SORT MAGI
Lars Noréns renser og rendyrker Kaj Munks ’Ordet’ på Det Kgl. Teater
*****
John Martinus, Henning Jensen, Sofie Mei Lin Loo og Jens Jacob Tychsen i ‘Ordet’ (Tegning: Claus Seidel ved generalprøven 15.4.)
Fantastisk stykke, Kaj Munks ’Ordet’! Fordi det i den grad rykker og rusker.
For hvad skal man stille op med en flink, ung teologistuderende, der har fået chok, er blevet tosset og tror, han er Jesus (Han hedder Johannes, men det er jo lige ved og næsten!). Og saft-suse-mig også ER Jesus – i den grad, at han tror, han kan opvække folk fra de døde. Og ikke bare tror det, men også GØR det!
Hvordan?? Netop fordi han TROR! Det er det det, det hele handler om. Tro! Flyt bjerge! Opvæk de døde!
Det er det herligste religiøse gøgl, katolsk mysteriespil, og derfor også det herligste teater, hvordan man end vender og drejer det. Lad magi og galimatias banke igennem på teatret! Om det så skal føre direkte til inkvisitionen eller tab af kulturministerielle bevillinger.
FATA MORGANA
Lars Norén har netop det ambivalente forhold til ’Ordet’, som kan få Kaj Munks tekst til at hænge i luften som et mystisk fata morgana – hvad sker der her? Begriber nogen noget som helst af, hvad der rører sig mellem disse mennesker i det vestjyske?
De dødsensalvorlige, men komiske slagsmål mellem den indremissionske vækkelsesprædikende skrædder, som John Martinus udleverer så herlig fedtet og uskyldigt, holdt i jerngreb og naglet til korset af Elsebeth Steentoft som hans lille katekismus-kone – og den flækkede klippe af en storbonde, Mikkel Borgen, som Henning Jensen lader gå i stykker så hjertegribende mellem stolthed og menneskevarme og samle sammen på igen, så vi har lyst til at lægge en hånd om skuldrene på ham ved tæppefald.
ORDET
Dét tæppefald, som aldrig kommer. For Norén spiller på nøgen scene. Sjældent har man set én scene mere nøgen. Det hele ser i starten nærmest ud som en arrangementsprøve fjorten dage før premiere.
Men vi er hurtigt med: Dette handler om ’ordet’, helt bogstaveligt. Renset for næsten alt udvendigt sceneri. Ordet som det tales på scenen, ordet, som Munk har villet det. Til overvejelse, til diskussion, til afvejning af indgange til det ’Ordet’ med stort O, som er den evindelige kristne og teologiske genstand for udlægning. Compoundet af alle de bibelske ord, som vi ryger i totterne på hinanden for at finde ud af, hvad indeholder, indebærer og betyder. Mystiske, forførende og frelsende. Hvordan vi nu ser på det.
FOLKEKOMEDIE
Det kan blive til folkekomedie det ene øjeblik, når Norén lader gamle Mikkel Borgen stampe morten korchsk i jorden og insistere på salg af gården, fordi den ene søn ikke gider troen, og den anden vil giftes med datteren af dødsfjenden henne om hjørnet, den indremissionske skrædder. Mads M. Nielsen som den ene søn, Jakob Cedergren den anden.
Det kan blive ibsensk debatteater, når sognepræsten i Christian Tafdrup fedtglinsende skikkelse og Carsten Bjørnlund som den cigaretrygende læge leverer de perfekte, maskinskårne og evigt omrejsende udgaver af deres respektive metierer i nordisk dramatik.
JOHANNES
Vi er med, for det er alt sammen guirlander omkring gamle Borgens vånde og især sønnen Johannes’ pendling fra virkelighedens konkrete nærvær og troens besættende virkelighed. Jens Jacob Tychsen spiller ham som en søvngængeragtig trylleformular og med en stemme og skikkelse, der sammen med barnet, det uskyldigt troende, i Clara Schade-Poulsens skikkelse, genopvækker ikke bare den henrivende, afdøde Helle Fagralid, men også erindringen om Dreyer-filmens Preben Lerdorff Rye.
BILLEDET
Dreyers film er også noget af nøglen til Lars Noréns iscenesættelse med de store, slørede filmiske projektioner, der danner baggrund: Stemningen fra Dreyer-filmens sorthvide univers hviler som et kappe om opsætningen. Kvinderne, de unge kvinders ansigter, Helle Fagralids og Tilde Maja Frederiksens, som glider i ét, mens de ser på os fra lærredet som leonardoske Mona Lisa’er. Billeder, der tilfører iagttagelser af hemmelighederne: F.eks. Tilde og Anders, der bag ryggen af skrædderkonens strenge, sorte ryg holder hånd – på lærredet. Ikke på scenen i præcis samme situation.
Det er Ord. Men også billeder.
De tavse. Og de talende.
