Martin Ringsmose og Christine Gjerulff i ‘Misantropen’ (Foto: Allan Toft)

TØR MISANTROP

’Misantropen’ på Aalborg Teater er en hæderlig, men lidt knirkende klassiker-forestilling, der lives op i glimt af Marianne Høgsbros smittende musikalitet.

Moliere: Misantropen. Instruktion: Alexa Ther. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Medvirkende: Martin Ringsmose, Mathias Flindt, Jakob Højlev Jørgensen, Christine Gjerulff, Marianne Høgsbro, Anna Nøhr Tolstrup, Steffen Eriksen og Allan Helge Jensen.

Spiller på Aalborg Teater, St. Scene 28.1. – 31.1. og 24.2. – 21.3.

***

HVAD er han for en fisk, Misantropen i Molières komedie?
Ja, på Aalborg Teater er Martin Ringsmose sådan en forvokset gymnasieelev, der går knuget rundt, trækker rullegardinerne ned, føler sig forulempet af gud og hvermand, bider sig indædt fast i højt løftede principper om menneskehedens fordærv og er sikker på at have retten, retfærdigheden og sandheden på sin side. Som man nu kan være som en umoden yngling, der i virkeligheden lægger låg over sin egen bundløse usikkerhed. I Alcestes tilfælde især over for den parisiske overklasses karriereræs, hykleri, overfladiske hofsnobberi og korrupte selvsikkerhed.
Den selvretfærdige Alceste kan spilles på mange måder, som den ulykkelige, den heltemodige, den romantiske, og flere af modellerne afspejles i de titler ’Misantropen’ har haft ved forskellige opførelser, også i Danmark, hvor man er gået i teatret for at se ’Menneskehaderen’, ’Den melankolske elsker’ eller sågar ’Den harmslagne elsker’ – ’harmslagen’ som en islandsk saga-association?
Den ’misantropiske’ er bare ham, vi har holdt fast i. Det med ’elskeren’ rammer lige den sprække i manden, der lader os se ind til svagheden i hans obsternasige sind: Han er forelsket, og det er det eneste, der kan ryste ham ud af de stivnede folder og gøre ham usikker.

VERS OG RIM

Ringsmose har fat i en Alceste-udgave, men hæmmes samtidig af en tørhed i stemmeføring og replik. En tørhed og mangel på sproglig musikalitet, der går gennem meget af Alexa Thers opsætning, forestillingen er instrueret uden de store opladninger, uden den helt afgørende gnist. Længst når vi f.eks. i en scene som den, hvor den aldrende hofdame Arsinoë forsøger at snage sig ind på veninden Célimène – Alcestes troløse udkårne. Marianne Høgsbro leger med de molierske vers og rim med fin sans for tekstens evne til at få alt de hykleriske og det undergravende i de tilsyneladende så tilforladelige uforskammetheder til at klinge. Tonefaldet smitter på Christine Gjerulffs Célimène, og vi får dermed en dialog, der rummer meget af det raffinement, teksten stiller krav om.
Netop denne dialog midtvejs i ’Misantropen’ kan få os til at spørge om stykket ikke lige så godt kunne hedde f.eks. ’Hetæren’. Altså bringe den fatale kvinde Célimène i fokus. Forførersken, der snor ikke bare den ulyksalige Alceste om sin lillefinger, man også de slimede hoffolk Oronte, Acaste og Clitandre (Jakob Højlev Jørgensen, Steffen Eriksen og Allan Helge Jensen) om tre af de øvrige fingre, for ikke at tale om de konkurrerende damer, der må nøjes med et par tommelfingre: Marianne Høgsbro og unge Anna Nøhr Tolstrup som den lille hund i legen ved navn Éliante.
Den charmerende Célimène med de vidtløftige kvaliteter spilles med frodig troværdighed af Christine Gjerulff.
Scenografisk er den bedste detalje scenens indramning af en stribe barokspejle, der samtidig fungerer som døre. Guf for de forfængelige hofkrukker. Og smidige ind- og udgange.
Vi har set ’Misantrop’-opsætninger med større charme og musikalitet, f.eks. den på Det Kgl. i 2011. Men Aalborg-’Misantropen’ hviler nu i tre uger og kan måske få tonefaldet i bedre svingninger undervejs.

gregersDH.dk