Sine Bundgaard og Bo Kristian Jensen i ‘Elskovsdrikken’ (Foto: Anders Bach)
LA BELLA ITALIA
En slurk hyggelig og velsunget Donizetti på Den Jyske Opera
****
DER er nødder, man aldrig knækker tænderne på. Men som til gengæld smager rigtig godt.
Sådan én som Donizettis ’Elskovsdrikken’. Den glider ned som en Rosso Veronese, produceret hos en vinbonde-tøs som hende Adina, der er det ombejlede midtpunkt i operaen.
Den Jyske Opera spiller ’Elskovsdrikken’ med den lethed, uskyldige frækhed og charme, som tilkommer den. Hverken mere eller mindre.
Man hæfter sig endnu engang ved det ubegribelige, at Donizetti smuttede ’Elskovsdrikken’ på et par uger. Michael Bonnesen skriver i sin glimrende programartikel, at operaen blev til på afbud, det hastede: Fire uger til jobbet, hr. komponist! Tekst og noder. Hvorpå Donizetti fik fat i librettisten Romani, gav ham to uger til at skrive – så havde han lige selv to uger til at komponere. To uger! Stang den ud til en komponist i vore dage.
FIDUSMAGEREN
Hemmeligheden er selvfølgelig – og det er den, man indvies i, når man hører ’Elskovsdrikken’ – at italienske komponister på Donizettis tid kunne gå til sagen med søvngængeragtig sikkerhed på formler og koder og samme lethed, som et rockband trykker den af i vore dage.
Det forbløffende er, at en opera som ’Elskovsdrikken’ alligevel rummer så mange kvaliteter og så stor originalitet. Originalitet udfolder sig altid kun for alvor på sikker professionel grund.
Der er ikke meget charlataneri over dét partitur. Til gengæld har Donizetti skabt en mageløs charlatan i den fidusmager ved navn Dulcamara, der leverer elskovsdrikken, som operaens bondeknold Nemorino indtager. Bagvendt påstand: Drikken skal få – ikke Nemorino, men den vrangvillige Adina til at flamme. Selv flammer han allerede. Det indlysende resultat er, at Nemorino tumler beruset om, for mixturen består i et svingende glas rødvin. Mens Adina bare fortsat synes, han er et fjols.
INDLYSENDE TENOR-VALG
Dulcamara har flere lystige julelege til landsbyens beboere og hovedpersonerne, lægger forsøgsvis an på Adina, altid klar til at fise af, når det brænder. Italieneren Luciano Miotto spiller ham som en elegant lille overtjener, parat til at charme og snyde enhver kunde – vi ser normalt Dulcamara’er som tunge buffo-tumlinge, der næste aften i repertoiret spiller Falstaff.
På en ganske godt svingende orkester-trampolin under dirigenten Giancarlo Andretta – er Århus blevet en norditaliensk satellitby? – folder sig andre sangere fint ud. Det er Bo Kristian Jensens første optræden på Den Jyske Opera, løsladt et øjeblik fra Det Kgl. Et indlysende tenor-valg. Ikke nogen voluminøs stemme, men overordentlig klangskøn. Perfekt til det italienske bel canto-repertoire.
INGEN LØFTET PEGEFINGER
Og som Adina: Sine Bundgaard. Hun plæderer for attraktion ved et par flotte ben i sit 1.akts kostume. Ved uropførelsen i Italien i 1832 ville antrækket have ekspederet hende direkte på ludergalejerne til New Orleans. Italiensk bondepige? Nå. Men vi skal ikke løfte pegefinger mod den italienske scenograf og kostumier Alessandro Ciammarughi. Han har haft sine grunde, og de er gode. Sangligt perler det også nydeligt.
I København har vi snart fornøjelse af hende som Susanna i Figaros Bryllup.
Der er andet godt. Et levende kor, en kvik Vibeke Kristensen som Giannetta og så en markant, velsyngende Daniel Hällström – sergeant-starutten, der kun har piger i hovedet. En af efterhånden mange, mange svenske sangere uddannet på Operaakademiet i København.
Forestillingen kommer til København på landsturnéen – 18. og 19. februar, hvor 2.-holdet er på den 18.2. med Elsebeth Dreisig og David Danholt i de to hovedroller.
