Burkhard Fritz og Anne Margrethe Dahl i ‘Lohengrin’ (tegning: Claus Seidel)

SIG NAVNET

Wagners eventyrlige ’Lohengrin’-historie i interessant opsætning, delvis godt sangerbesat og dirigeret med betydeligt drive af den russiske dirigent Alexander Vedernikov.

Iscenesættelse: Nicola Raab. Scenografi: George Souglides. Dirigent: Alexander Vedernikov. Medvirkende: Burkhard Fritz, Anne Margrethe Dahl, Jukka Rasilainen, Tuija Knihtilä og Steven Humes.
Operakoret. Det Kgl. Kapel.

Wagners ’Lohengrin’ spiller i alt otte gange på Operaen.

****

HVAD er det med ham Lohengrin, der ikke vil sige sit navn? Og alt det, der bryder sammen, hvis han alligevel gør det?
Svaret er enkelt. Lohengrin har en hemmelighed, Sådan noget har man i eventyr, i fortællinger, i mysterier, i gamle sagn og myter. De fleste religioner består ikke i meget andet. Vi dødelige går også rundt med hemmeligheder og holder kæft – uden at alt behøver at bryde sammen.
Men det gør det altså i ’Lohengrin’. Ligesom det gør i f.eks. ’Den flyvende Hollænder’. Wagner elskede hemmeligheder. Hemmeligheder, der afsløres, men ikke bliver mindre mystiske og eventyrlige af den grund.
Nu har Det Kgl. sat ’Lohengrin’ på programmet i ny udgave. Operaen er det danske publikums yndlings-Wagner gennem generationer.

EN SVANE!

Vi elsker den for den overvældende, pragtfuldt klingende musik. Og for mysteriet om navnet, der ikke må nævnes. For den buldrende europæisk sagahistorie – handlingen foregår i kalenderen et sted mellem Ansgar og Gorm den Gamle. Men altså i det, der nu er Belgien.
Og vi elsker den for det fascinerende eventyr om kvinden Elsa, der plages af andres mistanke om, at hun har taget livet af sin lillebror under en skovtur. Men som frelses af en hvidklædt ridder, der kommer sejlende ud af nowhere på sin båd trukket af en svane. Hva’behar’? En svane! Rolig, dernede på den rationalistiske 2. række! i parkettet..  Niels Holgersen fløj også uantastet Sverige rundt på ryggen af gase, lige så hvid som Lohengrins svane.
En religiøs affære? Ja på sin egen sære vis. Det ondskabsfulde kvindemenneske Ortrud, der planter mistanken i Elsa, er i pagt med hedensk trolddom – påkalder såmænd både Odin og Freja. Elsa lever blandt kristne. Og Lohengrin er en gralsridder fra det mystiske bjerg langt borte, hvor man opbevarer Gralen, karret, som indeholdt Jesu blod fra korsfæstelsen, men også er et keltisk symbol fra længe før nogen vidste noget om Jesus. DaVinci-mysteriet på wagnersk.

DRØM OG FORTRYLLELSE

Opsætningen på Det Kgl. er af Nicola Raab, der også stod for den glimrende ’Otello’ på Det Kgl. for to år siden – nu igen i et stort borgagtigt sceneri, middelalder i kæmpeformat, til brug for alle akter og scener, kun med en vældig åbning bagud. Muren er som en skydedør, der kan åbne til dystre vidder, hvorfra svaneridderen kan komme sejlende og sejle bort igen – historien om, at Lauritz Melchior som Lohengrin engang under et teknisk break down skulle have mumlet: Hvornår går den næste svane? er bare en af de utallige munterheder i kølvandet på den ironiske bearbejdning af Wagner-komplekset.
Hvordan spiller og synger man denne ridder-i-panser-og-plade fortælling i vore dage? Nicola Raab render ikke fra svær og spyd, hun uniformerer kun kong Henrik (med tilnavnet ’Fuglefænger’!) med nobelt moderne jakkesæt – en år 2000-konvention, der åbenbart skal til for ikke at blive set skævt til af kolleger i branchen – men alle andre medvirkende er i tidløst kluns, da først de løse benskinner og brynjer af pillet af dem. Ingen tvivl: Middelalder.
Drøm og fortryllelse svæver over bagscenen med vældige hvide svaner og svanefjer duvende i luften, og hvis nogen skulle være i tvivl om musikkens sug af pagt med natur og myte, har Kapellets gæstedirigent forsynet sig med en svanefjer i højre hånd som taktstok. Den russiske Alexander Verdernikov lægger vældig dynamik i orkesterspillet, der blæses pragtfanfarer fra tilskuerbalkonerne, vi savner momentvis strygerklang, der kan få hostene blandt publikum til at forstumme af betagelse, og det giver problemer i f.eks. den sarte ouverture, men det er som med Lars Ulrik Mortensens direktion, vi lige har oplever i Händels ’Israel i Egypten’ – man kommer langt med den musikalske fortælling, når drivet bliver timet overbevisende, og vi ser gennem fingre med uklarheder.

PÅ SCENEN

Der er interessante ideer i Raab’s iscenesættelse: Den tvivlende og usikre Elsa skildret med tavs dobbeltgænger, der følger hende som i drømme gennem bagscenen. Og slutscenen suppleret med en Lohengrin, der afstår fra at lede den krig mod ungarerne (!), som han har påtaget sig. Og fjenden, der bryder gennem borgens mure til musik, der ellers blot ledsager Elsas død, Telramunds og Ortruds død og den genfundne prins, der trylles til verden som Lohengrins sidste handling inden afmarch.
På scenen oplever vi den solide tyske tenor Burkhard Fritz med ung helteklang og lidt usmidig i sin frasering, men ganske troværdig. Hans Elsa er eneste dansker blandt de fire hovedroller, hun synges af Anne Margrethe Dahl, umiddelbart rigtig at skue, men alligevel sært fjern og kølig, spændt i sit udtryk – er hun den Elsa, man drømmer om til rollen med al dens ungdommelige sødme og drømmeagtige usikkerhed? Næh. Den rolle, hun i disse sene sæsoner i hendes karriere er lykkedes fuldstændigt med, er hendes Lady Macbeth fra Mtsensk i Shostakovitj’-operaen, en moderne, stærk, lastefuld kvinde – en ’legemliggørelse af frustration og livslyst’, som vi skrev i anmeldelsen efter premieren for halvandet år siden.

CASTING

De andre gæster: Englænderen Steve Humes i det noble, kongelige jakkesæt, en fin bas, lidt svær klangligt nogle gange at skille ud fra forestillingens Telramund, den finske basbaryton Jukka Rasilainen, Lohengrin-historiens antihelt, der drives til slemme handlinger af sin hustru Ortrud – hos hende fik vi smæld af  stemme fra den ligeledes finske Tuija Knihtilä, som spyede lammende slangegift ud af sin vældige mezzo. Randi Stene stod på plakaten til rollen, casted, men hun var af uoplyste årsager væk igen, og den finske mezzo var sprunget ind med kort varsel. Randi Stene må vi nu vente på til april, hvor hun skal synge Herodias i ’Salome’.
Det er bemærkelsesværdigt i programmet til ’Lohengrin’ at studere en liste over operaens solistensemble. Den er uheldsvangert skrabet. Men rummer blandt fem sopraner Ann Petersen, som må være selvskreven til Elsa-rollen, men ikke synger en eneste af de otte opførelser af ’Lohengrin’.
Koret er urørligt og velfungerende. Men balancen mellem udefra, ad hoc-indskrevne solister og teatrets egne solister og danske sangere i øvrigt,  er efterhånden et problem, der må klarlægges. Sikkert så gådefuld som Lohengrins optræden.

www.gregersDH.dk