RAGNHILD MARGRETHE IND I VALGKAMPEN
Sønderborg Revyen 2011 lever flot op til standarden fra de tidligere revyer. Musikken har oven i købet fået en tand til.
****
NU er Ragnhild Margrethe gået ind i valgkampen. Selvfølgelig må valgkampen blive til revynumre i denne sommer. I Sønderborg Revyen strejfes den flere gange.
For de uindviede: Ragnhild Margrethe er Thorleifs ægteviede. Thorleif er revydirektør Leif Maiboms faste figur i revyen. Maibom er revyens boss.
Så er det på plads. Sådan lidt baglæns forklaret.
Ragnhild Margrethe har døbt sit parti ’Hængepartiet’. Eller mon ikke det er Thorleif, der er kommet med navnet? Han ligger jo grundigt under for den pompøse dame. I denne omgang er han ekstremt rørende i sin komiske hjælpeløshed over for konen. Men han kan altså heldigvis fnise, når hun vender ryggen til og sige, hvad der passer ham af uforskammetheder om hendes utrolige fysiske format. Udråbe hende til forstander for ’Hængepartiet’ f.eks. Eller konstatere, at hun nu ’har så store fødder, at hun kan mærke, at jorden er rund’.
Thorleif-skikkelsen er verbalerotikeren Leif Maiboms glansnummer, og figuren er endnu engang et uudgrundeligt og herligt bekendtskab. Sønderborg Revyens clou.
LYNGLIMT
Hvad får vi eller i dette års Sønderborg-revy? Mange godbidder. Sjovt nok: det er tit i de små formater, der kommer nogle af de overraskelser, der bliver hængende bagefter. Der skal f.eks. ikke mere til end et par minutter med to eller tre burkaklædte skikkelser til at ramme plet. Fordi ideen er enkel og ikke behøver udvikles til et større nummer.
Første gang kommer de ind som tre rockspillende musikere. Totalt formummede i deres sorte klædninger og med tryk på de usynlige instrumenter. Anden gang er de fire skikkelser, der ramler ind i hinanden på gaden i deres gensidige uigenkendelighed.
De to situationer afvikles næsten på sekunder, men giver i deres totalt replikløse form lynglimt af kulturanalyse. Fremragende.
På samme måde, men i en helt anden og grotesk-komisk sammenhæng, kommer Trine Gadeberg og Ann Karin Broberg ind i fuldt festskrud, den ene i tre meter brudekjole og sætter sig på hver sit lokum – vel at mærke vildt jodlende Offenbach og Bizet. Ingen replikker. Et kort bizart nummer, vanvittigt og morsomt.
I AL STILFÆRDIGHED
Mere skal der nogle gange ikke til. Heller ikke, når Max Hansen og Leif Maibom spiller to fulderikker på vej hjem til deres koner – et nummer, der ligner hundrede andre i den toneart, men rammer i plet, bl.a. fordi det ikke kører længere end vores grin holder til.
Ikke fordi rapheden er det eneste saliggørende i Sønderborg Revyen. Et nummer som Max Hansens ’Den lille triste, tykke, dumme’ handler om en kongepingvin på Sydpolen, der i al stilfærdighed overvejer situationen, når klodens opvarmning får isflagen til at knække under ham. Monologen gearer os ned til eftertænksomhed. Lige som ’Kommer han hjem’, hvor Max Hansen og Anne Karin Broberg et øjeblik skal have os til at tro, at ægteparret taler om, at sønnen er udsendt til Afghanistan, hvor han jo kan blive udsat for det forfærdeligste. Pointen: Han skal til FCK mod Brøndby.
Numre, der fungerer forbilledligt.
Og som gør endnu en parodi på Birthe Rønn Hornbæk, endnu en præsentation af den arme Lykke Rasmussen, endnu en parodi på kosmetik-grossereren Ole Henriksen blege og forudsigelige. Selvom det f.eks. er en ny drejning af den sidste, at han overvejer at lægge lyserød foundation på Dybbøl Mølle.
TIL MESSE
Der er ellers nok at tage af i opmarchen af ikke mindre end 28 numre.
Mange af dem stærkt præget af den flot musikalske iscenesættelse – mestret sikkert af kapelmesteren Thomas Pakula. Lige fra indledningen, hvor vi gudhjælpemig et øjeblik tror, vi er sendt til messe – et præludium i liturgisk vekselsang, hvor de fem medvirkende synger nok så nydeligt – til finalen, der – nøjagtig som Cirkusrevyens finale i år – er en syngende kærlighedserklæring til publikum med alt hvad den kan trække af affabel appel til at komme igen ved først givne lejlighed.
Mellem de stort anlagt er der flere, der måske trækkes godt i halen, men som alligevel emmer af talent og god idé.
Trine Gadeberg jonglerer som toastmaster ved et bryllup med et helt galleri af gæster, der alle skal aflevere taler, som er en blanding af vrøvl og uforskammetheder på et niveau som ved brylluppet i Lars Triers ’Psychomania’. En flot eksplosion af mimisk action, men for langt.
På samme måde har Rasmus Krogsgaard sit eget show som indvandreren, der skal skaffe sig point til dansk statsborgerskab og i den anledning ruller hele løberen ud af pågående, eksotiske charme som Mehmet, der undervejs i sit point-race prøver at nedlægge en dame på første række og også får konstateret, at revyen ’i år har jubilæum, til næste år er museum’, hvad den påstand så skaffer ham af points.
Det er en revy, der alt i alt lever glimrende op til standarden fra de tidligere.