(Der foreligger ingen pressefotos fra ‘Korttegnerens sorg’)
IRSK WHISKY OG SADO
Professionelt og yderst broget nær-teater i Krudttønden på Østerbro
****
SÆRT teater. Fascinerende. Og utåleligt. Men i hvert fald Teater. Med stort T.
Det foregår i Krudttønden ved Kanonhallen – krudt og kanoner, hvor krigerisk kan det ikke blive sådan et sted!
Det er det da også på sin egen facon hos foretagendet med det fortænkte navn Eklektisk Teater.
’Korttegnerens sorg’. Den mærkelige titel dækker over en historie, der i sin essens handler om en lille familie, der går i svamp:
Moren med den særegne profession: Korttegner – hvilket dækker over, at hun er en akademiker og forsker med idealistiske teorier om, at klodens geografiske grænser er et billede på grænserne mellem mennesker.
En noget anstrengt filosofi, men så pyt, vi tager det for hvad det er, og Nastja Arcel formår heldigvis med sin varme kvindelighed at bære kartografen med de noble brobyggeideer igennem, så vi fanges af denne irsk-undfangne dame.
Irsk er den nemlig, denne historie. Forfatteren hedder Chris Lee, og hans stykke bærer på engelsk titlen ’The Mapmaker’s Sorrow’, så vi er ikke i kløerne på en kluntet oversættelse.
SADO OG WHISKY
Og så resten af den lille familie. Faren, der bliver spillet af Klaus Tange. Dranker, ludoman, et desperat fjollehoved, som har kastet sig ud i at redde situationen ved at gå læger i bedene med søvnterapi til folk med dét problem. F.eks. en anløben politiker, der har mere travlt med at agere illusionsløs politiker og dyrke sine sadomasochistiske tilbøjeligheder, og derfor burde blive træt nok, men altså ikke bliver det. Politikeren spilles af Claudio Morales, som på interessant vis med navn og udseende forfører os til syd- og mellemamerikanske stratenrøver-miljøer. Hvor de pæle af whisky, der drikkes af terapeuten og dennes hustru, korttegneren, ellers på det kraftigste holder os på den irske måtte.
Og så sønnen – Peter Pilegaard har rollen – den eneste cool person i spillet, nøgternt iagttagende, led ved det hele, og på konsekvent selvmordskurs. Galt må det gå, og galt går det.
FLOSKLER
Men der mere og flere til sagen. Det hænger sammen med det fascinerende og det utålelige ved stykket. Forfatteren er umættelig i sin filosoferen over nutidsmenneskets selvdestruktive tåbelighed. Det betyder på den ene side, at han lader personerne slynge om sig med floskler og klichéer a la ’Paranoia er den naturlige tilstand for midaldrende mænd’. Og lign. kortere eller længere tirader og betragtninger hentet fra forskellige overdrev, sociologiens, naturvidenskabens eller lægevidenskabens.
Det er trættende. Og gør også personerne ind imellem til papfigurer, al deres dramatiske udfoldelser til trods.
ENGEL OG LUDER
At vi midt i alt det også får viklet nye interessante personer ind i stramajvæveriet af hændelser, er både underholdende og samtidig med til at skabe poetiske, helt realistiske og vildt teatralske situationer. Især at Mai-Britt Mathiesen skiftevis spiller Dødens blide Engel, der med et sofistikeret smil på læben ekspederer den ene efter den anden af personerne i galgen og videre til Elysium, og så en råhøvlet luder, der båder giver og får bank – dét sluger vi med undrende og medfølende øjne.
LEGESCENE
Præcis som opsætningen i Nicolai Hart Hansens scenografi byder på et helt Lego-sæt af forunderlige effekter, lemme i gulv og vægge, der åbner og lukker for et utal af spileffekter, rekvisitter og omstillinger på den minimale scene – en legescene, som vi er så tæt på i det lille teater, at man ville invitere børn og børnebørn med, hvis ikke det var fordi det eddermame er en tekst og en handling, der ikke er for småfolk.
PROFESSIONELT
Det er en meget professionel opsætning af et stykke, som man kan synes vil så meget, at det falder over sine egne ben – med tidsforskydninger, ting læsset oven på hinanden – men som også teatermæssig er fuld af overraskelser og lyst til at skabe teater i nuet. Som sagt irriterende – for at sige det sådan: På en lidt 70’er-studendikos facon.
