‘Orlando’ Betty Nansen Teatret. 13.10. 2018

'Orlando' sluttede i går på Betty Nansen. En efteranmeldelse af det genialske teatershow.

Maria Rossing i ‘Orlando’ (Foto: Natascha Thiara Rydvald)

TA’ DIG EN SMØG

OG SE DIG

I SPEJLET

HVEM ER DU?

’Orlando’ er slut på Betty Nansen Teater. Et ravruskende, genialsk teatershow om kønsidentitet.

Manuskript baseret på Virginia Woolfs roman. Bearbejdet og redigeret på basis af Karsten Sand Iversens oversættelse af dramaturgen Solveig Gade og Elisa Kragerup, der har iscenesat. Scenografi: Maja Ravn. Medvirkende: Maria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann og Anton Hjejle.

’Orlando’ spillede indtil lørdag 13. oktober på Betty Nansen Teater. Varighed: 2½ time inkl. pause.

*****

MAN rejser sig denne lørdag med et støn fra et Radio 24-7-program, hvor Hassan Preisler prøver at presse dråber ud af Jan Gintberg for at få finde ud af, hvem Gintberg er på bunden og endnu mere, hvem Preisler selv er på bunden. Hvem er jeg, hvorfor sidder vi her, hvad snakker vi om – aner vi selv, hvad vi er for nogle størrelser, er der i det hele taget en bund?

OG så tager man direkte til Betty Nansen Teatret for omsider at få set ’Orlando’, Elise Kragerups første forestilling på det teater, hun nu tegner sig som kunstnerisk leder efter gennem en lille årrække at have fyldt, ja proppet liv og teaterkraft i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Utrættelig jagtet spørgsmål af den art: Hvem er vi? Nu med dramatiseringen af Virginia Woolfs berømte roman fra 1928, romanen, som går på opdagelse i en fiktiv person, der bruger fire år hundreder på at løse sin egen gåde: Who am I? Lige så mageløs en identitetsjagt, som den ’Sagen Makropoulos’, Janacek skrev som en opera – løst med virtuositet for nogle år siden af Den Jyske Opera. Den europæiske historie fra renæssance til i dag gjort til kulisse og jagtmark for det uløselige, menneskelige spørgsmål, der kan koges ned til: Hva’ fanden er meningen med os? Hvis ikke man lige er religiøs og henter standardsvaret i Det Ny Testamente.

DET er denne aften sidste opførelse af ’Orlando’, jeg får set – skæbnen har afskåret mig for at se ’Orlando’ indtil nu. Opsætningen er, hvad den lover mig med et hvisk i øret: en bekræftelse på Elise Kragerups evne til to ting: At skabe teater, der afprøver eksistentielle spørgsmål uden at banke dem ud i svar. Vi er ikke hos Brecht. Og at skabe teater, der koger af ideer fra situation til situation. Hun er en opfinder, der er evigt på mærkerne, jonglerer med overraskende detaljer, hun lader ikke spillere stå på scenen uden at de tager fusen på os med reaktioner, udspil, handlinger. Lammende øjeblikke som stillbilleder. Hvad som helst uventet. På den måde er hun en fremragende viderefører af en side af en af sine mangeårige forgængere i chefembedet på Betty Nansen: Peter Langdal, den uafladeligt fantasifulde.

I ’Orlando’ mest storslået i det scenografiske kup, som består i at gøre sceneriet til et spejl, der omdanner de skiftende hændelser til levende, mangfoldiggjorte billeder af de medvirkende – selv publikum ser sig selv i glimt som gruppebillede af en menneskehed, der så kan tænke over, hvem de er. Hvem de spejler. Hvad de er med i. Det er Elisa Kragerups og scenografen Maja Ravns måde at bringe os gennem flere århundreders sammenhængende fortælling om knægten Orlando, som Virginia Woolf bringer til live på dronning Elisabeths tid i England og derefter hvirvler igennem ufattelige tumulter af magt over – og forbløffelse hos – andre  mennesker, tumulter, hun ikke selv altid fatter rækkevidden af, men befinder sig i centrum af, som en magnet, alle må forholde sig til: Den engelske dronning, en russisk fyrstinde, mænd og kvinder i hobetal. Ikke mindst, da hun på forunderlig vis i sin tyrkiske udlændighed som ambassadør i Konstantinopel indtræder i en ny tilværelse som kvinde, men med søvngængeragtig sikkerhed tager sin nye identitet på sig – en kønsforvandling, der intet rokker ved hendes menneskelige substans og tankesæt om sig selv, kun en vis forundring over omgivelsernes reaktioner, som er styret af kaotisk blanding af tiltrækning og afvisning.

ALT ud- og afviklet i et brus af action, farver og kostume-raffinementer. Korte sekvenser, der holdes sammen som mylderet på et Breughel-maleri af det fælles sceneri. Og af de fem skuespillere, der i de forbløffende, spejlede dobbeltroller kommer til at mangfoldiggøre billederne som tableauer – og dialogen og replikkerne som vekselvirkning mellem fortælling om alt det, der sker med Orlando, og rå og direkte svar på, hvad de selv bliver udsat for. Vi er som til et dokumentarisk tilrettelagt spil med indlagte illustrationer. Marie Rossing i titelrollen som dronningen/kongen i et spil skak, de fire andre som vekslende tårne og løbere, os på tilskuerpladserne som bønder. Tina Gylling Mortensen i specielt suveræn udfoldelse som jernarrogant kritiker af de skriverier, der er Orlandos ambition, for ikke at tale om den Dronning Victoria, hun toner frem som i midten af 1800-tallet, og sætter den kønsmoral på plads, som blev flere generationers snærende evangelium frem mod vor tid – victorianismens tag i struben.

TEATRET kalder selv ’Orlando’ for en ’frådende sladderhistorie’ i sit program. Ta’ dén! Hvis der er noget, som kommer til at signalere disse års tematik i dansk teater, så må det blive de ryk i udforskningen af kønslig identitet, som vi er vidne til. Vi ser os omkring: På Husets Teater er Shakespeares Richard III – magtstræbets morderiske inkarnation af en mandlig tronprætendent – overtaget af en kvindelig skuespiller. På Det Kgl. gjorde Elisa Kragerup den mest maskuline af Shakespeares helte, Othello, til en kvinderolle i forrige sæson. Traditionelt fastlåste opfattelser af kønslig fremtoning bliver afprøvet og omvurderet. På Fredericia Teater spilles selveste abernes konge Tarzan af en ung skuespiller, der i interviews beskriver sin homoseksualitet. Forestilling på forestilling beskæftiger sig med kønsidentitet. En af Mungo Park Teatrets største succeser har været ’Boys don’t Cry’, en blændende fortalt kønsskifte-tragedie.

ALVERDENS grader af homo- og hetero-seksualitet er til åben projektion og diskussion på små og store scener, hvert teater råber sit eget MeToo, nyt skrives og klassikere endevendes som for at dokumentere den forvirring og kompleksitet, der ligger alene i de græske ord homo og hetero – det første betød hos grækerne at være ’ens’, det andet at være ’anderledes’.

LIGE MEGET hvad. Med Elisa Kragerups entré på Betty Nansen Teatret er vi fortrøstningsfulde. Det bliver næppe kedeligt. Hvor længe det så kommer til at vare. Fru Nansen, der sender sit indtrængende blik mod os fra billedet i foyeren, blev siddende i 36 år.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *