Paw Henriksen som Paw Henriksen i ‘Mig og Tyson’ på Teater Grob. (Foto: Emilia Therese)

SMASK!

Skuespilleren Paw Henriksen griber sig selv i sin drenge-fiktion af bokseren Mike Tyson. Et lige-på-og-hårdt stunt.

Manuskript: Thoimas Markmann, Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Edward Lloyd Pierce og Rafael Frisenvænge Solholm. Medvirkende: Paw Henriksen og unavngiven bokser.

’Mig og Tyson’ spiller på Teater Grob indtil 11. maj. Varighed: 1 t. 20 min.

****

SMASK! En lige højre. Den sidder. Vi er til boksning i Teater Grob med skuespilleren Paw Henriksen. Og bokseren Paw Henriksen.
Er det alvor? Ja sandelig. Paw har siden drengeårene drømt om boksning, tænkt på boksning, gået til boksning, bokset kampe for en klub i Køge og hjembragt et juniormesterskab i en eller anden vægtklasse – dog ikke den, hans barndoms helt Mike Tyson befandt sig i, da han i 80’erne nedlagde, hvad der kunne krybe og gå af sværvægts-fænomener, indtil de netop ikke mere kunne hverken krybe og gå – og indtil Tyson selv blev knock outed af en modstander med et kølleslag, der blev det sidste.
Den beundrede Tyson med jernblikket, som borede sig i øjnene på modstanderne, allerede inden klokken lød til første omgang.
Det er dér, vi skal hen.
Dramatikeren Thomas Markmann har set, hvilket potentiale, der ligger i, at få Paw Henriksen til at spille sig selv i et stykke fortællende dokumentarisme om selvovervindelse og viljestyrke.
Paws egen historie, der er en historie om at vende en slagsbror-barndom af skrappeste skuffe, handler om at vokse op et sted på kanten af Brøndby og Greve, hvor der ikke blev givet ved dørene. Hvor Hundige-rødderne bankede tænderne ud af munden på ham under bandekampe. Hvor kammeratskab betød: Hvem kan slå hårdest. Og hvor Mike Tyson dukker op som idolet, underklasseknægten fra et fattigkvarter i New Yorks Brooklyn, som selv rammer tændsatsen til karrieren, da han en dag spontant smadrer en fyr til plukfisk, fordi han ifølge myten tager hårdt på en due, en af Tysons fredsommelige venner i baggården.

VILJEN

Viljen til slå fra sig, viljen til a vinde, er temaet. Det er sin egen historie, Paw fortæller. Med indædt præcision, glimt af ironisk distance, men især sprudlende i beretningerne om trænere, der punker ham, og kæresten, som prøver at hive ham fra bokseriet.
Paw gennemspiller ping pong-dialoger med både hende og træneren, men først og fremmest holder hen hele tiden en art indre dialog kørende med Mike Tyson, som vi følger i en række videoklip, studeret og beundret, ikke for sin afstumpede urkraft, men for den ubøjelige viljestyrke.
Er det godt teater? Vel så. Skuespiller-identitet sat på spidsen. En skuespiller, der i en grad, der næppe kan anfægtes, som er sig selv og spiller sig selv i Moqi Simon Trolins instruktion og med en tekst af Thomas Markmann, der virker godt biografisk researchet.
Det evige spørgsmål om skuespilleres indlevelse og ind- og udtræden i fiktionen så vi i efteråret skildret i Johanne Louise Schmidts neurotiske, stofmisbrugende skuespiller i ’Personer, steder ting’ på Det Kgl.
Tur-retur mellem virkelighed og fiktion.
I Markmanns ’Mig og Tyson’ er vi som til en dokumentarisk case story, egnet til præsentation hvor som helst: På et sundheds-seminar. På en teaterskole. I Folketinget som oplæg til en lov om forbud mod eller grønt lys til professionel boksning. Som TV-show. Hvad som helst.
Og hvis nogen skulle tvivle på, at den glimrende skuespiller Paw Henriksen stadig har krudt i næverne, hvis det kniber, så slutter forestillingen på Grob med, at der tropper en kleppert af en bokser op, Paw klæder om, går i ringen og tager tre omgange, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem.
Et black out efterlader os i uvished om vinderen. Vi tror på det gode i menneskene.

gregersDH.dk