(Amalie Adrian og Marvin Spahi i ‘Othello’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)
FOR MEGET
Louise Midjords spændende ’Othello’-ballet sprænger dansesproget på herlig vis, men er også noget rod
***
DER ER masser af guf i den ’Othello’, som den unge koreograf Louise Midjord har lavet til Det Kgl. Teater. Også for meget. Men lad det ligge et øjeblik.
Det spændende er, at forestillingen fører sig frem i et tonesprog og en stil, der rykker i nutidstermer, sprænger dansesproget i en blanding af street danse, rap, orientalsk inspiration og klassisk skole. Den vil have det hele med.
MUSIKKEN
Det får den. Ikke mindst båret af musikken, der bruger løs af alle mulige elektroniske virkemidler, menneskestemme og tekst, skiftende rytmer og klangbilleder. Stadig på jagt efter effekt, der kan bruges dramatisk af danserne. Musikken er lavet af den egyptiskfødte Zaki Youssef og produktionsselskabet Gabriel Files. Der er et mægtigt drive i det tonesprog, som de har valgt.
LÆS PÅ
Det er Shakespeares ’Othello’, fulgt efter bogen. Næsten fra ende til anden.
Det er dér, det bliver for meget, ikke mindst i betragtning af, at ballettens varighed er under en time, og den er tiltænkt turné til skoler rundt i landet. Også for meget læsset ekstra på, f.eks. en krigsscene, der skal aktualisere historien, som er tænkt henlagt til noget i retning af krigen i Irak. Med amerikanske soldater i angreb, støttet fra luften – vist som effektfuld videobaggrund for scenen. Det er overflødigt og bliver et tomrum i forløbet. Selvom det giver en god mulighed for at gøre Nicolaj Spangås enkle scenografi til et nummer i sig selv: En mur, der flækkes og kan bruges til at klatre på.
FORVIRRING
I sin essens er ’Othello’ en jalousihistorie. Dér kunne Louise Midjord have haft fordel af at gøre, som Verdi i sin operaversion af historien: Forenklet.
Nu skal vi f.eks. have forhistorien ved dogehoffet i Venedig med. Den blæser Verdi stort set på. I Midjords ballet skaber de mange personer umiddelbart forvirring, indtil vi er inde ved benet af sagen: Det dumme svin Jago, der pisker jalousien op i sin chef Othello ved at arrangere, at Othellos unge brud Desdemona tilsyneladende har fjas for med løjtnanten Cassio. Det famøse, og afgørende trick med Desdemonas tørklæde fortaber sig tilmed i det almindelige kaos.
DANSERNE
Den enkle historie, som, når vi kender den godt i forvejen, skaber alligevel indlysende gode scener for de unge dansere: Hele korpset. Men især hovedrollerne: Gæsten, den 22-årige Marvin Spahi, der tilfører titelrollen mørk pondus, en stærk og rå figur, måske mimisk lidt stereotyp, men fuld af kraft. Amalie Adrian, som danser Desdemona med udtryksfuldhed, en langlemmet pige med fin udståling. Og Alban Lendorf, som fra åbningen af balletten eminent markerer den ondskabsfuldhed og det nag, der pisker handlingen frem: Han fastholder vores opmærksomhed konstant med sin attitude og kraftfulde dans.
Der er vældig dynamik i deres dans. Og det er det, der er fornøjelsen.
