'Blam!' Neander Teater på Teater Republique 27.1.2012 Anm.

Kristján Ingimarsson i ‘Blam!’ (Foto: Søren Meisner)

 

 

 

 

 

 

 

MESTER-BLAMMERNE

 

Vildt imponerende og grinagtige stunts med Kristjan Ingimarsson og hans kammerater i ’Blam!’ på Teater Republique

Spiller indtil 12. februar

*****

 

BLAM!!…
Der følger ordbog med programmet.
Glimrende, hvis man bare har snuppet titlen på den forestilling, krops-ekvilibristen, skuespilleren Kristján Ingimarsson begår på Teater Republique, og tænkt: Det lyder sjovt, ligemeget hvad det så betyder.
Ordbogen fortæller den ukyndige i actionfilm, at det er et udtryk, der grundlæggende dækker lyden af et pistolskud. I stenalderen sagde vi ’Bang!’
Ordet knopskyder til ’blamming’ og man kan ’blamme’ (som er noget andet end at ’blamere’), og selvfølgelig kan man være en ’blammer’. Der eksisterer åbenbart en hel ’blam-kultur’, som dyrker – ikke bare pistolskydning, men hele skoleridtet af action-stunts. De halsbrækkende. De forbløffende. De virtuose. De livsfarlige.
Ingimarsson har ifølge programmet æren er at være udnævnt til ’mesterblammer’. Vi tror det gerne, hvis vi husker f.eks. hans ‘Mike attack’, der blev Reumert-nomineret i 1999.

LIVE

Jeg har anbefale inkarnerede blam-kulturelle at gå i Republique og se ’Blam!’ Forestillingen har varighed som det meste af en spillefilm. Den vil kunne overbevise enhver, der tror, at alle de blam-stunts, man ser på film, sikkert er lutter tricks, smart klipning eller billedmanipulationer, om at det sagtens kan forholde sig anderledes.
Ingimarsson og hans tre kammeraters forestilling demonstrerer, at de fabelagtige stunts kan leveres live. De andre tre er Joen Højerslev, Lars Gregersen og Didier Oberlé.
Der bliver ikke sagt et ord i de 80 minutter, ’Blam!’ varer. Men der er lyd i massevis.
Det begynder bare i næsten total stilhed og diskretion. De fire sidder i et kontorlandskab. Med bossen på en forhøjning bagest. Der arbejdes. Enkelte lyde melder sig. Boblen fra en drikkevandsmaskine. Tastaturen på computerne. En kopimaskines knirk. Ro i landskabet, bortset fra små tilløb til chikanerier mellem de ansatte.

DRABELIGT

Effekterne kender vi fra Jacques Tati-filmene. Jo mindre, jo bedre. Og jo mere komisk.
Men det er stilhed før storm. Chikanerierne vokser til action, alliancerne veksler mellem de fire, og så ruller hele maskineriet af stunts, kontorlandskabets rekvisitter kommer i spil, stolene suser rundt med og uden ejermænd, skillevægge kører og rutcher i Kristian Knudsens scenografi, bordlamper danser ballet, og A4-arkene hvirvler i luften. Det er drabeligt og underholdende og vildt imponerende, hvad de fire drenge præsterer af artisteri, rigeligt til at kunne gøre aberne i enhver Tarzan-film misundelig.
Showet vandrer mod total destruktion af det bureaukratiske sceneri. Undervejs er vi grusomt underholdt, ikke bare af de drastiske stunts, men også af liflige valse og af et grinagtigt slag gangster-poker omkring bordet.

MÆTTE

For langt? Jeg synes, vi bliver overordentlig mætte hen mod slutningen og ender alligevel med at især være imponerede over de fysiske præstationers ubegrænsede overskud og det evigt elskværdige smil, trods de overmenneskelige anstrengelser og konstante udsættelser for hjernerystelser og brækkede ben.
Men – det ER vildt imponerende, og de spiller hver aften, og de ser stadig glade og hele ud efter det meste af en uge siden premieren. 
GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *