Morten Grunwald Børsen s. 36-37 7.12.09 Interv.

Tannenberg ,xzy[1]

Morten Grunwald (Foto: Tannenberg)

JEG ER ET PERNITTENGRYN

Morten Grunwald fylder i morgen 75 år. Han kunne godt tænke sig at lave Becketts ’Vi venter på Godot’ – på Gasværket. Men han vil ikke være Jon Stephensens afløser. Han bryder sig ikke om teaterkoncerter. Og så er han som altid en skarp kritiker af sjusk med klassikerne.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Tannenberg

———————————————————

MAN render hurtigt ind i ét særligt emne, når man snakker med Morten Grunwald:

”Hvis jeg var chef i Gasværket? Så var der én forestilling, jeg gerne ville lave: Beckett’s ’Godot’.”

Morten Grunwald ler og rykker sig veloplagt frem i sofaen. Han taler om
’Vi venter på Godot’, Samuel Becketts geniale stykke.
Grunwalds øjne lyser, og en strøm af velformulerede argumenter kommer fra ham, mens regnen pisker mod de store ruder i hans Skodsborg-domicil, så Øresund nedenfor forsvinder i et flimmer af vanddråber.
Beckett er hjerteblod for ham. Han vender tilbage til den irske dramatiker gang på gang i vores samtale.

”Nej, nej. Bare rolig. Jeg skal ikke være chef for Gasværket igen. Der skal selvfølgelig en ny mand til. Men ’Godot’ i Gasværket! Jeg besøgte engang Samuel Beckett i Berlin sammen med min kone og Ove Sprogøe. Og viste ham billeder fra Gasbeholderen. Han sagde: ’Ja. Godot’ behøver en STOR scene.’”

Fire små mennesker i det kæmperum?

”Det er pointen. Du skal ikke spille ’Godot’ i et hjørne af en spisestue. Som nogle gør. Det er MASSAKRE på stykket. Det handler om to små mennesker i det store univers. Man skal heller ikke lave alle mulige fiksfakserier med de stykker. Jeg ved godt, at nogle kalder mig klassikerpolitiet og Beckett-politiet. Jeg er en pernittengryn.”

En pernittengryn?

”Ja. Jeg hader hittepåsomhed og ’gode ideer’. Jeg siger: Du skal spille det, der står i teksten. Jeg vil have den rene vare. Det er som den store franske teatermand Louis Jouvet sagde: ’Alt, hvad du lægger til, trækker fra!’ Du skal ikke lægge noget til en Mozart klaverkoncert. Spil, hvad der står. Ligesom du skal bruge Becketts seletøj. Tage det på og spænde det stramt. Teatret har i min tid lidt utrolig meget af, at der var frit slag. Det var noget, der begyndte på den nye Statens Teaterskole, efter at den gamle mesterlære på Det Kgl. Teater var nedlagt. Den oplevede jeg heldigvis. Jeg takker min gud for, at jeg fik de tre år med lærerne dér.”

VI fordyber os igen i den fabelagtige dramatiker Becketts absurde dramatik. Som vi sidder dér i det komfortable hjem, Morten Grunwald og hans kone, skuespilleren Lily Weiding, har skabt sig.
Et eventyrligt sted: På Strandvejen, højt oppe, med grunden skrånende blødt ned mod Øresundskysten – nede ved stranden hans lille pavillon med kanoen, hinsides Sundet den svenske kyst helt ude i kimingen. Sydpå Middelgrunden og Øresundsbroen – hvis man kniber øjnene sammen, og regnen ellers gider holde inde.
Ikke fordi der ikke er nok at se på inden døre. Kunst på hver etage. Bag sofaen, som Morten Grunwald sidder i, et Asger Jorn-billede af voldsom suggererende kraft. Jorn og Beckett er samme generation.
’Vi venter på Godot’ er noget, der rækker langt tilbage i Morten Grunwalds nu 75-årige liv. Et højdepunkt med også Ove Sprogøe og Poul Bundgaard på scenen i Bristol Teatret i 1976. Uforglemmeligt. Både for ham og Lily Weiding, der iscenesatte forestillingen. Og for et teaterpublikum, der husker den.  

”Hvis du spørger Lily – som jo har været en så vigtig del af mit arbejdsliv – så vil hun sige: Vores allerbedste år, det var Bristol Teatret på Strøget. For mig er det selvfølgelig også Betty Nansen og så opdagelsen af Østre Gasværk dengang i slutningen af 70’erne. Dette arkitektoniske pragtværk! Den fantastiske udfordring, det var, at få den bygning reddet og restaureret. Gjort til et teater. Gennemføre de store gæstespil i 80’erne – Peter Brooks ’Carmen’, som han visualiserede, så man troede, det var en dokumentarfilm fra den spanske borgerkrig. Og i 90’erne vores egne ’Les Miserables’ og ’Miss Saigon’, der for mig blev de store kunstneriske og økonomiske udladninger, enormt slidsomme, men givende. Det kan jeg love dig!”

Hvorfor forlod du Gasværket. Det gik jo fantastisk?

”Det var i 1998. Jeg havde været teaterproducent i 27 år. De store musicals var en kulmination. Men det var jo gambling. Jeg havde prøvet at få Østre Gasværk ind i ordningen som fuldt subventioneret teater. Men det ville de ikke være med til, kun give mig en tredjedel. Dengang sagde vi: Så satser vi hele dynen! Med vi mener jeg, Pelle Sadolin og jeg – han har altid været min økonomiske rådgiver. Vi investerede i bygninger og det hele. Og så satte vi nogle billetpriser, der var det højeste, man havde set. Omkring 300 kr. Får vi udsolgt, så kommer det til at løbe rundt. Det gjorde det. Det blev et mirakel.”

Vel også, fordi I kørte jeres budgetter meget stramt.

”Selvfølgelig. Pelle, der er cand.økon. sagde altid: ’Du skal have to søm. Et til betalte regninger. Og et til ubetalte. Der skal være mindst på det sidste.’ Det er også en filosofi, jeg havde med hjemmefra. ’Tjen lidt mere end du skal. Og brug lidt mindre end du må.’

Der var ikke meget med fribilletter. Det talte man om dengang…

”Vi var jo lidt pionerer. Frontkæmpere. Vi måtte selv ud og tjene pengene. Jeg sad også tit selv i billetkontoret. Da Vibeke Storm Rasmussen, amtsborgmesteren, engang ringede til mig og sagde: ’Jeg vil gerne have to billetter til ’Les Miserables’’, sagde jeg: ’Det skal vi nok finde ud af… Hvad må de koste?’”

Hvad svarede hun?

”Hun lagde røret på. Det glemmer jeg aldrig. Men sådan var det. Vi måtte køre stramt for at være sikre på, at det holdt. Ligesom med ’Miss Saigon’ bagefter. Den var hundedyr at lave. Det var efter den, at teatercheferne skulle have fornyet deres kontrakter for en fire års periode. Vi prøvede igen at få Gasværket ind i den fulde støtteordning. Vi sagde til politikerne: I kan ikke bare forvente, vi kan lave dét mirakel igen! Men vi sad altså med en egenkapital på 30 mio kr. i banken… så jeg kan på en måde godt forstå politikerne, når de sagde: Det går jo skidegodt. Du behøver ikke få fuld subvention. ”

Miraklernes tid var ikke slut: Under Jon Stephensen har Gasværket kørt flot økonomisk…

”Bestemt. Men det er da klart – han har fået fem gange så meget i støtte som jeg fik! Så er det ingen sag at spille 150 gange om året. Han er da dygtig. En marketingsmand, der kan få folk ind. Der er bare noget i den kunstneriske muskulatur, der ikke lige er mig.”

Hvad var det?

”For meget ’Vild med dans’. Det er måske tiden. Det, han laver, er ikke kunst – det ligner bare skuffende. Der er så meget spekulation i f.eks. ’Elsk mig i nat’. Men sådan er det med de dér ’teaterkoncerter’. Alle skal lave teaterkoncerter. Nu også ude på Betty Nansen Teatret. Selv er jeg mere optaget af den gode historie. Og jeg vil have den metafysiske side af sagen med. Magien i teatret! Den magi ville jeg gerne igen opleve på Gasværket. Jeg ved godt, at folk vælter ind og siger: Vi er da underholdt! Men det er ikke nok. Jeg vil rystes. Chokeres. Og jeg har da haft enkelte gode oplevelser i de senere år på Gasværket: F.eks. Lars Brygmann som den bedste George, jeg har set i ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ – men så var den forestilling i øvrigt iscenesat og visualiseret, så man troede, det var en friluftskomedie i Ulvedalene. De stod i hver sin ende af haven og råbte til hinanden! Men Albees ’Virginia Woolf’ er den ibsenske dagligstue omsat til Amerika! Det skal bruges rigtigt, det Gasværk.”

Du brugte det til Becketts minimalistiske ’Slutspil’, da du sluttede i 1998.

”Vi skærmede sidepodierne af. Det blev så smukt dimensioneret. Det skulle der også være plads til. Jeg orkede heller ikke at servere den der store Othello-lagkage endnu engang. Der må også være råd til et stykke tunfisk, som bare lige er vendt på grillpanden. Med lidt citron på. Og så et glas kølig Chardonnay. Nix weiter. Det gik fantastisk. Dér var jeg også ligesom kommet i mål efter et maratonløb. Jeg tænkte: Nu orker jeg ikke at starte på noget nyt.
Jeg har ikke fortrudt det.”

SÅDAN nåede vi rundt og tilbage til Samuel Beckett. Og nu rejser Morten Grunwald til Venedig, fejrer sin fødselsdag sammen med Lily Weiding og blæser for en stund på dansk teater og al Gasværk-snakken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *