Nicolai Dahl Hamilton, Kitt Maiken Mortensen og Cecilie Stenspil i ‘Mågen’ (Foto: Miklas Szabo)
FOR SENT, FOR SENT…
Sjældent har man set så meget rastløst renderi på en scene, som i ’Mågen’ på Det Kgl. – et genialt greb til forløsning af Tjekhovs mageløse nulpunkt-dramatik.
******
Jens Frederik Sætter-Lassen, Benedikte Hansen, Preben Kristensen, Cecilie Stenspil og Mikael Birkkjær (Tegning: Claus Seidel):
– DET er for sent…
Siger Preben Kristensen. Opgivende, men også bebrejdende. Sagt stilfærdigt med den næsten ufattelig perfekte diktion, denne skuespiller behersker – et sted taler han med mad i munden, vi hører hver konsonant, skønt rummet i det forfaldne landsted, det hele foregår i, har en akustik, der er som i en tømt balsal.
Preben Kristensen spiller den aldrende Sórin i Tjekhovs ’Mågen’. Og hvorfor citerer jeg lige dén replik? Fordi den gentages i flere variationer af flere af personerne i stykket.
Al ting er for sent i Tjekhovs ’Mågen’, der udspiller sig på et derangeret gods i en russisk provins – alle i familien skulle have gjort noget, ville have nået et eller andet, burde efter deres egen mening handle, men livet passerer forbi dem, nogle har mål i sigte uden at flytte sig, andre har kun vage forestillinger tilbage om et eller andet, der kunne have været anderledes.
GESKÆFTIGHED
Hvordan håndteres al denne apati, denne uforløsthed, disse frustrationer af den engelske iscenesætter Katie Mitchell?
Hun kommer til os og Det Kgl. med et ry for at være afsindig præcis og nøjeregnende i sin jagt på naturalisme, en rendyrket fan af russeren Stanislavskij, som for tre generationer siden bragte naturalismen til teatret som metode og evangelium.
Det kunne med andre ord blive meget perfekt. Og nemt så dræbende som en søndagsprædiken. Men hun gør nærmest det stik modsatte af, hvad andre – også Stanislavskij-dyrkere – gør. Hun speeder stykket op. Handlingen. Replikkerne. Skuespillerne. Ikke konstant, for hun har en mesterlig timing af det koncentrerede forløb, vi oplever med den arme familie og deres tjenestefolk.
Netop derfor virker de statiske situationer stærkt.
Det er den vanvittige geskæftighed og næsten paniske fortravlethed, som fortæller disse fortabte menneskers situation.
OP I LIMNINGEN
Geskæftigheden er både grundløs og formålsløs. Når Irina Arkádina, søsteren til Sórin, pludselig foreslår, at der skal spilles tallotteri, går hele familien i dirrende panik af travlhed, som om der var udbrudt skybrud og alle måtte til pumperne.
Og når hun – Benedikte Hansen, som er denne flagrende, selvoptagne og dybt frustrerede primadonna Irina – lige så spontant vil bryde op fra stedet og rejse, går hele husholdningen op i limningen af pakkeiver og skænderier om der nu er heste til rådighed til at spænde for vognen. Der løbes, gestikuleres, pakkes, slæbes. Alt sammen selvfølgelig forgæves. For den lunefulde donna opgiver igen afrejsen – som i virkeligheden også er uden pointe.
Den er som alt andet en rastløs og desperat tumlen på stedet. Alt er jo dybest set – for sent.
Her ligger nøglen til den tragikomik, der også er ’Mågen’. Jo mere geskæftighed, desto mere dødvande. Jo mere stritten til alle sider, desto mere sørgmunter uflyttelighed.
SPLEEN
På denne baggrund stykker Katie Mitchell detaljerne sammen til et virtuost partitur af store og små handlinger. Og hun får det maksimale ud af skuespillernes evner for at karakterisere deres figurers kraftesløse slåen sig i tøjret. Galleriet er stort – der er tretten skuespiller på rollelisten – men lad os nøjes med et par af dem: Debutanten Jens Frederik Sætter Lassen spiller skuespillerinden Irinas søn Konstantin med de voldsomme dramatiker-ambitioner.
Sjældent har man set så sprængladet spleen. Hans forsøg på at overbevise familien om sin genialitet med sit lille blodfattige avantgarde-drama, lagt i hænder og krop, dels på hans lille ivrige, men forurettede tilbederske, Kitt Maiken Mortensen i hulkesøster-udgave, dels på hans muse Nina, Cecilie Stenspil i al uskyldig flor, hele seancen modtaget med desorientering og overbærende ironi af familien – dette forsøg afvikles med ham selv ved klaveret i atonal performance. Et tredive år fremskrevet fænomen i betragtning af, af opsætningen regelret foregår i 1890’erne! Men netop et af disse rivruskende forskydninger, der sætter personernes hjælpeløshed og situationens frønnede tilstand i relief.
Senere gør den håbefulde unge kunstner sig alle mulige anstrengelser for at fordybe sig i sit eget fortabte sortsyn ved at fornærme især den feterede elsker til hans mor, forfatteren Trigórin, spillet med selvretfærdig arrogance af Nicolai Dahl Hamilton. Og ved at sætte sig til klaveret i tide og utide og spille alt det, han dybest set er bedst i stand til at føle noget for: Chopin og Bach.
Drømmen om at skabe noget revolutionært er allerede for sent på den. Alle signaler peger baglæns. For ham som for alle andre.
RENDERI
Til alt dette har Katie Mitchells landsmand, scenegrafen Vicki Mortimer skabt en dødssejler af et herskabshjem, en spisesal, der hænger i laser. Med seks-syv døre, der åbner op for det ustandselige og frugtesløse renderi af mennesker, som ved mindre om, hvorfor de render end en myretues beboere, når du pirker i tuen.
Vi nævner gerne den store stab af skuespillere, der på forrygende vis udfylder myrernes roller – ud over de allerede nævnte: Sara Boberg, Peter Gilsfort, Mikael Birkkjær, Mathias Hedegaard Andersen, Esben Smed Jensen, Jesper Bruun Henriksen og Simone Karrebæk.
Hver eneste af dem er et studium værd i en forestilling, som er båret af den mest formidable akkuratesse og indsigt i Tjekhovs desperate og arme menneskeverden.
Et eller andet sted minder alt, vi ser, om en typisk amerikansk sit com. Måske stillede Tjekhov med prototypen på genren. Aldrig siden nået til sokkeholderne. Komisk og deprimerende. Men det kunne Tjekhov jo ikke vide.
