Her bor Operaakademiet (Foto: Kristian Juul-Pedersen)

TUNGEN LIGE I MUNDEN

Operaakademiets koncert i weekenden fortalte om talenter, ufærdige og forsigtige, men  – talentfulde.

***

NOGET af det fascinerende ved Operaakademiets årlige præsentationskoncerter er at følge udviklingen hos de enkelte sangere. Spotte talenterne. Fornemme, hvor de er på vej hen…
Ikke mindst i den aktuelle situation, hvor operaen er i søgang. Og hvor både vi som publikum, og sangerne som kommende professionelle, spekulerer på, hvad fremtiden indebærer for den kriseramte kunstart – og derfor også hvilke nye sangertalenter, der er undervejs ud på den vanskelige og usikre slagmark. 
Operaakademet er jo tæt knyttet til Operaen på Holmen. Det er dér, undervisningen foregår. De unge sangere har deres gang i et hus, der står badet i en usikker skæbnes projektørlys.

FORSIGTIGHED
 
Hvad bliver der af jobs til de nye, om alt går vel? Hvad bliver der for os at høre på, når – og hvis – de modnes til store roller?
Flere af dem, man kunne høre i aftes ved præsentationskoncerten på Gamle Scene, har allerede haft småroller i Operaens løbende forestillinger – det er en del af skolingen.  
Karakteristisk for de fleste på det hold, der førte sig frem i arier og scener i aftes, er deres forsigtige udspil. Ingen kommer bragende ind på scenen og tager os med storm. De går nøjeregnende til værks, det er tydeligt, at de er enormt bevidste om deres stemmedannelse, intonation, vejrtrækning – Rom blev ikke bygget på en dag.
Og det er forståeligt. Balancen mellem fri udfoldelse og sikker tonedannelse er hårfin. Man passer på. Det kan være højden, der ikke er helt på plads endnu hos sopraner, det kan være baryton’er – dem var der mange af i går – som endnu ikke er nået til den vokale selvsikkerhed og frigjorthed, som gerne skal gøre deres sceniske fremfærd til en total indtagelse af den rolle og den situation, de skal udfylde for at få præstationen til at leve hundrede procent.
Det kan gælde den enlige tenor, der blandede sig i legen i går – svær at bedømme helt, for han var forkølet og meldte fra til Fausts cavatine med det besværlige høje c, hvorimod han dukkede op i slutscenen fra 3. akt af ’La Bohème’, hvor han med et tenor, der lovende klang i retning af Jussi Bjørlings, kunne nøjes med et as. Hans navn er Hallvar Djupvik.

LANG PROCES

Diskretionen og påpasseligheden gjaldt faktisk næsten alle: Stephanie Lippert, Ole Morten Velde, Henriette Neess Borup, Johanne Thisted Højlund, Waltteri Torikka, Jakob Vad, Francine Vis, Jakob Vad, Hallvar Djiupvik, Johannes Held og Olga Nikolskaja-Heikkilä – med Cornelia Beskow som den frejdigste måske, selvsikkert og flot lancerende Eisabeths Tonhallearie fra ’Tannhäuser’, men også dér: En endnu ikke færdig dramatisk sopran.
Trøsten og svaret må være, det man også vil kunne læse i mit kommende Børsen-interview med sopranen Ann Petersen, som på fredag synger kejserinden i ’Kvinden uden skygge’: Hun brugte næsten ti år på uddannelse, inden hun debuterede. Lang modningstid.
Det behøver ikke være reglen. Men vokaldramatisk skoling er næsten altid en lang proces.

GregersDH.dk