Flemming Enevold, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Morten Staugaard og Johannes Nymark i ‘Les Miserables’ (Tegning: Claus Seidel)
LANGTIDSHOLDBAR
’Les Miserables’ er endnu en triumf for Det Nyt Teater konsekvente og målbevidste musicalkurs.
******
IGEN, igen? Absolut. Med ’Les Miserables’ kan man roligt have det som med ’West Side Story’ eller – når nu Holberg sidder dér og banker med sin stok på Kgs. Nytorv og råber: ’Jeppe på Bjerget’.
’Le Miserables’ er langtidsholdbar. Allerede en klassiker med klassikerkvaliteterne: En vedkommende historie om magt, undertrykkelse, mod og forløsning. En musik, der rækker ud over dagen og vejen, hørbar, varieret og med highlights. En stribe roller med herlige udfordringer. Skolebørn kan få historie-undervisning, fransklærere kan holde foredrag, korsangere kan slæbe noder med hjem.
’Les Miserables’ har det hele.
Jeg ved ikke hvor mange hundrede tusinde, der så ’Les Miserables’, da Morten Grunwald satte den op i Gasværket for en snes år siden. Det var mange. De kommer igen nu, hvis de er levende.
SPAREGRISEN
På den måde kan Det Ny Teater nok være tryg ved en opsætning, der – som normalt på det teater – har kostet sparegrisen og det hvide ud af øjnene.
Det er den sikre fornemmelse efter premieren i aftes.
Man kan måske lade sig irritere en smule over, at ’Les Miserables’ som urørlig konceptforestilling med hver knappenål og hvert søm i kulisserne standardproduceret ud fra ophavsmændenes angivelser er så fastlåst på den totale genkendelighed.
En dag, når vi er faldet for Vorherres aldersgrænse, vil vores efterkommere måske se opsætninger, der snupper substansen af musik og tekst og historie, og spiller bold med de store og variable, dramatiske muligheder, der også ligger i stoffet. Som man kan opleve det i øjeblikket med en anden stor musikteater-opsætning i København: Tjaikovskijs ‘Eugen Onegin’ på Operaen.
TANKEVÆKKENDE
Fred med de overvejelser her og nu. Det er forunderligt nok at se Det Ny Teaters apparatur fungere som en bilfabriks samlehal – perfekte sammenhænge mellem de utallige scener, overgange, der er så glidende og velfungerende som det aktuelle Beatles-show i Gasværket. Smukt og dybt fascinerende. Et fundamentalt anderledes udtryk, men alligevel ret tankevækkende som parallel.
Tænk, hvad et københavnsk – et dansk – publikum kan vælge mellem lige nu: Tre store, virtuost fungerende musikteaterforestillinger, vidt forskellige, men lige fascinerende!
ENEVOLD
Til sagen så. Dér, hvor Det Ny Teaters opsætning river i bardunerne. Spillerne, sangerne, der bærer historien.
Hovedrollen som Jean Valjean, den flygtende straffefange med det gode hjerte, er betroet Flemming Enevold. Det har fremragende format. Han har en helt speciel måde at håndtere sin stemme på, registeret er stort, klingende i dybe toner, men vandrende ufortøvet og på forunderlig vis op i en falsetblandet tenor, der giver ham mulighed for helt sitrende udtrykskraft i de store passager. En egentlig operasanger ville blive slagtet for de dynamiske udsving, han tillader sig, når stemmen ind imellem bliver til hvislende toneantydninger og teksten tager næsten helt over. Vi ved godt, at musicalsangere lægger et filter ind, som ikke er operasangernes – deraf den næsten vibratoløse ansats i tone efter tone, der så ekspanderer, nogle gange med et så forsinket vibrato, at man sidder med livet i hænderne. Men det har hos Enevold som hos flere af de andre i forestillingen sin egen dramatiske effekt. Enevold har en måde at tage tilløb til toner på, der er som linedanseren i cirkus, før han begiver sig ud.
FLERE SANGERE
Vi skal ikke fordybe os i sangteknik. Men alligevel. Det er interessant at se hvor forskellige sangere, vi er i hænderne på: Studenternes oprørsleder, gutten, der svinger fanen på barrikaderne, er en svensker ved navn John Martin Bengtsson. Hans baryton er super velklingende, lige på og direkte, en egentlig operastemme.
Den pæne Johannes Nymark, der synger Marius, befinder sig midtvejs med sin tenor, ligesom Morten Staugaard, der har en basbaryton, stor og sort nok til at runge helt ud til Søerne og Vesterbrogade.
Staugaard har før sunget politikommissæren, sporhunden Javert, der er i benet på Valjean livet igennem, indtil han får moralske kvababbelser og står af på en bro over Seinen. Han havde rollen allerede i 90’erne på Østre Gasværk.
SPRINGBORG
Så altså meget snak om sang. Hvor pigerne er flinke og skolede – dygtige Mia Carlsson som Cossette, Sanne Johansson som Fantine, og Maria Lucia Heiberg Rosenberg i en god og ægte spillerolle som den sympatiske Eponine.
Men for at springe ud af sangsnakken, så vil vi blæse på, hvad teknik en skuespiller som Steen Springborg tumler med. Slet ingen formodentlig. Han synger og agerer bare. Bare? Rolig: Uden hans slyngel af en Thenardier ville denne opsætning være en stjerne fattigere i karaktergivningen. Med Anne-Grethe Bjarup Riis i hånden rykker han den mest livsalige, næsten shakespearske eller dickenske værtshus- og underverdens-råhygge ind på livet af os i et par scener, der fungerer som pragtfuld modvægt til al den bolsjevik-romantiske eller katolske alvor, der ellers giver ’Les Miserables’ klangfarven.
Det er i hvert fald en af de blomstrende facetter, denne storslåede forestilling, afleverer til os. Guld værd.
