Lady Macbeth’ endeligt i den polske ‘Macbeth’ på Kronborg (Foto: Arne Magnussen)
BLOD OG KEDSOMHED
Den polske ’Macbeth’ på Kronborg vil være grum. Men ender med at kede. Trods sin korthed.
***
Viel Geschrei – og sikkert også: Viel Wollen. Sådan virker den polske gadeteater-udgave af Shakespeares ’Macbeth’, som i disse dage spilles på Kronborg. Og det er sådan set OK. Bortset fra, at man keder sig, som den skrider frem.
Den vil netop så meget, den opsætning.
Især ryste os. Med hoveder, der ruller. Blod, der flyder. Og et hidsigt opdated regi med nedskydninger, knivdrab – og alt, hvad der ellers får os på mærkerne i disse tider, inklusive drønende, sortklædte rockertyper på deres motorbikes – ganske vist ikke Harley’er, men nogle lettere afdankede typer, der bringer mindelser om Die Wehrmachts motoriserede rundsave, endda med sidevogn, anno 1940.
KATOLSK
Den vil mere end det.
Den vil f.eks. også tilføre Shakespeares psykopatologiske skildring af Macbeths og Lady Macbeths blinde magtsyge, deres ’decline and fall’ og definitive styrtdyk mod helvedes kvaler – tilføre alt det en stråle af modspil, der ser lidt anderledes ud end hos Shakespeare, hvor retfærdigheden sejrer gennem mobilisering af almindelig menneskelig manden-sig-op hos modstanderne. Oven på alle blodsudgydelserne.
Polakkerne er ikke for ingen ting katolikker ind i marven. I deres version er det en madonnaskikkelse, der lyslevende toner frem højt hævet over publikum og udsynger frelse og straffedom. Den slutning ville anglikaneren Shakespeare have protesteret mod.
MUSIKKEN
Det er kulminationen på en forestilling, der er som ét stort oratorium, båret af musik, en elementært velklingende, dramatisk musik, der virker som efterklang af Verdi-opera. Og som har Madonna-sopranen som ledetone i lange stræk.
Til gengæld bliver man hurtigt lidt træt af de gentagne visuelle effekter. Heksene på stylter. Små og store bål, der tændes. Motorcyklernes hærgen. Tempoet trækkes ned, jo mere det bliver forsøgt sat op.
Det er netop den visuelle effekt, polakkerne vil have til at bære denne opsætning. For ordene er nærmest udraderet. Den fantastiske shakespearske dialog er reduceret til nogle få brokker, talt på et mådeligt engelsk og sendt ud gennem højtalere, der yderligere slører.
ROMEO OG JULIE
Den nyetablerede Hamlet Scenen med Lars Roman Engel som chef skal da have ros for at forsøge sig med sådan et polsk gæstespil på Kronborg. Men ikke for at lade polakkerne trække starten på forestillingen tre kvarter ud med nogle improviserede, grand guignol-tableauer på bastionerne.
Tirsdag fortsætter man med ’Romeo og Julie’ – i pizza-familiekrig. Den forestilling er hentet fra Vilnius i Litauen. Lad os håbe, den er lige så interessant som den litauiske ’Hamlet’, vi så for nogle år siden på Kaleidoskop.
