Concerto Copenhagen i Tivoli 3.8.2011 Anm.

MORTENSENS  TEATER

 

Lars Ulrik Mortensen får himmel og jord og barokkens komponister i tale med Concerto Copenhagen og sine solister denne aften i Tivolis Koncertsal. Et high light i Copenhagen Opera Festival.

 

*****

 Lars Ulrik Mortensen (foto: Tivoli)

ET kast med hovedet. Sådan. Dér fik i den!
Tuva Semmingsen afslutter sin styrtsø af en koloratur med et tilfreds hug. Som en fodboldspiller, der har scoret. For sådan er det jo også med de barokarier – de er præstationer. Præstationer ud over alle bredder! Færdig arbejde! Ikke bare: Jeg klarede den! Nej, jeg stangede den ud til jer. Fuld valuta. Smæk for skillingen!
Sådan som denne aften i Tivoli udfolder sig med Concerto Copenhagen, er vi til vokal-præstationer.
Men sandelig også til meget mere. Vi er i teatret. Lars Ulrik Mortensens teater. For Mortensen er en scenisk kapelmester.
Og vi er i Händels, Rameaus og Purcells teater. Fædre til en musik, der på den ene side er ekstatisk virtuositet og stemmeekvilibrisme, lige til at brække halsen på, hvis sangeren ikke er i olympisk form.
Og så på den anden side er musik, der er rent teater. Action. Udladninger af udtryk. Voldsomme. Sarte. Dialoger, der hvert øjeblik gør alt, også det rent instrumentale, til dramatiske samtaler, opgør, vilde diskussioner mellem instrumentgrupper og temaer.

PÅ SPRING

Man kan lukke øjne og følge de dramatiske situationer, der er udgangspunktet. Blæse på, hvad det egentlig er for teatralske handlinger mellem guder og mennesker, komponisterne omsætter til musik. Musikken bliver til sit eget drama. Et eller andet sted giver vi fanden i, hvad det er for sindsoprivende eller sindssvage plots, der er på spil i operaernes librettoer – musikken har sin egen verden af slagsmål, mundhuggerier og kærlighedserklæringer.
Vi erkender fuldt ud, at Lars Ulrik Mortensen er en dirigent, der mere end nogen anden med sin monumentale, dramatiske gestik medskaber det musikalske drama. Det er også vores teater. At se, at følge hans besværgelser, se ham aftegne hvert udsagn, hver pointe med sine blæksprutteudladninger, det er troldmandskunst, for alt forplanter sig gennem hans arme, hans ufattelige lange arme og fingre, og hans animerende smil til musikerne, hans ustandselige på-spring attituder, der er electric boogie omsat til organisk liv.

DRAMA

Vi kan bruge øjnene eller lade være. Ligegyldigt. Purcells nattemystik, Rameaus franske retorik, Händels instrumentale livtag med det rene menneskedrama midt i eventyrfabelsnakken – alt får Mortensen og hans musikere til at blive drama.
Hver scene bider den næste i halen. Vi er til musikalsk stand up. Ingen tøven mellem satser, alt hænger sammen eller spiller op mod det næste.
Mortens solister er med perfekt omtanke ført ind med dramaturgisk præcision. Tuva Semmingen som den statuariske mezzo i flere roller. Maria Keohane med den smalle, præcise sopran som troldkvinden i Händels ’Alcina’ eller skovnymfe i Purcells ’Fairy Queen’ – den sidste et helt ekstravagant eksempel på, hvad Mortensen kan sætte i svang: Det totalt vibratoløse strygerensemble med Keokanes næsten totalt vibratoløse ’murm’ring streams’ og ’pleasing dreams’ – du har ørerne helt ude dér, hvor de vokser hinsides naturens grænser. Og den mandlige enegænger blandt sangerne: Anders Dahlin på uriasposten med Rameaus ’Platée’, der er en tsunami, der må kunne vælte enhver tenor. Men ikke Dahlin. 
Gider vi leve med en halvt fyldt sal i Tivoli til sådan en aften?
Ikke gerne. Men vi lever jo i det for tiden så højt besungne trykke-, tale-, og altså også møde-frie samfund.
Så udeblivelsen må de andre selv om. Her fik vi endda et absolut high light i den Copenhagen Opera Festival, der pulserer i øjeblikket.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *