'Love Songs' Caroline Henderson og Dansk Danseteater Kgl. T. Gl. Scene 26.5.2011 Anm.

Caroline Henderson og Dansk Danseteater i ‘Love Songs’ (Foto: Henrik Stenberg)

NALLERNE FRA DET HUS!

Jazz, evergreens, Caroline Henderson, Dansk Danseteater og så Det Kgl. Teaters Gamle Scene – en lykkelig kombination!

 

*****

 

NYE muligheder. Hele tiden. For et dansekorps som Dansk Danseteater.
Og må vi have lov at sige allerførst: For go’e Gamle Scene på Kgs. Nytorv. Nu hvor der bræges om at nedlægge den. Den smukkeste scene i landet. En livsnerve i dansk teater.
Forbundet med fortids teater? Det kan da godt være. Men se nu Dansk Danseteater erobre den store scene med et swingende show! Og de er jo ikke de første, som sætter nutidsteater på Gamle Scene. Hvem siger den skal være forbeholdt Holberg og Bournonville? Vi har haft masser af formidable erfaringer i min levetid med opera og ballet af dags dato. Jeg siger det bare. Nallerne fra det hus!

DRONNINGEN

Dansk Danseteater. Akropolistæppet er oppe. Tre musikere, klaver, bas og trommer plantet midtfor i baggrunden. Der er stadig halvmørke. Nikolaj Hess sidder og improviserer ved tangenterne. Et eller andet.
Nogle dansere kommer dryssende, pjatter med hinanden og publikum. En rose er på rundtur, signal til noget med ’Love’.
Så kommer hun skridende ind, den gyldne dronning af Saba, Caroline Henderson, og vi er i gang med noget hidtil uset og uhørt: Kombinationen af denne prægtige sangerinde, trioen og Tim Rushtons dansere. Jazz, evergreens og de femten dansere i dette korps, der sikkert hver og en kan deres Balanchine eller Bournonville, men først og fremmest kan den kropslig frie, men kolossalt disciplinerede dans, Rushton har brugt sin koreografiske fantasi på – nu gennem ti år (Der var jubilæums fest i foyeren i aftes).

SE OG LYT

Vi ser og vi lytter.
Danserne er i hverdagskluns til en sommeraften, pigerne med bare tæer, og mens Caroline Henderson sætter an med ’To lay me down’ stryger de over scenen i billeder, der er som et street show, ustandselig varieret, individuelle aktioner, eller samlet.
Vi er i gang med noget sjældent, der spinder videre gennem nummer efter nummer: Tilsyneladende improvisatoriske udfoldelser, for det er jo jazzens natur – improvisation på fastlagte mønstre. Men er det også dansernes? Ja, måske. Men hvordan får Rushton trin og koreografiske manøvrer til at hænge smertefrit sammen?
Vi ser og lytter og vil have mere. Slipper ikke nydelsen fra nummer til nummer, følger Carolines vej gennem en kæde af highlights, hvor hun enten befinder sig som en forgyldt Pallas Athene-statue ved flyglet eller vandrer frem mellem de dansende med mikrofonen som sin første elsker. Det er kærlighed, det handler om.

IMPROVISATION?

’Love Songs’.
En gammel Peggy Lee-sang, ’The night holds no fear for the lover’, en kredsen af to dansere omkring det første kys, der kulminerer i susende valsetakt, og straks må afløses at et nummer, hvor danserne kan puste ud og jo, de skifter til tørt for åbent tæppe, mens trio og Caroline synger dem til roligt åndedræt.
Igen: Improvisationer? Det ikke før prøvede?
Næppe. Vi er på diskotek, i jazzklub, der danses kærligt eller akrobatisk, men lur mig: Intet er overladt til tilfældigheder.
En sortklædt spirrevip af en mandlig danser er jokeren, der flakker rundt mellem vennerne, forsøger at gøre sig bemærket i selskabet, men skuffes.
Vi oplever små dramaer mellem par, Caroline blander sig med gode råd til den ene og anden. Alt er præcis beregnet og planlagt.

LYKKELIGT

En danseaften, hvor vi er lykkelig stimuleret. Af nyskabelser, af det uventede, af danseglæde, af en strømmende musikalitet. Gamle Scene i dybe, velgørende vejrtrækninger.

GregersDH.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *