, wo du bist’. Dér, hvor du og jeg er. Næppe latter som ’das Glück’ i schopenhauersk forstand. Men heldigvis i vores. Den lyder i hvert fald langt ind i ’Kunsten at være lykkelig´på Edison Teatret, indtil fabuleringen over emnet begynder at gå i tomgang.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *