OVERVÆLDENDE
Forbløffende aften med den canadisk-hollandske sopran Measha Brueggergosman og Trondheimsolisterne i Tivoli.
****
Measha Brueggergosman (Foto: Jou von Tiedemann)
EN snørklet sti. Med landskaber, der forvirrer. Vi er til en koncert i Tivoli, den vil fortælle så meget, og vi er nysgerrige. Hvad har de for med os? Ved de det selv?
Dér kommer ’Trondheimsolisterne’ ind, indtager scenen for at spille Griegs Holberg-suite, denne yndefulde pastiche, der er mere kunstfærdig, men mindre frisk duftende af ungdom end Carl Nielsens ’Lille suite for strygere’, som er så uforskammet at melde sig undervejs – alligevel, vi fanges ind af Griegs kamp med sit stof i de sære tonale skred i andante-satsen, og smiler glad med ham i den afsluttende rigaudon, provencalsk dans – så er vi pludselig dér!
Men så er de gode norske strygere straks efter baggrund og indpakning for den overvældende Measha Brueggergosman (sig navnet!), overvældende, fordi hun er så prægtig at skue, den canadiske sopran, men også overvældende for det, hun har for med os.
BRITTEN
Allerførst sange af Benjamin Britten – de helt forvirrende kabaretsange, han komponerede til tekster af W.H. Auden, forvirrende fordi de springer fra den mest kåde kærlighedsanalyse til den mørkeste depression, alt formuleret så diskret og underfundigt, og sandelig også sunget med alt fra sitrende dommedag til kåd vellyst af dette for de fleste af os nye sopran-bekendtskab, tak for hende!
Selvbevidst – også i sin egen professionelle forbavselse over det overskud af lunser, hun kaster ud til os, af smil, af vokal power, af sprængladninger af farvelade i stemmens kolorering og teksternes finesser.
SATIE
Og så: Endnu vildere i de absurde sange af Erik Satie, der fulgte efter – Satie, der spiller ud med krukkeri, uløselige gåder, øm ironi – så er vi på Place Pigalle, så er vi i en bus proppet med cement i stedet for mennesker, så danser vi two-step med ’La Diva de l’Empire’, så segner vi omkuld i øm erotisk salighed i ’Tendrement’ – alt sammen med tungen-i-kinden, for vi både tror og ikke tror, og pragtsopranen med det uoverstigelige navn forløser hvert eneste af Saties elskværdige krumspring.
Ingenting forstår vi helt, men de forvirrende sange har hun også indsunget på en cd, og den kan sikkert med udbytte nærme sig. Satie er ’zum Lachen’, men også mere end det, tror jeg, hvis man går ham på klingen. Det mener i hvert fald den ypperlige musikprofessor Karl Aage Rasmussen, der kalder Satie ’en harmløs terrorist’, som alligevel ikke er så harmløs.
UVENTET
Denne forbavsende koncert sluttede så med Trondheimer-ensemblet i kamp med Tjaikovskijs infernalske jagt på dæmoner i ’Souvenir de Florence’ og Brueggengosman til at føre os hjem til Grieg igen med ’Våren’ – ikke med Flagstads bjergtagende vidder i stemmen, men smukt, jo.
Så uventet og usædvanligt, meget af det, vi her var vidne til, og der var da også småt besat i den store sal.
Det københavnske koncertpublikum har skulet til navne og værker: Hvad var nu dét for noget!
Det skal jeg gerne sige: Noget overordentlig spændende.
