DANS MED OLSEN
Teaterversionen af Olsen Banden er i Tivoli blevet vild musical.
****
Tegning: Claus Seidel
Der var tre ting at gøre, hvis man skulle klemme nye dråber ud af ’Olsen-Banden’: Gøre plottet endnu mere vanvittigt. Figurerne endnu mere skøre. Og så: Skifte genre.
Præcis, hvad de gør i Tivoli, hvor titlen er ’Olsen Banden og den russiske juvel’.
Historien om jagten på den russiske juvel er dobbelt så kaotisk som tilsvarende historier i filmene.
Figurerne er tilføjet nye mål af sindssvag opførsel.
Og genren er ændret til musical – den helt grundlæggende og afgørende forskel fra filmene.
SPRÆNGT AND
I filmene var musikken stemningsskabende underlæg med et grundtema, som lykkeligvis tålte genbrug. I teaterudgaven befolkes historien af stribevis af sange og dansescener. Den kan afbrydes når som helst. Og hvor som helst.
Det fungerer ok, al den stund handlingsforløbet under alle omstændigheder er som en sprængt and, der ikke kan sige et rap til protest. Bent Fabricius-Bjerres gamle tema dukker op i et par versioner, men skamrides ikke. Jesper Winge Leisner har skrevet alt det andet – sange og numre, hæmningsløst lige-ud-ad-posen, flotte, sentimentale, nogle gange lidt for tekst-proppede – vi vil gerne fange alt vrøvlet. Men også stærkt underholdende i deres blanding af show-fyrværkeri og bondejok i forsamlingshuset.
Det gør, at vi er på godt dansk grund, hvad vi sandelig ønsker at være. Når vi nu må undvære filmenes kolorit af Valby, Sydhavn, DSB, Langebro, Kgs. Nytorv. Og hvad der ellers kan lokke os til genudsendelserne: nostalgi og knald med hjemstavnen.
DET HØJE C
Når man konstaterer, at figurerne tér sig mere sindssvagt end disse nationalklenodier ellers, så er det med nuancer.
Amin Jensen lægger sig tæt op ad Poul Bundgaards Kjeld – klogt, for Amin er ikke den trænede karakterskuespiller. Der skal ikke eksperimenteres. Til gengæld kan Amin affyre et højt c (eller var det kun et h?) i sin jubelsang til Yvonne med et smæld, som selv Bundgaard ville have misundt ham.
Søren Østergaards Benny starter i rettroende Morten Grunwald-stil, men snart griber fanden ham, dansetrinnene knopskyder, og Benny omskabes efterhånden til en dynamisk galning langt fra flinke Benny.
EGON OG YVONNE
Og Egon? Vi er på Herrens mest blomstrende mark med en Kirsten Lehfeldt, som selvfølgelig kan udtænke planer, skælde ud og vrisse, men også udfolde en vennesælhed, der aldrig ville have grebet Ove Sprogøes Egon. Kulminerende i sangen ’Venner for altid’, hvor Yvonne får Egon helt pacificeret.
Denne Yvonne, hvor Lene Maria Christensen sniffer til Kirsten Walthers rappe, snusfornuftige Pia Kjærsgaard-stil, men også hen ad vejen tilfører konen en nærmest Evita-fejende diva-facon – underklassepigen, der lærer at beherske omgivelserne med en skånselsløs overlegenhed. Måske fejes hun med af den bølge af pågående og slagfærdige musik- og dansenumre, der fyres af undervejs, undertiden rodet og kaotiske, undertiden absurde, men altid drevet af fræk vitalitet. Den uimodståelige sødme er den, vi husker fra f.eks. hendes Constanze i ’Amadeus’ på Østre Gasværk.
DE SMÅ SYNGER
Galleriet af medvirkende er en lille salve af originaler. Morten Eisners og Jens Jacob Tychsens kriminal-duo udbygger Peter Steen/Axel Strøby til et manisk festsang-skriverteam. Modsvaret af Tom Jensen, der som den russiske mafioso – suppleret af makkeren Allan Klie – har slugt hele ’De små synger’ for at lære dansk, og spytter brokkerne ud igen ved enhver given lejlighed. En grotesk, men grinagtig idé, der vækker larmende jubel.
De to trynes ind imellem fra storskærm af deres russiske mafiaboss, Ulf Pilgård, en krydsning af ulven i Rødhætte og Frankensteins monster – han suppleret af sin babushka, Bodil Udsen i forbløffende genkomst til scenen, dog altså på film.
DELIRIUM
Alt er vredet til komisk delirium i denne forestilling, dekorationerne er sætstykker, mere primitive end fra vores barndoms skolekomedier, men larmende effektive og beundringsværdigt rædsomme. Det har været en fryd at knalde dem sammen.
Ligesom det er en fryd at se nuttede Maria Lucia Heiberg Rosenberg forvandlet til en råt syngende James Bond-strigle à la Grace Jones i russisk udgave. Naturligvis – da alt jo kan ske i dette kaos – udvalgt til at kæreste med lille Børge i Laus Høybyes skikkelse.
Der er elementer, der har svært ved at fungere. Den søde og velsyngende Gitte Naurs sekretærfigur virker svært påklistret ligesom scenerne med hende og Gordon Kennedy, og Lars Bom kaster sig noget desorienteret ud i sin konstruerede FET-rolle. Vanvid skal være en fornøjelse. Jeg tror ikke han morer sig. Peter Langdal har derimod stensikkert moret sig med hitte-på-instruktionen af Anders Thomas Jensens kreative tekst.
