DEN GLEMTE KOMPONIST

Det forbløffende musikmenneske Niels Borksand haler komponisten Hakon Børresen ud af glemslen i en fin og velskrevet bog.

Niels Borksand: Hakon Børresen – en biografisk mosaik. Forlaget Olufsens bøger 2017. 120 s. + CD og register over indspilninger, værkfortegnelse og personregister. Vejl. salgspris kr. 169,95.

****

NIELS BORKSAND er en fascinerende outsider i dansk musik og teater. På en måde alt andet end en outsider. Han er lige midt i det hele, her og der, aktiv på de mest forbløffende måder og steder.
Nu har han f.eks. skrevet en udmærket bog. Den handler om komponisten Hakon Børresen, en komponist, som Borksand kalder ’den glemte komponist’ – ironisk. For det med, at han er glemt, mener Borksand er irriterende og uberettiget. Børresen er dømt outsider og ’udkants-’ ligesom Borksand bliver af mange.
Men Børresen var for et par generationer siden centralt placeret i dansk musikliv. Børresen levede næsten samtidig med Carl Nielsen. Komponerede symfonier og kammermusik og et par operaer, der er spillet på Det Kgl. Teater og i udlandet. Den ene af dem, ’Den kongelige gæst’, er en af de hyppigst opførte danske operaer med i alt 134 opførelser på Det Kgl.
Men sandt nok: Glemsel sænker sig hurtigt.
Og for så lige, inden vi taler mere om Børresen: Bogens forfatter Niels Borksand.
Lige nu befinder Borksand sig nok på vej til Bulgarien, hvor han skal dirigere opførelser af Wagners ’Den flyvende hollænder’ på operaen i byen Ruse. Bagefter snupper han lige samme sted samtlige Beethovens symfonier ved fem koncerter. Han er altså dirigent. Hvad alle kunne bevidne, da han uforfærdet og overraskende for et par sæsoner dirigerede hele Wagners ’Ringen’ som koncertopførelser i Christians Kirken på Christianshavn. Tre fulde opførelser i træk, for at det ikke skulle være løgn. Med solister fra Det Kgl. i hovedroller.

DEN UFORFÆRDEDE DIRIGENT

Vi ser os omkring i Borksands curriculum: Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater med debut i 1964. Operatenor med roller og i koret på Det Kgl. i en lang årrække. På Pantomimeteatret i Tivoli 15 sæsoner som Kassander, Columbines far. Leder af 31 turnéer i Grønland med børne- og voksenteater og koncerter. Og så alt det løse: Dirigent af forskellige orkestre i opera- og oratorieopførelser, pladeindspilninger og nu altså Wagner og Beethoven i Bulgarien.
Bulgarien. Landet, hvor han for et par år siden stablede opførelser af netop Børresens opera ’Kadarra’ på benene med ensemblet i Donau-byen Rusa, med danske gæstesolister, bl.a. Stig Fogh Andersen og Gitta-Maria Sjøberg.
CD-indspilningen tildelte vi fire stjerner her på blokken i december 2013 og karakteriserede den som et fascinerende værk på grund af sit grønlandske emne, en historie a la ’Tannhäuser’, fordi den handler om en ung sælfanger, der forsvinder, forføres af en troldkvinde, men løsriver sig og vender frelst hjem igen. Smuk, senromantisk musik.
Det er i høj grad operaen ’Kaddara’, der holder os fast som emne i den Børresen-biografi, Borksand nu har skrevet i et flydende, klart sprog, engageret, godt researchet, fyldt af interessante oplysninger og citater om denne Hakon Børresen, der næsten ikke bliver spillet i vore dage, men blev det dengang, og som samtidig havde en gedigen indflydelse i dansk musikliv i 20’rne, 30’rne og 40’rne, bl.a. som skaber og formand for Dansk Tonekunstnerforening og mange tillidsposter i øvrigt i musiklivet. Han var dynamoen for tilblivelsen af de første landsdelsorkestre i 1930’rne.

16 LIGEOPSTILLEDE FLIPPER

Bogen er fyldt med biografiske detaljer.
Børresen var en karakter, en høj aristokratisk mand, halvt norsk, bosat det mest af sit liv i København i det noble Bredgadekvarter tæt på Amalienborg, ven med kong Christian X i den grad, at de var dus.
Allerede som 19-årig blev Børresen elev af Johan Svendsen, komponisten, der var Det Kgl.s ligeledes norskfødte, indflydelsesrige chefdirigent. I sine unge år tog Børresen på studierejser til Berlin, Wien, Paris og Bruxelles, mødte stjernemusikere og dirigenter, blev ven med bl.a. Edvard Grieg og knyttede sig hjemme til kunstnerkredsene i Skagen, skrev musik til Drachmanns begravelse deroppe etc. etc.
En ung komponist, der blev bemærket, og som førte sig frem.
Niels Borksand har gravet i arkiv-kapslerne på Det Kgl. Bibliotek og fundet f.eks. en kalenderbog med navne og telefonnumre på kontakter – Arthur Nikisch, Busoni, Richard Strauss, Henri Marteau – stort og småt, franske eller tyske sætninger til øvelse og en liste over vasketøj på rejsen: 22 lommetørklæder, 16 ligeopstillede og 6 dobbelte flipper. Borksand noterer med journalistisk sans for pudsige detaljer. Blandt notaterne om landsdelsorkestrene finder Borksand et brev, hvor statsminister Thorvald Stauning har nedkradset på bagsiden: ”En ny indirekte skat”.

VELOPDRAGNE MANERER

Borksand gennemgår værk efter værk og midt i sin positive interesse for Hakon Børresens musik skjuler han ikke den skepsis, der kom til at råde i yngre musikkredse over for Børresens kompositioner og musikalske holdninger. Især hos musikanmeldere. Bogen vrimler med citater fra anmeldelser, der finder Børresen lænket til traditioner fra forrige århundrede, Schumann, Niels W. Gade, Lange Müller, Wagner, Johan Svendsen…
Høj- og senromantik var hans grundvold, og den lettede han sjældent fra.  Hans violinkoncert, spillet i 1909 i Odd Fellow Palæet, karakteriserer Politikens Charles Kjærulf som ”en velskrevet komposition med god holdning og velopdragne manerer.”
På det tidspunkt havde anmelderen Robert Henriques i ’Vort Land’ allerede ved uropførelsen af violinkoncerten i 1903 rullet sig ud med denne svada: ”En komponistpersonlighed skimter man vanskeligt i den af læreren Johan Svendsens ånd ganske slavisk prægede fysiognomi. Hr. Børresen minder i dette stykke om de averterende, der meddeler, at de overtager den gamle grundfæstede forretning, der vil bliver videreført ganske i forgængerens spor, og som i den anledning anbefales til publikums specielle velvilje…” Komponisten Børresen led den skæbne at komme i klemme først over for Carl Nielsens dominerende nyskabelse af dansk musik og i anden omgang over for yngre komponister som Knudaage Riisager og Finn Høffding, der i 1920’rne dannede DUT, Det Unge Tonekunstnersekskab, hvor man kan spore afvisningen af Børresen helt frem til vore dage.
Komponisten Svend Erik Werner kalder i 1993 i Tonekunstnerforenings 100-års-publiktion Børresens forening ”Bagstræberiets, fordommenes og pamperiets foretrukne rugeplads.” Det går på foreningen, men rammer formodentlig også Børresen og hans musik.
I den sammenhæng gengiver bogen dele af en brevveksling mellem Børresen og Carl Nielsen, hvor Carl Nielsen skriver forsonligt om deres indbyrdes forskellige smag og holdninger. Han og Børresen er begge irriteret over musikanmelderne, men det skyldes ifølge Nielsen, at mange af musikanmelderne selv er komponister, der har anmeldelse som bierhverv.
Carl Nielsen: Af disse folk ”kan og bør man ikke forlange, at de skal synes om ting, der ligger enten over eller under deres horisont. Er det hæderlige folk, så roser de, hvad de forstår, og dadler, hvad de ikke kaperer, og så er det, alting bliver skævt.”

TALER HAN ESKIMOISK?

Borksands bog er et lille stykke musik- og teaterhistorie, der levende fortæller om tidsbundne værker og tidsbundne vurderinger. Men alligevel ikke tidsbundne i højere grad end, at man bliver nysgerrig på substansen. Er de to operaer ’Kadarra’ og ’Den kongelige gæst’ værd at genopsætte? Er nogle af de musikdramatiske arbejder, som især Det Kgl. i 20’rne og 30’rne opførte med musik af Børresen, definitivt dømt til skrot? Som musikken til Kaj Munks skuespil ’Cant’? Eller hvad Børresen komponerede til Viggo Cavlings ballet ’Tycho Brahes drøm’? Det er værker, som er fra perioder på Det Kgl., hvor teatret var galopperende produktivt i sammenligning med i dag – sæson 1931-32: 32 skuespil, 16 operaer, 11 balletter.
Borksands bog vækker nysgerrigheden. I samme grad som indspilningen af ’Kadarra’ gjorde for nogle år siden. ’Kaddara’ blev uropført i 1921 med Poul Wiedemann og Tenna Kraft, blev genoptaget i 1933 og bl.a. spillet som mindeforestilling i 1934 for Knud Rasmussen og igen i 1946 for at markere genoptagelsen af forbindelserne med Grønland efter 2. verdenskrig. Statsminister Knud Christensen holdt festtale i teatret.
Et citat af en kommentar fra en tilskuer til Knud Christensens vestjyske er ikke undgået Borksands opmærksomhed: ”Taler han eskimoisk?” hvisker en dame.

gregersDH.dk