IKKE ET ORD OM HEMINGWAY – MEN ALLIGEVEL

Vivienne McKee har skrevet og spiller en fin monolog om den amerikanske journalist Martha Gellhorn på Teatret ved Sorte Hest.

Spiller indtil 10. maj.

****

’DON’T mention Hemingway! – du nævner ikke Hemingway!!
Siger hun til radio journalisten, der ringer op for at få et interview.
’Hun’ – det er forfatteren Hemingways tredje kone Martha Gellhorn. Hun har fået nok af i årevis at være ’Hemingways kone’ i mediernes omtale af hende.
Vel var hun så Hemingways kone. Men altså også sig selv. Især efter at hun var blevet skilt fra forfatteren.
Det er kvinden, den selvstændige journalist og forfatter Martha Gellhorn, Vivienne McKee har skrevet et stykke om. Spiller og selv har instrueret på Teatret ved Sorte Hest.
En flot præstation, en monolog på en god time.
Denne Marthas selvfortalte historie næsten fra vugge til grav, i hvert fald fra det øjeblik hun i 1929 som 21-årig stikker af fra barndomshjemmet i St. Louis og kaster sig ud i en verdensomspændende odyssée, besat af at skrive, besat af at leve livet, besat af spænding, besat af krigskorrespondentens nervøse liv. Besat af at blive lagt mærke til. Besat af mænd.
Et liv, der slutter med, at hun næsten 90 år gammel tager sit eget liv, mæt af oplevelser. Efter at hun har begået sin sidste rejse – til Brasilien for at beskrive gadebørnenes liv i slummen og i øvrigt dyrke en af sine lyster: snorkling.

FRA KRIG TIL KRIG

Den sidste modsætning – lystfyldt snorkling og harsk slumbeskrivelse – er karakteristisk for Matha Gellhorn og for den beskrivelse af hende, som Vivienne McKee rammer så glimrende med sin monolog.
En udadvendt, selvbevidst amerikansk karrierekvinde, der taler højt, fører sig frem, kommer hurtigt over trængsler og sorger og kaster sig ud i nye eventyr og krigsoplevelser – lider med de lidende, men er hurtigt på vej videre.
Vi føres fra krig til krig, syv nåede hun at være med til, Vivienne koncentrerer sig især om den spanske borgerkrig og 2. verdenskrig.
Den spanske borgerkrig, fordi det er under den og Madrids bombardementer, hun bliver knyttet til Hemingway. Selvom det er på Cuba, de lever deres korte, glade high life.
Og 2. verdenskrig, fordi det er under den, hun udfolder sig dristigst og opnår den journalistiske selvstændighed, som han med sin suveræne machoslagkraft har holdt nede.
 

BEGAVET OG OVERFLADISK

Vivienne har læst sig godt ind på Martha Gellhorns journalistik. Og rammer bevidst modsætningerne. Det muntre, ’spændende’ journalistliv over for de voldsomme oplevelser. Det ene øjeblik en stærk og uhyggelig beskrivelse fra 1945 af amerikanernes og hendes eget møde med en KZ-lejr. Og det næste, at hun bliver så rørt over de små fattige børn i Italien, at hun adopterer en lille – endda lyshåret – dreng, hun finder på gaden.
Når man ikke selv har læst Gellhorns bøger og artikler, tager man det for en rimelig og fin karakteristik af denne Hemingways tredje kone, at hun har været netop så begavet, talentfuld og overfladisk, som hun fremstår i forestillingen.
Og der er trods alt ord om Hemingway i stykket. Om drukmåsen, machoen, skørtejægeren Hemingway. Den Hemingway, hun var betaget af. Og hurtigt blev træt af.
gregersDH.dk