JAKKESÆTTET HÆNGER KLAR
Med indmeldelse i DI har det progressive teater Mungo Park markeret et iøjnespringende stilskift
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam
Teatret Mungo Park har meldt sig ind i Dansk Industri.
Hva’be’har?
Jo. Det kan man læse i DI’s medlemsblad ’DI Business’ nr. 40, 3. december, som fortæller om Mungo Parks opbygning af en koncern med aflæggere i Kolding og Frederikshavn. Det lille teater i Allerød med de store armbevægelser vil frem i verden. På utraditionelle præmisser.
Teaterchef Martin Lyngbo bekræfter, mens han tygger en sandwich i sig i
Teatrets røde sofa.
Sofaen har set bedre dage. Men livet ligger foran både den og Lyngbo. Mungo Park ekspanderer. Det har det gjort i årevis. Det begyndte med en nedlagt møbelforretning i Nikolaj Cederholms tid. Det groede under Lars Kaalund og Peter Reichhardt. Og nu sidder Martin Lyngbo og snakker med klingende veltalenhed om ’koncern’ og selskabskonstruktioner og opsplitning i bestyrelser.
”Jakkesættet hænger klar. Vi er ikke blege for at gå til møder og lade, som om vi er forretningsmænd. Ingen problemer.”
– Hvad er meningen? At tjene mange penge? Få en ny sofa?
”Formålet er ikke at tjene mange penge. Det har vi ikke mulighed for med den slags teater, vi laver. Så skulle vi spille musicals og have en kæmpe sal. Formålet er at bruge det kapitalistiske værktøj og sprogbrug til at erobre kunstnerisk frihed. Pointen er, at hvis du opfører dig, som om du er en offentlig virksomhed, så bliver du også behandlet som en offentlig virksomhed. Og hvis du opfører dig som en græsrodsorganisation, så bliver du bare slet ikke behandlet. Så bliver du ignoreret. Men hvis du opfører dig, som om du er en ung og fremadstræbende ambitiøs, privat virksomhed, så bliver du taget alvorligt. Dét gør vi så. Og bliver taget alvorligt.”
– Også af stat og kommune, der støtter jer som egnsteater?
”Her i Allerød Kommune er de bare glade for, at vi som professionelle teaterfolk tager os af driften, så de slipper for en masse problemer. Vi har en egnsteater-aftale. En kontrakt, som beskriver, hvad de forventer af os: Tre voksenforestillinger om året. 100 forestillinger i alt. Men vi laver meget andet. Koncerter, børne- og ungdomsteater, debataftener. Vi turnerer i hele landet og viser Allerøds navn frem. Vi giver dem, hvad de betaler for. Og mere til.”
– Hvad vil I så endnu mere, når det går så godt?
”Al den know how, vi har opbygget, må kunne bruges. Det var noget, jeg spekulerede på, da jeg for et par år siden løb en tur på Århus Havn. Vi gæstespillede på Svalegangen i Århus og havde et fint samarbejde med det teater. Men der er nogle begrænsninger. Vores produktionsformater passer ikke sammen. Vi var et repertoire- og ensembleteater. Altså med flere forestillinger løbende over en lang periode og et fast hold af skuespillere til det hele. Svalegangen spille som de fleste teatre: Et stykke ad gangen, og skuespillere ad hoc-ansat. Kunne man lave et teater, som det var nemmere at arbejde sammen med? Det måtte man kunne. De nye storkommuner ville nok føre til, at der opstod nye teatre. Det gik vi i den følgende tid og snakkede højt om. At få vores teatermodel til at gro. Pludselig ringede Kolding Kommune til os. De syntes, det lød spændende. De ville da gerne have sig et Mungo Park Teater. Derfra kørte det. Det er det samme, der er ved at ske i Frederikshavn.”
– Og I skal styre det hele?
”Slet ikke. De vil være helt selvstændige. Med egne bestyrelser og egen ledelse. Det samlende er en selvejende institution, der hedder Dr. Dante Mungo Park. Den ejer retten til at bruge navnet Mungo Park og navnet Dr. Dante. Det er det eneste magtmiddel, Mungo Park har i forhold til Kolding. Vi kan tage navnet fra dem igen. Lad os kalde navnet et kvalitetsstempel. Og vores indsats konsulentvirksomhed. I Kolding kan de trække på vores erfaring og kontaktnet. Det er svært at lave teater, skal jeg hilse og sige. Der tager tid at bygge et teater op. Vores i Allerød går tilbage til 1979. Vi har overstået alle begynderfejlene. Der er ingen grund til, at de skal gentage dem, når vi nu er der og kan hjælpe med at strukturere det for dem. Og så er der det med udvekslingsmulighederne, som er svær med Svalegangen.”
– Hvad vil du kalde jeres koncept?
”Vi har givet det en overskrift: ’Bidrage til kvaliteten af det offentlig rum’. Det prøver vi at gøre med de midler og de kompetencer, vi har. Al den samtale, der kører mellem mennesker i alle mulige situationer, vil vi gerne bidrage til at kvalificere. Vi laver teater. Det er klart. Men vi engagerer os også i den offentlige debat. Skriver indlæg om alt mulig. Når vi laver pressearbejde, er det ikke bare salgsoperationer. Journalister, der vil skrive om os, prøver vi at klæde på, så det ikke bare bliver noget dumt og reklameagtigt og ’kom-og-se-skuespillerne-smide-tøjet’. Arrangementerne med den lokale biograf og biblioteket suppleres af paneldebatter i samarbejde med Det kgl. Bibliotek. Vi arbejder med ældreinstitutioner, skoler og klubber. Vi producerer cd’er. Vi har oprettet Mungo Park Bureau, et eventbureau, der også løser opgaver for bl.a. kommunen.
– Du er boss for det hele. Ingen kollektiv styring?
”Tværtimod. Mungo Park er ikke noget gruppeteater. Der er præcise ansvars- og jobbeskrivelser. Som teaterchef har jeg det endelige ansvar. Jeg har kontrakt frem til 2009 og kan kun blive fyret af bestyrelsen. Når jeg instruerer forestillinger, kan jeg vende mig til lysmanden og assistenten og spørge dem: – ’Skal vi skære den scene eller hvad?’ Og så sige: – ’Jeg har hørt, hvad I mener. Jeg er bare uenig. Derfor gør vi sådan.’ Det er den grundlæggende forudsætning for vores arbejde. Konsekvente spilleregler.”
– Og arbejdstidsregler?
”Ja. Det er vigtigt for mig som arbejdsgiver, at det er en moderne virksomhed, hvor man arbejder 37 timer. Og afspadserer, hvis man arbejder mere. Styr på overenskomster, pensionsforhold og barselsorlov.”
– Tjekker man ind med kort ved indgangen?
”Dér går grænsen. Det er ikke nødvendigt. Folk kan lide at arbejde på Mungo Park.”
