Merete Sveistrup og Bo Kristian Jensen i ‘La Traviata’ (Foto: Rasmus Leo Hansen)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
TÆT PÅ
Øresundsoperaen får meget ud af at spille Verdis ’La Traviata’ som ’on location’- forestilling på forskellige slotte. Publikum kommer rigtig tæt på.
Set på Koldinghus torsdag 30. maj
****
DET er på en måde som at se opera på film eller i tv. De medvirkende er tæt på. Du kan roligt lade teaterkikkerten blive hjemme.
’La Traviata’ nyder godt af at blive spillet sådan. Det er mennesker og følelser i nærbillede. Jeg så den denne fredag aften på Koldinghus, det så elegant restaurerede slot, som Napoleons spanske, tvangudskrevne soldater satte fut til i 1808, fordi de frøs. Det var en kold martsdag.
’La Traviata’ er sat op af Øresundsoperaen, kreativt foretagende, der har fundet ud af en ’on location’-model, der indebærer to ting: Slotte suger publikum til og giver muligheder for at brække en forestilling op i skiver, d.v.s. bruge forskellige sale og rum til de enkelte akter, hvis der ellers er mening i dét.
ON LOCATION
Og det er der med Verdis ’La Traviata’:
1.akt i riddersalen – rum for selskabelighed og fest i Violetta parisersaloner. 2. akt i biblioteket på Koldinghus – grønt og Koldingfjord udenfor, smuk aftensol gennem de kønne vinduer: Vi er på landet til – først den idylliske, så den skæbnesvangre scene, hvor Alfredos far kommer og ødelægger det hele. 3. akt tilbage i Riddersalen til opgør.
Og endelig 4.akt i kirkesalen i slottets stuetage, det af rummene, der måske mest bringer mindelser om Koldinghus’ dystre skæbne. Det er ikke så ringe til slutscenen – programmet til forestillingen beskriver ganske vist slutscenens scenografi som ’Et soveværelse’. Tak skal du ha’! En hospicesal. Af format som en lagerhal. Er Violetta flygtet til et ’loft’ i New York?
SMUKT
Men her i finaleakten får vi så netop en af de mange scener, hvor forestillingens Violetta, Merete Sveistrup, rammer smukt i svenskeren Staffan Aspegrens instruktion: Hun vandrer som en søvngængerske ned over det store gulv, ’Addio del passato’, blikket er fjernt, hendes sopran med dette sitrende vibrato er nede i et spartansk mezzoleje, vi er fanget.
Der er noget elementært rørende over hendes Violetta. Hun bruger en dynamisk, følelsesladet nuancering – lidt svær at følge af og til for den ellers ypperlige akkompagnetørMadeleine Sjöstrand, for mellem hende og sangerne er der tit ganske stor afstand. Der er til gengæld forestillingen igennen en velfungerende balance mellem hende og hendes Alfredo – Bo Kristian Jensen overordentlig kønne tenor bliver brugt til at forme en skikkelse af ungdommelig uskyld og spontanitet, der giver logik i forhold til den ældre Merete Sveistrups Violetta som et undrende, næsten målløs offer for en forelskelse, som hun accepterer modstræbende.
SOLIDT
Det er de to, der primært bærere denne opsætning. Lars Fossers Germont père bringer faderrollen sikkert i den solide, konventionelle havn, og de øvrige medvirkende er fine brikker i spillet omkring hovedpersonerne, professionelle og kompetente: Isabel Piganiol, Nickie Johansson, Jonathan Koppel, Hans Lawaetz og Michael Lindberg – den sidste spiller doktoren, men har også den opgave at guide publikum gennem handlingen i et par korte mellemlæg. Alle synger på italiensk, og der er ingen overtekster.
Opsætningen på Koldinghus gentages lørdag 1.juni og igen søndag 2.juni. Fortsætter til Kronborg 9. og 13. juni, kommer til Frederiksberg Slot 1. og 3. august og slutter på Fuglsang Slot 7. september.
gregersDH.dk