Søren Sætter-Lassen i ‘Richard III’ (Tegning: Claus Seidel)
HESTEN OG KONGERIGET
En giftig Søren Sætter Lassen som Shakespeares ’Richard III’ i en opsætning, der er som et skakbræt, der langsomt ryddes.
*****
ER De forvirret?
Det er der ikke noget at sige til. Flere af personerne på scenen skifter identitet hele tiden. Så er de mordere. Så er de selv blevet myrdet. Så er der liv i dem igen, men som noget helt tredje. Eller fjerde.
’Richard III’ på Det Kgl. er en kompliceret affære.
Men læs på lektien først. Det hjælper. Måske.
Hvis man dumper ind ad døren i skuespilhuset, tror man, man får en håndsrækning. Ud gennem højtalerne i foyeren lyder med mellemrum et vrinsk fra en hest.
Ahahh…: ’Richard III’ – det er jo den med kongen, der står på slagmarken og råber: ”En hest, en hest – mit kongerige for en hest!”
Så er vi på sporet.
Og dog.
Hvem er hvem og hvorfor, spørger vi, når det ruller.
Scenen er næsten blottet for dekoration og rekvisitter fra start. Skuespillerne sidder i deres anonyme hverdagstøj scenen rundt på flade stole.
BOGEN I HÅNDEN
OK, siger vi med bogen i hånden: Der er 32 navne på rollelisten hos Shakespeare. Plus statister i dyngevis. Men programmet fortæller, at instruktøren Staffan Valdemar Holm har skåret ned til 26 stykker og nul statister. Det hjælper lidt på overskueligheden. Tror vi.
Endnu bedre: De 26 bliver spillet af kun 10 skuespillere. Richard III, hertugen af Buckingham og stykkets fire kvinder får lov at havde deres roller for sig selv. De resterende tyve roller bliver fordelt på fire forskellige skuespillere.
Så det lysner.
Der er mere assistance: Bag- og sidevægge er overtegnet med navnene på stykkets persongalleri. Med kridt som på en skoletavle. Ganske vist ikke bare de ti, men hele komparseriet. Med stamtavleopstillinger og grafik. Så vi konstant kan holde os a jour undervejs med hvem der er hvem i genealogien.
Så det prøver vi.
DET LETTER
Lykkes det? Ja, sådan da.
Det linder i takt med, at Richard III får flere og flere af personerne slagtet og myrdet, og de pågældende bliver streget ud på tavlen af de medvirkende, som har en slags bijob med at stå op på stolene og strege navne ud hen ad vejen.
Og det letter, jo mere man lever sig ind i denne iscenesættelse, som skaber en overordnet modus vivendi af paranoia, spytslikkeri, angst, hævn og knive-i-ryggen hos stort set alle personerne omkring den splittergale Richard III. En kogende heksegryde af bagholdsangreb, hævn og fiduser. ’Familien’ ude på Betty Nansen er en hyggeklub i sammenligning.
SØREN SÆTTER-LASSEN
Richard selv spilles af Søren Sætter Lassen, som kryber over scenen som en klapperslange, inkarnationen af nedrighed, en hykler og en manipulator af en kaliber, der næppe er skitseret værre i noget teaterstykke. Selv Jago i Othello får ikke en fod til jorden i det lys. Ubetalelig i sin jamrende forurettelse, sin livsfarlige barnlighed, og de pludselige anfald af snedige overtalelsesevner, der endda kan komme bag på ham selv og få ham til at fnise af beundring for egne påfund.
Han er som alle spillerne hele tiden på plads langs sidevæggene på sin stol ind imellem turene. Alle er som stangfigurerne i et dukketeater. De venter og ser på, indtil de rykkes på scenen og tager deres ture. Peter Gilsfort, Olaf Johannesen, Søren Lenander, Lars Ranthe, Peter Plaugborg – spillets kastebolde.
KVINDERNE
Når forvirringen – omkring hvem der er hvem blandt myrdede og mordere, ofre og bødler – har fundet en vis afklaring, kan man blive slået bagover af en Kirsten Olesen, der som aldrende enkedronning udløser hævnarier af olympisk vælde. Eller af en Birthe Neumann, der som mor til den ulyksalige tronraner og massemorder forviser sønnen til helvede med kølig, afklaret præcision.
Eller Benedikte Hansen og Sonja Richter, som begge gennemlever rutsjeture af had og hjælpeløshed, usikkerhed og raseri over for et uberegneligt magtmenneske, der myrder den enes børn og den andens mand.
OP AF STOLENE
Det spændende ved denne opsætning gror frem, efterhånden som vi oplever, hvordan kompleksiteten i handlingen modsvares af – på den ene side vores koncentration om sprogets, ordets og replikkernes voldsomme opladninger. På den anden side af de helt enkle bevægelser og fysiske markeringer, der falder med koreografisk konsekvens, når spillerne er oppe af stolene og på banen – enten for at aflevere deres hug eller for at blive spanket mere eller mindre frivilligt. Brechts Verfremdungs-teknik benyttet til hårrejsende eksponering af motiver og handlinger.
Den determinerede afventen på stolene, mens ulyksalighederne udfolder sig. De nærmest rituelle, teatralske markeringer i lyde, sang og bevægelser hos skuespillerne, et stille kontinuum af hedensk offerstemning, der skaber en uhyggelig og skæbnetung uafvendelighed.
NÆSTE SKAKTRÆK
Den menneskelige nedrighed som noget naturgivent. Rædslerne som forudbestemte, akkompagneret ind imellem af de medvirkendes stille, messende sang. Sådan må det have været at overvære inkvisitionens gennemført tilrettelagte skueprocesser og deres follow up bag jerntæppet i nyere tid.
Ens opmærksomhed limes ind imellem til de tavse, passivt ventende spillere på deres stole. Sidder de som gribbe og venter på byttet? Som angste iagttagere? Som skuespillere, der venter på stikord?
Vi er i teatret. Lytter. Ser. Venter selv hele tiden på næste skaktræk. Hvem ryddes først af brættet?
