Logo: PAPIRLØSE STJERNER
Lotte Andersen – Matador-musicalens Maude – kan stadig genopfriske sit raseri over, at hun blev afvist til Teaterskolen. Det blev alligevel til en stor karriere.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanne Kornum
”Jeg var rasende. Skuffet. Jeg blev stiktosset. Og jeg ville under ingen omstændigheder søge ind mere. Simpelt hen ikke spilde mere tid på det pjat.
Så måtte de selv om det!”
Bare kom an. Her bliver der lige fyret op. Som om det var noget, der skete i går – men Lotte Andersen er tyve år tilbage i tiden: Optagelsesprøve til Teaterskolen 1987. Afvist.
”Jeg var stensikker på, at jeg kom ind. Havde forberedt mig i et halvt år. Jeg prøvede med en monolog fra ’Misantropen’ og noget fra Sam Shepards ’Fool for Love’. Jeg havde en skidegod fornemmelse. Vi var flere fra Dr. Dante, der prøvede. Også Lars Kaalund. Vi havde de samme forudsætninger. Lars kom ind. Jeg røg ud. Det passede overhovedet ikke med, at al ting ellers bare kørte for mig på det tidspunkt.”
Lotte Andersen smækker sine elegante stænger over vingen på den skrigblå Arne Jacobsen-svane, plantet af fotografen på Mærsk McKinney Møllers grønne græs ved Operaen. Nu er Lotte gået til operaen, spiller Maude i ’Matador’ – rost for at være om muligt køligere end Malene Schwartz i tv-rollen.
JEG TÆNKTE: SO WHAT!
– Hvorfor kan det ophidse dig sådan, det med teaterskolen. Så længe efter?
”Jeg ville da dygtiggøre mig. Det skyldte jeg mig selv og den smule talent, jeg havde. At tage den uddannelse, der hørte til. Det var bare gået derudaf i tre-fire år på Dr. Dante – med sådan en nørdet fordybelse i alt det, vi rendte og lavede deroppe. Man ville jo gerne lige have det stempel. Blive godkendt. Få papir på det. Der var noget prestige i det. Men så tænkte jeg: So what! Jeg havde jo masser at lave på Dr. Dante. Vi spillede hele tiden.”
– Du lyder, som om du alligevel ærgrer dig.
”Jo, men det gode ved Teaterskolen er, at man får chancen for at kaste sig ud i alle mulige ting, som man måske ikke lige egner sig til. Der sidder ikke et betalende publikum, som skal se på det – som på teatrene, hvor der er en risiko for, at man falder i en eller anden skure og spiller den samme rolle hele tiden. En rolle, som man ved holder og de er glade for. På skolen får man afprøvet alle mulige genrer og stilarter, klassiske og moderne – og der er ikke nogen, der dømmer dig på, om du er god eller dårlig til det.”
– Men noget lærte du vel hos Nikolaj Cederholm på Dr. Dante.
”Selvfølgelig. En masse. Han havde selv gået på teaterskolen, men var ikke specielt begejstret, og han gik meget op i, at vi skulle slippe de gamle teaterslæbere, hanke op i skørterne og skabe et nyt teatersprog, en ny naturlighed på scenen. Løse i skuldrene! Ikke så overspændte! Droppe klichéerne og finde et hverdagssprog, som man taler det ude i virkeligheden. Og skabe fortællinger.”
– Hvordan?
”Vi lavede forestillinger, der var improviseret frem. Altså: En firmafrokost havner på en øde ø. Båden sejler væk – og vi er strandet. Hvad sker der? Det blev til stykket ’The Act’. Nikolaj skrev, men udgangspunktet var improvisationer. Hvis du synes, det hele lyder, som om vi bare legede os til al ting, så er det rigtigt, men også forkert. Vi havde det sjovt på Dr. Dante, men vi arbejdede benhårdt. F.eks. med masker efter en metode, som er ren suggestion, hvor du tricker din hjerne og kan bygge en helt præcis figur og karakter op gennem en lang proces. Sådan arbejdede vi f.eks. med ’Gasolin’. Både da vi lavede den på Aveny og nu – elleve år efter – på Østre Gasværk. Med forskellige masker, og det blev også forskellige karakterer.”
DEN TABTE USKYLD
– Hvordan forskellige?
”I den gamle ’Gasolin’ var jeg en meget traurig og mistrøstig person. I den nye blev jeg lysere, gladere – på en måde en samlingsfigur i forestillingen. Det var en mærkelig oplevelse at spille den igen…der fulgte noget med, som vi ikke var klar over – det var en walking down memory lane, hvor man egentlig kommer til at gøre lidt op med sit eget liv. Der var sket en masse i mellemtiden. Tanker blev sat i gang…man står og synger de samme Kim Larsen-tekster, men hvad betød de nu? De ændrede betydning. Fuldstændig. Sådan havde jeg det. Jeg synes, at 90’er-udgaven handlede meget om en længsel efter at komme hen til noget perfekt…hvordan skal jeg forklare det? Sådan en smertelængsel. Ti år efter handler det mere om menneskelig dårskab. Om at se i øjnene, at det perfekte ikke eksisterer. Mange af Larsens tekster handler jo om alle de okkernokker, der ikke kan finde ud af at gøre tingene ordentligt. For mig betød det denne gang: Sorry, vi kan godt længes efter det perfekte, og vi skulle have gjort det rigtige, men det blev det så ikke, og det er der ikke noget at gøre ved… Der forsvinder en uskyld. Ligesom når man er blevet skilt, og man har fået sin første grønne og unge drøm smadret. Så kommer der et nyt menneske ud på den anden side. Med noget livserfaring…
…Alt muligt kom op til overfladen. Og så skulle man lige bearbejde det. Sådan havde vi det nok alle sammen. En psykologisk efterdønning.”
– Et ryk i tid, der pludselig erkendes…
”Ja. Som det, der skete, da vi lavede Line Knutzons ’Snart kommer tiden’ på Aveny…den stærkeste oplevelse, jeg overhovedet har haft på en scene, tror jeg. Det var det stykke, hvor Solbjørg Højfeldt spillede det forsømte barn, som pludselig dukker op hos forældrene, men i et splitsekund er blevet halvtreds år ældre. Et sted holder barnet en tale for forældrene. Jeg kan stadig genkalde, hvordan tårerne hver aften pressede sig på. Troels Lyby og jeg var forældrene. Vi havde også en scene, hvor de to gør deres elendige liv op. Scenen handler om – hvordan en seng skal være redt! Det lyder så fjollet, når jeg fortæller om det. Men hver aften: Det var så hårene rejste sig! Fuldstændig banalt. Men Line Knutzon kan få noget helt enkelt og primitivt til at løfte sig og blive essensen af et parforholds grundproblem.”
– Nu har du over tyve års sceneerfaring. Og det er gået dig godt – uden teaterskolen. Hvad råder du andre til?
”At søge optagelse. Det siger jeg til dem, jeg selv læser med. Branchen er blevet så stor. Der er mange om biddet. Man kan ikke lære nok. Jeg underviser selv på Rytmisk Musikkonservatorium – unge sangerinder. I hvordan man fortolker en sang. Hvordan man står på en scene. Hjælper dem med tekstforståelsen. Dér kan jeg bruge alt det, jeg selv har lært, helt fra Dr. Dante-tiden. Nej…man kan aldrig lære nok. Og nej, jeg er ikke så rasende mere!”