‘Et drømmespil’ Betty Nansen Teatret 8.12.07 Anm.

DEN SYVENDE HIMMEL

Et drømmespil’ på Betty Nansen Teatret er en drøm af et spil i Katrine Wiedemanns hænder. Djævelsk grotesk og underholdende.

******

Kender du den med at komme ud af et teater og mærke, at jorden gynger under dig, der er sus i hjernevindingerne, og du smiler til vildtfremmede mennesker?
Nå, ikke. Så prøv lige ’Et drømmespil’ på Betty Nansen. Den forestilling kan bringe dig i svævende tilstand op og ned ad Frederiksberg Allé på vej mod den ottende himmel. Den syvende kommer du fra. Det har Katrine Wiedemann (instruktør), Maja Ravn (scenograf), Sofie Gråbøl og resten af spillerne sørget for.
Helt konkret Sofie Gråbøl, for hun har kontakten til det himmelske i stykket. Hun spiller en gudedatter, der – ved et skud i tågen – dumper ned på jorden og tager på studietur rundt mellem menneskene.

NED PÅ JORDEN

Strindberg – og ham skal vi ikke glemme, for det ham, der har skrevet ’Et drømmespil’ – kalder hende ’Indras datter’.
På Betty Nansen hedder hun Agnes. Dét kan man sige trækker hende godt ned på jorden. Det lyder som pigen henne om hjørnet. Eller den uskyldige dims i Molieres ’Fruentimmerskolen’.
Der er mere pulver i ’Indras datter’. Strindberg havde noget med indisk mystik og filosofi. Og så ville han vel ikke ligefrem gøre pigen til Jesu’ søster. Bøvl med det kristne præsteskab havde han nok af.    
Men her kommer hun altså dumpende ned fra Cassiopeia, og det er ikke hverken Vorherre eller Zeus, der har sluppet hende løs, det er Indra.

MARERIDT

Hvad er meningen?
Det er netop spørgsmålet i dette eventyr. Eller mareridt, må man nok kalde det. Hvad er meningen med livet. Menneskelivet. Gudedatteren vil gerne vide det og spørger så, hvad menneskene selv render rundt og tror, der er svaret. Hun er turen rundt. Og Katrine Wiedemann har valgt at gøre turen yderst konkret med fuld udnyttelse af alle de svingture, Strindberg lægger op til for at ramme det jordiske leben på kornet. Det leben, som han selv finder temmelig idiotisk, underligt og ikke til at se ret meget mening i. Det, som er et kaos af drøm og virkelighed, uforklarligheder. Tågede illusioner og råt og klart dagslys.   

HUDLØST NÆRVÆR

Sofie Gråbøl går løs på det hele med infernalsk sult på at blive klogere  – og med samme lyse forhåbninger som Martin Greis gør det i fyrst Mysjkins skikkelse i Århus Teaters ’Idioten’ (se anmeldelsen 7.12.).
Hun er hudløst direkte, nærværende og byder sig selv det utroligste, oppe og nede, ude og inde, roder sig f.eks. ud i ægteskab med Olaf Johannesen, der spiller det mest hard core advokatrøvhul, Strindberg her kunnet se for sig – eller måske mødt på sin tornede vej gennem stockholmer-livet.  

FRÅN OVAN

Den scene sætter et sådant visuelt drøn i forestillingen, at man næsten taber vejret – lige så meget, som de tre medvirkende på scenen gør det. Wiedemann bruger mange gange undervejs tricket med at vende scenebilledet 45 eller 90 grader. Det er jo ikke for ingenting en gudedatter, der ser det meste ’litet gran från ovan’. Som Selma Lagerlöfs Niels Holgersen.    

KNALD OVER SKRIVEBORDET

Advokatkontoret som eksempel:
Skrivebordet er lagt ned, advokat Johannesen ligger på ryggen på sin stol og braldrer op om klienterne og hvem som helst med den fabelagtige, jernhårde artikulation, som er Johannesens art.
Så dukker Sofie-datter op, og her skal sandelig ikke kikkes på fra oven. Den rasende prokurater skal forløses, og hun lære ægteskabet at kende. Indledningen er en scenisk tour de force med knald hen over og under det væltede skrivebord, så guderne må sig forbarme og scenegulvet – for ikke at sige delinkventerne i seancen – holde til det. Inklusive Laura Bro, som lige har udskiftet sin ballet tutu med stuepige-antrækket og kort efter roder mellem ben og arme på parret og deres nyfødte i målbevidst forsøg på at klistre vinduerne til for trækken i det rådne køkken, som advokatkontoret er forvandlet til. Kvælende klaustrofobi trækker sig sammen om gudedatteren.
’Jeg klistrer og klistrer’, mumler Laura med stoisk ro, mens den stinkende kål koger over, spædbarnet hyler, og parrets lovestory forvandles til et af den slags ægteskabelige rivegilder, som Strindberg kunne udenad i skrift som i tale.

2+2

Den scene er blev en af mange, hvor Wiedemann i den grad får handling og scenebillede til at rykke. Rene adrenalin-indsprøjtninger.
En scene som mareridtsdrømmen af en skoletime, hvor Jens Jørn Spottag som en anden Lektor Blomme hundser med en elev, bliver affyret i lynhurtige skift i klassens positioner  – en koreografisk kup, som i ekstrem grad forstærker den tyranniske forfølgelse af børnene. Spottag oven i købet med utvetydig Hitler-mimik.
’Hvad er 2+2?’ skal eleven svare på og går helt i baglås af rædsel. Den totale stilstand over for rundpiskningen af eleverne. 
Rytmisk, organisk bevægelighed hele tiden. I dramatiske kontraster.
Latteren runger i salen, når Ole West-Madsen som officeren igen og igen forgæves stiller ved sceneindgangen med roser til ballerinaen, lige optimistisk, kun roserne mere og mere slatne år for år.

SYND FOR MENNESKENE 
Tableau efter tableau af lattervækkende udslag af menneskelig dårskab og trivialitet – en bedårende Lilly Weiding som teatrets portnerkone, åndeløst administrerende sine præcise virkemidler, skuespilkunst af guld og fremragende udnyttet af Katrine Wiedemann. Morten Staugaard i flere roller, især som karantænemesteren, der forvalter de korporlige ofre for dårskab og vanvid med videste margen – vi er alle modne til indlæggelse. Også Christine Gjellerup Koch indgår brilliant i en række mindre roller.
Sofie Gråbøl kan med sin ørehængende replik konstatere, at ’Det er synd for menneskene’.
Det kan da godt være. Men det er ikke synd for os at få det at vide på den måde, det bliver fortalt på Betty Nansen Teatret.

Gregers Dirckinck-Holmfeld
       

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *