VELKOMMEN TIL GIRO 413
’Four Jacks: Åh den vej til Mandalay’ er glad teaterkoncert uden de store svinkeærinder iTivoli.
****
Stig Rossen, Jesper Lohmann, Jesper Asholt og Keld Heick som ‘Four Jacks’ (tegning Claus Seidel)
Go’ aften og hjertelig velkommen. Det er som at lukke øjnene, åbne jalousi-lågerne på skabs-fjernsynet og træde ind i Otto Leisners sort/hvide Pladeparade.
Dér står Four Jacks i smoking, lyslevende – eller hvad de nu er. Fire dukketeater-kopier af Jacks’ene. Ikke rigtig dem, men godt der hen ad. Så hæver Glassalens sødsuppefarvede røvballe-gardiner sig, og et big band toner frem i en størrelsesorden, som Four Jacks nok ikke altid havde som backing dengang i slutningen af 50’erne. Og dog. Jo. Når de var i Danmarks Radio, og både big band og UHA-orkester var leveringsdygtig.
SELVIRONI
Kan vi nu snuppe det? Med Keld Heick, Stig Rossen, Jesper Asholt og Jesper Lohmann i smoking-trøjerne og stemmerne smurt til ’Mandalay’ og ’O Marie, a we hjem te dig’?
Ja da. Takket være selvironien og den velgørende tungen-lige-i-munden og distance til en stil, der som massefodring trods alt er på nippet til at give forstoppelse. ’Ufattelig spændvidde!’ siger en af dem på et tidspunkt om ’Four Jacks’-repertoiret. Det er måske lige i overkanten. Selvfølgelig er der et stykke vej fra ’Volare’ til ’Når lygterne tændes’. Men smilet og den glade vokalkvartet-tone rammer konstant sin egen mainstream.
RADIOPROGRAM
Vi er udsat for en del i genren ’teaterkoncert’ i disse år. ’Gasolin’, ’Nick Cave’, ’Beach Boys’. Ambitiøse satsninger. Det kan gøres mere eller mindre her-og-nu og up-to-date.
’Four Jacks: Åh den vej til Mandalay’ er uden vaklen. Som teaterkoncert er den bygget op som noget, der ligner et radioprogram med Hjorting eller Jørgen Mylius, der genfortæller ’The Story of the Legendary Four Jacks’. Elskværdig og underholdende gennemgang af deres korte karriere, folkelige succes og opløsning, da andre musikalske skikke indfinder sig, og de fire måtte gå hver deres veje. Eller lige frem afslutte livet i al for tidlig alder.
GIRO 413
Det tager man så for pålydende. Det har et tilforladeligt amatøragtigt snit og er på den måde i pagt med den kultur og den folkelige gennemslagskraft, der dengang i 50’erne og 60’erne gjorde Four Jacks til et godt show i forsamlingshuse og haller rundt i landet. Og selvfølgelig i Giro 413, hvor vi proppede penge i mors højre sko, der gik rundt ved konfirmation og sølvbryllup, og sendte beløbet til Danmarks Radio mod at få spillet ’Jens Hansen havde en bondegård’, ’Æselsangen’, ’Tom Dooley’ eller ’Slentre gennem regn’ med Four Jacks.
DE FIRE
I Tivoli-versionen klovner Jesper Asholt pudsigt som Four Jacks’ lille gagmager Bent Werther, Keld Heick er godt valgt som business-tovholderen Poul Rudy, mens Jesper Lohmann spiller på sin egen elegance som Otto Brandenburg og senere James Rasmussen, da Otto er stået af. Men mildest talt uden den stemme, der suverænt gjorde Otto til pumaen fra de stinkende baggårde. Så lidt som vi for alvor tror på Stig Rossen som den råhøvlede John Mogensen. Dertil er Rossen for velsmurt, uanset hvor meget han prøver at tale københavnsk. Og stemmemæssigt næsten for flot og kultiveret.
I PERSPEKTIV
Der er øjeblikke, hvor vi i sekunder får sat showets nostalgiske hygge-underholdning i et særligt perspektiv. Otto Brandenburgs virkelige stemme i ’To lys’. John Mogensens i ’Så længe jeg lever’. Mogens Wieths i ’Mandalay’-originalen. Det er stærke, men også hasarderede flash backs til ’virkeligheden’.
Det nye teaterkoncert-show er en frisk og godt tænkt reminder om en folkelig popkultur fra vore forældres og bedsteforældres tid. Det kommer ikke tæt på de sider af gruppen, der stak dybere. Men det vil blive ædt råt og fortjent, især når lydsiden bliver justeret og balancen mellem kvartet og orkester finindstillet.
