Pakrika Steen og Lars Brygmann i ‘Moskva 7. oktober’ (Tegning: Claus Seidel)
HOLST OG ANNA POLITSKAJA
Hanne-Vibeke Holsts dramatisering af den russiske journalist Anna Politskajas tragiske endeligt er fuld af usikre greb.
***
DET er tre og et halvt år siden, den russiske journalist Anna Politkovskaja blev myrdet.
Mordet er ikke opklaret. Så der er frit slag for teorier om, hvem der myrdede hende. Men ikke megen tvivl om, hvorfor hun blev myrdet.
Det er udgangspunktet for Hanne-Vibeke Holst. Den faktuelle virkelighed. Og usikkerheden omkring den.
Hun er romanforfatter. Med sikker hånd, når det handler om at gribe aktuel politisk virkelighed og bygge intrige og plot op, der ligger tæt på.
’Moskva 7. oktober’ er hendes første forsøg på at skrive dramatik. Resultatet er et stykke, der tager usikkert fat om netop en virkelig historie. Sådan én, som vi kan holde op som et billede på, hvor fantastisk og livsbekræftende og stort det er, når et menneske trodser overmagt, fordi retfærdighed tæller mere end noget andet. Og hvor rædselsfuldt det går et menneske, der blindt trodser overmagten.
En heltehistorie. En tragisk.
TYNGET SAG
Så vidt så godt. Men det er også en heltehistorie, der på scenen bliver tynget af tre ting:
Frygtelig mange ORD. Et meget FORVENTELIGT FORLØB. Samt en ISCENESÆTTELSE, der er i tvivl om, hvor vi skal gribes, og hvor vi skal le.
De mange ORD belaster f.eks. de fiktive scener mellem den energiske, kritiske og sandhedssøgende journalist Nina Krasnova (kalkeret over den virkelige Nina Politkovskaja) og Ruslands præsident Andrej Drygin (Vladimir Putin). Ligesom snak præger den påklistrede epilog – et særdeles afdramatiserende forsøg, der åbenbart skal tjene til at udpensle præsidentens søforklaringer.
Det FORVENTELIGE FORLØB: Ikke bare, at historien er så aktuel og velkendt, at alle kender journalistens skæbne. Men at der aldrig for alvor skabes spænding om, hvor, hvornår og hvordan ’skæbnen’ slår til. Vi kan undervejs fortabe os i den private konflikt med journalistens mand, der er fordrukken og utro, børnene, der er de ulyksalige ofre, og en behjertet søster, der prøver at få Anna til at emigrere til Vesten. Men det er endimensionale situationer og endimensionale karakterer, der ikke bringer os meget ud over en rimelig god tegneserie-fortælling.
VI LER
Og så ISCENESÆTTELSEN: Skal vi gribes? Ja, det skal vi da. Skal vi le? Næh. Men det gør vi. Peter Langdal har iscenesat – måske bevidst – så Lars Brygmann spiller journalistens ægtemand som en regeret tøffelhelt og slapsvans, en afdanket studievært, der flirter dovent med svigerinden og dyrker ludere. Hvilket Lars Brygmann får lov at folde ud til en lystspilfigur i nærmest Privat Teater-stil.
For ikke at tale om de rædselsvækkende personager – de tetjenske militsforbrydere, som notorisk arresterede og mishandlede den virkelige Nina Politkovskaja. Her i stykket altså Nina Krasnova.
Janus Nabil Bakrawi spiller den korrupte militshøvding som en afart af Ugandas Idi Amin. Og hans højre hånd har Lars Brygmann modelleret over John Cleese, så man kun venter på, at se døren gå op til badehotellet. Gru-scener afviklet som parodi.
Og situationer, der som scenisk manifestation ikke bliver mindre pinlige af, at skuespillerne må dække dobbeltroller. Lars Brygmann, som vi lige forsøgsvis har accepteret som den lattervækkende, fordrukne ægtemand. Og langt værre: Janus Bakrawi, der også har rollen som Nina Krasnovas redaktør – en opgave, der er straight: Den solidariske redaktør, der dækker sin provokerende, modige journalist, som ind imellem kan være nervøs, men dog gør det. En solid, ordentlig person. Krydsklippet med en idiotisk og lattervækkende forbryder.
Hvis økonomisk nød forhindrer Betty Nansen i at hyre skuespillere til de roller, manuskriptet kræver, så ser man her eksempler på fatale resultater.
HOVEDROLLEN
De to børn, Freja Jeppesen og Ludvig Stig Sørensen spiller så udmærket, som børn nu kan og skal, Søren Vejby et utal af småroller og Sarah Borberg er søsteren, der desværre for hende er en fisk af en rolle. Ole Lemmeke tordner unuanceret frem som præsidenten med de kyniske magtparoler.
Paprika Steen og Ole Lemmeke (Foto: Peter Sørensen)
Og så er vi ved hovedrollen, den som har sulet på benene, den tragisk heltemodige journalist, som ofrer familie, venner og sit eget liv for at løfte sandhedens fakkel.
Det er en rolle, som giver Paprika Steen god mulighed for at bruge meget af sit arsenal af spontan vrede, irritation, lynhurtige beslutninger, replikker og skarpladte følelsesmæssige reaktioner. Figuren rejser sig i glimt til virkelig format, men enstonigheden i manuskriptet forhindrer alligevel, at hun bliver et menneske, vi for alvor føler og interesserer os for.
En apostel med enkelte dyk og ryk i overvejelserne om sandhedskraften. Men alligevel.
‘Moskva 7. oktober’ er et stykke, der nok kan arbejdes mere med. Men næppe så det rejser sig til et stort drama. Alle behjertede hensigter til trods.