BLEGT LYS OVER SKAGEN
Musicalen ’Lyset over Skagen’ er en mat affære – trods gode solister.
**
Stensikkert. Der ligger et stort arbejde i musicalen ’Lyset over Skagen’. Musicalen havde Københavner-premiere lørdag 15. september, trimmet formodentlig oven på en række forestillinger siden premieren i Skagen 10. august.
Så altså. For lige at slå dét fast: Det stædige, årelange arbejde, Nyt Dansk Musikteater i Vejle præsterer for at bygge musical-forestillinger op, hver gang med temaer, der kaster lys over en dansk kultur med noget jysk som stikord, er helt imponerende. Egtvedpigen, Demokraten, Julius, Peter Sabroe – rækken er lang efterhånden, og vi følger hver ny produktion med sympati, nysgerrighed og levende interesse.
Det gælder også ’Lyset over Skagen’. Spot på et stykke kunsthistorie, der har opnået ikonagtig placering i dansk kultur: Skagensmalerne. Krøyer og Ancher. Deres hustruer Marie og Anna. Digtermaleren Drachmann. Deres indbyrdes konflikter. Kvinder, der tænder deres eget kunstnerlys på trods. Miljøet mellem de fattige fiskerne. Alt det, der har gjort Skagen til noget særligt.
SANGERNE
Det er på mange måder en fin forestilling. Flere af sangerne er imponerende gode. Sangligt og dramatisk. Maria Lucia Heiberg Rosenberg varm og køn i rollen som Marie Krøyer. Nicoline Møller statelig og smuk som Anna Ancher. Caspar Philipson helt overbevisende som den knudrede P.S. Krøyer – fint syngende trods en forkølelse. Og Jesper Lundgaard enormt flot ved stemme som Michael Ancher.
MUSIKKEN
Problemet er et andet: Komponisten Kim Sørensen, som er drivkraften i foretagendet, skriver uinteressant musik. Musikken ligner sig selv fra scene til scene, fra akt til akt, fra forestilling til forestilling. Der er ikke noget galt med at have en stil. Men hos Kim Sørensen taber musikken pusten, fordi vi trættes af uendelige kæder af de samme melodilinjer, rytmisk ens punkteringer og trefjerdelsrytmer eller trioler i næsten ens indpakning: En orkestersats, der er sær kompakt, bombarderet med lilletromme-akkompagnement og gentagne instrumenteringer. Der er enkelte scener – som slutscenen i ’Skagen’-musicalen – hvor det lyriske format løfter sig. Men de er få.
TEKSTEN
Det er ikke den eneste grund til, at det samlede indtryk flader ud og trætter. Handlingsmæssigt virker ’Skagen’-historien belastet af grundig og omstændelig research. Vi skal have det hele med. Og Thomas Høgs sangtekster arbejder efter hjerte/smerte-alfabetet. Det tynger en forestilling, der også scenisk er temmelig bleg i farverne. Den centrale kærlighedsscene under Italiens glødende sol – sikke en kontrastmulighed til Skagen! Nul. Det er lige ved, at man styrter til 3. akt af ’Napoli’ for at komme i stemning.
Hvad bliver nu det næste fra Nyt Dansk Musikteater? Vi er med på det hele. Men noget må der ske, som løfter partitur, tekst og dramaturgi.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
