King Size Skuespilhuset, Mellemgulvet 16.10. 2018

'King Size' på Det Kgl. Teater er en kæde af trætte musikalske jokes. Christoph Marthaler på slappeste line.

Christoph Marthaler

 

EN FIS I

MARTHALERS

HORNLYGTE

’King Size’ på Det Kgl. er en kæde af trætte musikalske jokes. Marthaler på slappeste line.

’King Size’ spiller også i aften, onsdag 18.10., på Skuespilhusets scene Mellemgulvet kl. 20. Varighed: 1½ time uden pause. Forestillingen er et gæstespil fra operaen i Basel. Synges på tysk og fransk. Mest tysk.

**

CHRISTOPH Marthaler skal have lov til at tage sig et frikvarter. Men han behøver ikke nødvendigvis ulejlige os andre med det. Det gør han med ’King Size’, der i disse dage gæstespiller på Skuespilhusets scene Mellemgulvet.

VI har set fremragende iscenesættelser af Marthaler – hans Grønland-inspirerede ’Plus minus Nul’ blev f.eks. her på bloggen tildelt eksklusive seks stjerner (7.11. 2011). En bedøvende smuk forestilling om jordisk katastrofekurs, gennemsyret af det, der altid er en afgørende side af hans iscenesættelser: Hans musikalske baggrund og begavede musikalitet.

’King Size’ er lavet til teatret i Basel, som er et af hans stærke tilholdssteder, han er selv schweizer.

DET KGL. rubricerer ’King Size’ som en opera. Det kan kun opfattes ironisk. Ligesom alt er ironisk i forestillingen, der er en pudsig parentes i Marthalers aktiviteter. Med et skævt grin lader han fire mennesker optræde på et hotelværelse omkring en seng i king size-format. En stiger op af dynerne og sætter sig på skift ved det opretstående klaver eller elorglet. Et par indtager sengen, står med mellem rum op, ifører sig elegant tøj og stiller sig i koncertposition med partitur i hånd, men ud af munden kommer ’Sonny Boy’ eller en fransk chanson. Eller de synger Schumanns Eichendorff-lied ’Dein Bildnis’ med rustne popstemmer. En fjerde deltager er en midaldrende kvinde, der ikke kan finde ud af at samle et nodestativ, mens pianisten intonerer Wagners ’Tristan’. Og således fremdeles – en kæde af jokes fremført med pokerface. I alle detaljer ret professionelt gennemført.

HALVANDEN times parentes i Marthalers virksomhed. En dadaistisk pudsighed i slægt med f.eks. Erik Satie. Det bliver bare meget hurtigt trivielt. Taber den sofistikerede effekt trods hittepåsomheden.

MARTHALER argumenterer via programmet med, at fremfærden i opførelsen er en scenisk parallel til det begreb, der kaldes enharmoniske omtydninger. Det må vi forstå som en vits til fagfolk udi musikteorien – modellen nemmest forklarlig ved at du f.eks. har tonen c og er i C-dur og pludselig omtyder dit c til tertsen i As-dur, og så er du altså i As-dur. En fikst postuleret lighed til de ’sjove’ skift mellem situationerne mellem de medvirkende.

DER er gode grin at hente et par steder. Men latteren forstummer efterhånden og bliver til trætte kik på uret.

gregersDH.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *