SORRY, BABY

IT’S NOT

YOUR BUSINESS

Ulla Strømbergs bog om et måske underkendt folkefærd: Danske scenografer, der tit lever i skyggen af instruktørerne.

’Nyere danske scenografer’ af Ulla Strømberg. Forlaget Frydenlund. 408 s. kr. 399.

*****

VI går i teatret. Ser og lytter. Hvad har man fundet på til os? Vi kikker f.eks. på dekorationer, kulisser, scenerier, sluger det hele og tænker: Hvad skal der ske her?
Synet, billedet, sceneriet bliver tit hængende, nogle gange endda helt uafhængig af, hvad der er foregået på scenen. Hold da op! Den der trappe i ’Hoffmanns eventyr’, da tæppet går op på Operaen! Og den dér uendelige trappe i Kjell Abels H.C. Andersen festspillet i 1955 på Gl. Scene!
Eller trappen i Turbinehallerne, da de spillede John Fords ’Det er en skam, hun er en mær’! Hvor unge Nikolai Lie Kaas sidder midt mellem trinnene og spiller klaver og Cecilie Zwick Nash stopper op og er ved at falde i sin lange kjole.
Ingen tvinger os til at huske den slags, men vi gør det. Og Ulla Strømberg har fat i netop sådan noget som dét med scenetrapper et par steder i sit bogværk om ’Nyere danske scenografer’. Det usædvanlige. Det iøjespringende. Det, vi husker. F. eks. den dér kringlede trappe i Turbinehallerne.
Og så – heldigvis – alt det, vi ellers glemmer. Alt det, vi måske overhovedet ikke for alvor har lagt mærke til. Hun synes, at scenograferne i dansk teater er oversete, og det kan der være noget om. Som anmeldere skriver vi op ad stolper og ned ad vægge om dramatikerne og deres tekster. Om instruktørerne og deres iscenesættelser. Om skuespillerne og deres optræden. Men ikke så meget om scenograferne og deres scenografier.
Så nu gør hun noget ved det og beretter løs. Fortæller om, hvordan det hele er begyndt med det græske drama. Hvordan det for to tusind år siden så ud i de forbløffende amfiteatre, der stadig kan studeres i det halve Europa og det halve nærorienten, indtil de bliver smadret af nogle, der er ligeglade med dét og har andre dagsordener.
Og så det teater, man har kikket på siden da.
Den slags er der selvfølgelig fede bøger og masser af forskning om. Strømbergs gennemgang er kort og opsummerende og rigtig god. Og som hele bogen gennemillustreret med relevante billeder.

HELE GALLERIET

Men så kommer det væsentligste, det som titlen siger: ”Nyere danske scenografer’. ’Nyere’ betyder så, at hun blæser på, hvad de stillede op på f.eks. Holbergs teater ved Grønnegade for tre hundrede år siden. Vi skal til gengæld have mere at vide om dem, der kaldte sig ’teatermalere’ for hundrede år siden, indtil det blev finere at kalde sig scenograf. Helge Refn, Svend Johansen, Kjeld Abell, Richard Mortensen, Preben Hornung og flere endnu. Dem, som har betydning frem til i dag. Især fordi de er solidt ryglæn for mange af de scenografer, der gør os lykkelige eller ulykkelige i dag med deres præstationer.
Hvis vi, som sagt, interesserer os for dem og det teater, vi sidder og ser på. Hele galleriet af scenografer, der udfolder sig i disse år. Hun har flittigt besøgt de fleste af dem og haler interessante synspunkter ud af nogle, eller nøjes med at karakterisere andre ud fra, hvad hun ser og har set gennem mange år.
Af og til lidt ustruktureret, stoffet er behandlet journalistisk spontant og efter, hvad der fanger hende hos de enkelte. Hun har favoritter. F.eks. en interessant scenograf som Steffen Aarfing, som er uddannet arkitekt og bl.a. har et skarpt øje for, hvordan scenografier opleves fra forskellige vinkler i tilskuerrummet.
Det er nu svært at være enig med ham, når han f.eks. beklager, at Nørrebro Teater er så hierarkisk opbygget, at de, der sidder forrest ser bedst, mens de, der sidder bagest ser dårligst. Det kommer næppe bag på nogen. Nørrebro Teater er til gengæld et af de københavnske teatre, hvor man ser godt overalt, fordi teatret ved en ombygning for 25 år siden sløjfede balkonen og lod dens pladser flugte med parkettet. Vi ville være mere enige, hvis han analyserede, hvorfor gulvpladserne i den splinternye Opera er så fladt anbragt, at mange tilskuere skal foretage gymnastiske øvelser for overhovedet at se scenen.

BILLEDER, BILLEDER

Mange af de scenografer, der virker i dag er kvinder. Det er der ikke nogen livsduelig forklaring på. Nogle af dem kan måske have vanskeligheder med at samarbejde med mandschauvinistiske instruktører. Bent Lykke Møller nævner den type, der siger til kvindelige scenografer: ”Sorry, baby, it’s not your business’. Hun tænker næppe på den instruktør, hun arbejdet mest sammen med: Staffan Valdemar Holm. Som hun er gift med.
Det vældige værk på over 400 sider blomstrer af fremragende illustrationer. Der er nedlagt et stort arbejde i at finde dem. Fotos og stregtegninger. De giver for teatergængere en glimrende mulighed for at genopfriske oplevelser.
Man kan ærgre sig over, at billedteksterne kun i enkelte tilfælde også meddeler, hvem de skuespillere, man ser, er. Det ville styrke fornøjelsen. Og tit forståelsen. Netop fordi scenograferne indsats i vores generation mere end nogensinde er baseret på netværk og samarbejde med teatrets øvrige kræfter, selvfølgelig især instruktørerne, men faktisk alle: Lyd- og lysfolk og teknik i det hele taget. Det er godt, at Strømberg har Jacob F. Shokking med: Han forener i sjælden grad instruktør, scenograf og forfatterrollen i nogle af sine værker.
Forholdet til de dramatiske tekster kunne udbygges. Næsten alle scenograferne nævner, at de som regel starter med at læse teksten. Det ville være fint med flere konkrete eksempler på den arbejdsproces, der følger. Hvad stiller scenografer op med en regibemærkning som Shakespeares til 1. scene til ’Macbeth’: ”En hede. Lyn og torden. Tre hekse kommer ind”? Den opera-udgave, vi ser for tiden på Det Kgl., åbner op for en kæmpestor, klaustrofobisk træboks. En borg indendørs. Macbeth og fruen i livtag. Ingen hekse på heden. Måske har scenografen villet have ’hede’ lige som Shakespeare. Måske har instruktøren sagt: ’Sorry, baby, it’s not your business!’ Nu er det så ikke en dansk scenograf og en dansk instruktør, der har stået for den opsætning.
Af faktuelle fejl i bogen er vi ikke stødt på noget af betydning. Bogen er fint redigeret og gennemarbejdet. Den første samlede danske opførelse af Wagners ’Ringen’ var nu ikke i 1912, men i 1909.
Af uklarheder i det komprimerede stof tygger man en ekstra gang på, hvad det egentlig handler op på side 136-37. Morten Grunwald i slagsmål med den ene og den anden om scenografierne til hans Beckett-opførelser. Netop dér kunne det være spændende at få pindet mere detaljeret ud, hvad der er gået galt mellem Morten Grunwald, Palle Kjærulff Schmidt og Nina Schiøttz, og mellem Grunwald, Preben Neergaard og Lars Juhl.
Men det kan man så læse om andre steder. Og finde frem til uden større vanskeligheder. Bogen er forsynet med grundige registre og henvisninger.

gregersDH.dk